Bliv ikke kørt over af en lama på en argentinsk bjergvej!

Da jeg for nylig mødte lamaerne på Sydhavnstippen i København – det kan du læse om her – oplevede jeg noget, der gav mig et deja -vu til en landevej i Argentina. Og en egentlig ikke særlig flatterende historie om mig og min iver efter at fotografere eksotiske dyr. Men du får alligevel historien.

I januar 2018 brugte Niels og jeg nogle uger på at køre rundt i det nordvestlige Argentina. Den nordligste del af vores roadtrip, den i Jujuy-provinsen, kan du læse om her.

Et fredeligt besøg i ruinbyen Quilmes
Den dag, historien om lamaerne foregår, forlod vi om morgenen vindistriktet Cafayate, hvor vi havde tilbragt et par dage – og selvfølgelig havde smagt på noget af den gode argentinske vin. Om formiddagen besøgte vi ruinerne af byen Quilmes fra omkring år 1000. Et interessant, meget varmt, men helt fredeligt besøg.

Tidligere havde der i det nordvestlige Argentina – altså det, der i dag er Argentina – været landbrugssamfund, hvor man bl.a. dyrkede kartofler og holdt lamaer som husdyr. Men efter ca. år 1000 blev der udviklet bykulturer, som var påvirket af andre indianske kulturer i Syd- og Mellemamerika som mayaerne og inkaerne. Byerne i Argentina var dog mere enkle – og ruinen af Quilmes er en af de bedst bevarede.

Vi var nu på vej mod byen Tafí del Valle i Tucumán-provinsen. Tafí del Valle ligger i en dal (valle betyder dal på spansk), men i et par kilometers højde. Og bilturen dertil gik gennem bjergene.

Fotos af eksotiske husdyr
Som de fotonørder vi er, var vi stoppet for at fotografere skyerne, som lå lavt over bjergene. Og så var det, jeg fik øje på lamaerne, som gik længere henne ad vejen.

“Jeg skal lige have nogle billeder af de der lamaer,” sagde jeg til Niels og satte kurs mod lamaerne uden at vente på svar.

Lamaer er helt almindelige husdyr på de kanter. Og jeg havde skam set lamaer før på vores tur – jeg havde såmænd også smagt lamakød et par gange. Men lamaer er altså stadig eksotiske dyr set fra mine grise-køer-får-breddegrader. Og jeg ville have flere lama-fotos.

Lamaerne reagerede ikke noget væsentligt på mig, da jeg forsigtigt sneg mig hen mod dem. De gnaskede fredeligt videre, og jeg rykkede modigt (dumdristigt?) tættere på. Men pludselig opstod der uro i flokken, og jeg forstod ikke hvorfor.

Lama i fuld galop
Det, jeg nemlig ikke havde set bag mig, var en lama, som kom spænende – eller hoppende – på den anden side af vejen. Men Niels fik et billede (ikke hans bedste) af kalorius.

Den løbende lama havde kurs direkte mod ’min flok’, som bestod af 7-8 lamaer. Flokken satte sig i bevægelse – og nogle af dem løb direkte mod mig. De der lamaer er altså pænt store – sådan ca. 1,80 m op til hovedet og vejer i omegnen af 150 kg – så jeg kan godt røbe, at jeg blev bange. Sådan seriøs bange. Jeg drømte altså ikke om at blive ’kørt over’ af en lama på en argentinsk bjergvej!

Lamaerne havde åbenbart heller ikke lyst til sammenstød, så det endte godt. De trissede ind på marken igen, og jeg trissede tilbage til bilen.

Men indrømmet, bagefter følte jeg mig som en tåbelig turist. For der bør vel alligevel være grænser for, hvor langt jeg vil gå for at fotografere eksotiske (hus)dyr 😀