Indlæg med sponsoreret indhold

Jeg har trasket mine vandresko sønder og sammen i forsøget på at holde coronatidens kahytkuller fra døren. Nye måtte der til! Det tilbød Backpackerlife at hjælpe mig med. Som en del af mit samarbejde med backpacker-webshoppen har jeg valgt et par nye vandresko fra deres sortiment for at teste og anmelde dem. Det er den anmeldelse, du får her.

Aldrig i mit liv har jeg gået og vandret så meget som under corona-lock-downen! Og selv om Danmark for længst er genåbnet på mange områder, har min mand Niels og jeg fortsat rutinen, vi startede den 11. marts 2020: At gå mindst 5 km i naturen hver eneste dag.

Det er en god og hyggelig vane, hvor arbejdsdagen, typisk foran hver sin pc på hver sin etage i vores lille rækkehus, bliver vendt og diskuteret. På fridage er vi taget længere omkring, har samtalet mere (og fotograferet) og har gået længere. En af de ture skrev jeg om her.

Jeg går altid meget, men jeg har aldrig anset mig selv som en egentlig vandrer. Men når jeg tænker på, hvad mine ca. 3 år gamle vandresko har været med til, så er jeg det måske. Ud over at skoene har siddet på mine fødder på talrige vandreture, jeg har guidet i Jægersborg Dyrehave, har de bl.a. været med både på norske Preikestolen, i italienske Cinque Terre og i Argentina. De gamle sko var slidt, jo, men det var coronatidens store gå- og vandreaktivitet med mindst 150 kilometer om måneden, der sendte dem på hastig tur mod kaput.

DLX Messal-vandresko ankommet og klar til at blive testet

Vandresko- og støvler til kvinden med de nedsunkne forfødder
Da jeg havde lavet aftalen med Backpackerlife om at vælge og anmelde et par nye sko, gik jeg på opdagelse i webshoppens sortiment af vandresko- og støvler. Og jeg var kræsen, for jeg har nogle fødder, der stiller krav.

Jeg er nemlig den ‘lykkelige’ ejer af nedsunkne forfødder, en nedarvet skavank. At have en nedsunken forfod vil sige, at foden bliver flad, der hvor tæerne normalt buer. Forfodsknoglerne er sunket ned, og der er ikke nogen stødabsorberende effekt tilbage i foden, så jeg går direkte på knoglerne. Derfor har jeg de seneste 11 år brugt indlæg i mine sko (men jo, jeg ‘snyder’ også og går nu og da med sandaler og uden indlæg 😉 ).

Mit valg faldt på DLX Messal-vandrestøvlen fra Trespass, som er et britisk outdoor-mærke.

Specifikationer på DLX Messal-vandrestøvle fra Trespass

  • Vandrestøvler til kvinder
  • Fra Trespass’ high-end outdoor mærke kaldet DLX
  • Slidstærk low-cut vandrestøvle
  • Med membram for åndbar og vandtæt støvle
  • Softshell overdel
  • Vibram XS Trek ydersål
  • Slidstærk gummi-bund der sikre dit fodfæste i terrænet

Fra backpackerlife.dk

Det er en low cut-model, altså mere en vandresko end en -støvle, men med en kraftig ankelstøtte, og dens solide look tiltrak mig. Her var vist en vandresko, som kunne hjælpe mig med at beskytte mine besværlige fødder. Mon mine indlæg også kunne være i dem?

DLX Messal-vandrestøvler er ikke små i størrelsen
Normalt bruger jeg str. 40 i sko, men vandresko må gerne være lidt større, og så er der jo også mine indlæg at tage højde for. Så efter aftale sendte Backpackerlife mig et par DLX Messal-vandrestøvler fra Trespass i str. 41. Og hurra for det! De passer fuldstændig, som de skal, når jeg har lagt indlæggene i. Og jeg behøver ikke at tage skoens indbyggede sål ud for at få plads til indlægget, hvilket ellers jævnligt er et ‘trick’, jeg bruger, for at få plads til indlæggene. Havde jeg ikke brugt indlæg, havde vandreskoen derimod været for stor, for modellen er ikke lille i størrelsen.

Designed for Life in Extremes – men fungerer også godt til mindre udfordringer
Bogstaverne DLX i vandreskoens navn står for Designed for Life in Extremes. Nu havde jeg ikke liiige ekstreme oplevelser på programmet (det har jeg sjældent 😉 ), men jeg var alligevel klar til at teste DLX Messal-skoene. DLX-membranen er både vandtæt, vindtæt og åndbar, så den vil sikre en god komfort inde i skoen under mange forskellige vejrforhold. Da jeg modtog vandreskoene, var det dansk højsommervejr, så på den allerførste prøvetur, gik jeg mest op i åndbarheden.

Klar til afgang!

DLX-membranen lover, at den tillader kroppens vanddampe at slippe ud af skoen, så niveauet af kondens bliver reduceret. Jeg satsede på, at det var rigtigt, for det var omkring 28 grader varmt den dag og ikke helt attraktivt at skulle have fødderne ned i et par solide vandresko.

Den første prøvetur i DLX Messal-vandreskoene foregik i det kuperede istidslandskab i Frederiksdal Storskov nær Lyngby. Her er mange af vores coronatidsture gået hen, og jeg er ret glad for at vandre her på skrænterne over Furesøens bred, hvor der oftest er ret mennesketomt.

Vi gik en af de sædvanlige ca. 5 km lange ture. I starten var jeg meget bevidst om, at jeg havde nye vandresko på og var hele tiden opmærksom på, hvordan de føltes. Men pludselig efter et par kilometer gik det op for mig, at jeg helt var holdt op med at tænke på skoene – fordi mine fødder følte sig rigtig godt tilpas i dem. Og membranens åndbarhed virkede, for mine fødder svedte kun en smule i det varme sommervejr.

Selv om terrænet i Frederiksdal Storskov er kuperet, er det ikke vanskeligt. Men jeg følte, at jeg havde et bedre ‘vejgreb’ i DLX Messal-vandreskoene, end jeg var vant til i mine gamle sko. Det må være vibram XS Trek ydresålens fortjeneste, at jeg stod bedre fast.

Daglige vandreture i al slags vejr i DLX Messal-vandresko
Efter den første prøvetur har jeg testet DLX Messal-vandreskoene på en række andre ture på 5-7 km. Både i Frederiksdals kuperede landskab og i fladere terræn som fx Jægersborg Dyrehave og Jægerborg Hegn. Og da det danske vejr som bekendt er omskifteligt, gik der ikke mange dage, før regnvejr også sendte skoenes vandtæthed til eksamen. De bestod!

Alt i alt er jeg rigtig godt tilfreds med mine DLX Messal-vandresko fra Trespass. Jeg oplever en stor komfort og en rigtig god støtte, når jeg vandrer i de solide kvalitetssko. Og selv på våde dage står jeg virkelig godt fast pga. den solide treksål.

Så … jubiiii … jeg har nu nye, gode vandresko! Og jeg er klar til også i fremtiden at vandre mindst 5 km om dagen, corona eller ej. For det er en rigtig god og hyggelig vane. Det skal heller ikke vare længe, før DLX Messal-vandreskoene skal med ud på en længere vandretur, så de kan bevise deres værd på den lange bane. Helt bogstaveligt. Jeg er sikker på, at de består.

 

Jeg har fået DLX Messal-vandreskoene af Backpackerlife, men virksomheden har ikke haft indflydelse på indholdet i dette indlæg. Det er udelukkende min oplevelse og vurdering, der kommer til udtryk.

Rabatkode til dig, når du køber rejseudstyr

Husk i øvrigt at mit samarbejde med Backpackerlife betyder, at du får 5 % rabat på hele din ordre, når du handler i webshoppen. Du skal bare besøge Backpackerlifes webshop via dette link og bruge rabatkoden bentesrejser, når du betaler.

Besøg Backpackerlife og oplev udvalget af gode produkter til fair priser

Besøg Backpackerlife

Anmeldelse af vandresko: Trespass DLX Messal til kvinder

2 thoughts on “Anmeldelse af vandresko: Trespass DLX Messal til kvinder

  • 26. juli 2020 at 22:22
    Permalink

    Det lyder da som en ganske udemærket afløser til dine gamle vandresko! Så må man håbe, at de lever op til forventningerne og kan klare livet med jeres korte og lange turer 🙂

    Reply
    • 27. juli 2020 at 19:00
      Permalink

      Jep – indtil videre kan vandreskoene i hvert fald, hvad de skal 😉

      Reply

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.