Hvad tager man sig til som storforbruger af kunst og kultur, når dørene til alle Danmarks museer er smækket i af pandemien? Denne lørdag faldt vores valg på en 10 km lang vandretur på den lille halvø Reersø i Nordvestsjælland og et smut til Kalundborg.

Vi kom til at tale om det forleden, Niels og jeg. Hvor ofte vi normalt tager på museum, især kunstmuseer, i weekenden. Altså når ikke lige coronapandemien smækker alle døre til Danmarks museer i. Vi er faktisk ret vilde med at opleve kunst, både i Danmark og når vi rejser, og forårets lock-down sendte os sågar på langfart for at opleve kunst, da vi blev hungrende nok. Selv om vi nåede at få tanket en del op på kunstoplevelserne mellem 1. og 2. lock-down, føler vi os igen understimulerede.

De farvestrålende, fjerklædte bjørne i Paola Pivis We Are the Alaskan Tourists på ARKEN fik vi bl.a. set, inden Danmark igen lukkede i december 2020.

Understimuleringen får os til at begynde på sådan nogen samtaler som den om, hvordan vi gjorde før i tiden (eller alle samtalerne om rejser og om, hvor meget vi savner dem!). For når weekenden står for døren, og vi trænger til oplevelser, er det jo ikke museumsbesøg, vi skal (kan) planlægge. Men hvad skal vi så? Oftest falder valget på en vandretur i naturen (det billige skidt 😉 ).

Kender du Reersø? Vi gjorde ikke …
Sådan var det også i den forgangne weekend, og inspirationen til den tur, vi tog på i lørdags, havde vores avis leveret. For indrømmet havde Niels og jeg ikke frygtelig meget styr på, at der findes en lille udposning, også kaldet en halvø, på Sjællands vestkyst med navnet Reersø. Ved du heller ikke, hvor det er, kan kortet her hjælpe dig. Men Politiken Rejser havde skrevet om Reersø.

Du kan læse Politiken Rejsers artikel om Reersø her (mod betaling).

Fra vores bolig lidt nord for København tog det 1 time og 20 minutter at køre til Reersø, den 6 km2 store halvø på kysten mellem Kalundborg og Korsør. Vejrudsigten lovede kulde og sol, helt som på vores tur ugen før, så vi var forventningsfulde: en vandretur på omkring 10 km og gode fotomuligheder i solskin. Men noget gik galt i det nordvestsjællandske! Solen gemte sig bag skyerne hele formiddagen og var ikke helt stabil, da den endelig gjorde sin entre.

Endnu en Kløversti med dårlig skiltning
Men nu var vi på Reersø, og vi var godt klædt på, så selvfølgelig skulle vi på vandretur, selv om solen legede skjul (og så måtte vi jo leve med knap så imødekommende fotos). Vi havde atter fundet en Kløverstifolder på nettet – og jeg kan lige så godt med det samme røbe, at denne rute var lige så dårligt skiltet som ruten, vi fulgte ved Vejby i sidste uge. Nemlig så godt som ingen skilte! Så lad være med at kigge efter Kløverstiskilte, hvis du vil vandre på Reersø, og glæd dig i stedet over, at det ikke er svært at finde vej på den lille, overskuelige halvø.

Kløverstifolderen for Reersø kan du finde her

Ud på den sorte vandrerute, Reersø rundt
Vi havde valgt den sorte rute, som hedder Øen rundt. Så efter at vi ved 10.30-tiden have parkeret bilen i Reersø by på p-pladsen ved campingpladsen, gik vi ad Strandvejen og forbi de 2 vigtigste bygninger i en landsby: Kroen og kirken. Derefter drejede vi snart ind gennem et stort sommerhuskvarter og inden længe ud på Reersø Strand på den nordlige del af halvøen. Det er her, man finder halvøens bedste bademuligheder, dog ikke noget vi havde lyst til at efterprøve. Termometret i bilen havde sagt -1, da vi forlod den.

Både her på stranden og undervejs på vandreturen mødte vi andre mennesker med korte mellemrum, jo mere klokken blev, jo flere mennesker mødte vi. Men et mylder blev det (heldigvis) aldrig.

Fra stranden tog ruten os ud om Reersø Rev, og derefter havde vi frit udsyn til de høje, stejle skrænter på halvøens vestkyst. Selv om det var gråt i vejret, var det et imponerende syn. Vandrestien løber på toppen af skrænten og gav os på det første stykke en flot udsigt over Storebælt. I det fjerne kunne vi også hurtigt skimte Storebæltsbroen.

Reersø har ikke altid været landfast med Sjælland
De høje skrænter på den vestlige kyst er et levn fra istiden. De var en del af en randmoræne, et dødislandskab, der lå som en vold foran en gletsjer. Reersø var engang en ø, det kan man næsten høre på navnet, og den blev først landfast med Sjælland i løbet af 1600-tallet. Det skete bl.a. ved, at vestkystens skrænter over årene eroderede, og jorden aflejrede sig som strandvolde ind mod Sjællands kyst. Det var dog først i 1852, at den første rigtige vejforbindelse til Reersø blev anlagt.

Det varede ikke længe, før stien tog os ind gennem en tunnel af træer, som strakte sig over det næste lange stykke – jeg er sikker på, at det vil være superflot at gå her, når der er blade på træerne (og solskin, måske). Men trætunnelen lukker af for havudsigten.

Med udsigt til Storebæltsbroen, verdens 3. længste hængebro
Efter et stykke vej gennem trætunnelen fandt vi en miniplads til venstre for stien, med bænk og det hele. Og et fint vue ned ad skrænten og ud mod verden 3. længste hængebro, ca. 20 km væk. Der var ingen tvivl om, at solen gemte sig et sted derude bag Storebæltsbroen, og det gav et smukt lys (som dog var svært at fange).

Glem udsigtsbænken, komforten var højeste, når vi var i bevægelse
Snart gik stien ned fra den høje skrænt og ud mod en pynt, hvor det på en varmere dag ville være oplagt at holde en pause og nyde udsigten. Der er bord og bænke til samme formål. Men det føltes ikke attraktivt på en januardag, hvor komforten var højeste, når vi var i bevægelse. Jeg kom jo til at småfryse, selv i min gode, tykke jakke og med kraftige strømpebukser under mine jeans, bare ved at se på lystfiskerne, som stod i waders ude i Musholm Bugt (der er en t.v. i fotoet herunder). Næ, det var bedste at gå, for det var udfordrende nok, at vi så ofte stoppede for at fotografere 😉

Vi fortsatte ad den sorte rute langs Reersøs sydkyst, og solen kæmpede virkelig for at vinde over skydækket. I korte glimt lykkedes det. Det var måske derfor, der kom flere og flere mennesker på stien, optimister, der var på udkig efter opklaring?

Mod Reersø Havn og ud over strandengene
Ved 12.30-tiden var vi ved at være godt sultne. Og solen var medgørlig for en stund, så madpakkerne blev indtaget på stenstranden. Men de blev spist hurtigere end på en lun dag, for kulden trængte sig på og gav en uimodståelig lyst til at fortsætte vandringen.

Ruten gik fortsat langs stranden og udsigten til Storebæltsbroen fulgte os længe, men blev efterhånden afløst af Sjællands vestkyst. Skrænterne på Reersø blev færre og landskabet fladere, jo længere vi kom ind mod halvøens havn.

Efter havnen tog den sorte rute os ud over de flade strandenge, der hedder Sylterne. Og det var fint og kønt nok – indtil vi skulle dreje til venstre ned ad noget, som mere lignede en lille, frossen å end en sti. Mens vi stod stille og overvejede, om vi mon skulle vende om og gå tilbage til havnen, blev vi overhalet af et par energiske vandrere, som med et nik i forbifarten målbevidst slog ned ad ‘åen’. Hmmm, de var vist lokalkendte, og når de kunne gå den vej, så kunne vi da også.

Og det kunne vi da. Men hold nu op, hvor gik det langsomt, når vi skulle balancere fra den ene tørre plet eller tue til den næste. Og hvor var vi glade for vores vandtætte vandresko og -støvler. Jeg havde Niels mistænkt for at holde sig klar med kameraet, hvis nu der skulle blive mulighed for et billede af mig med et halvt ben i vand. Men han blev snydt, blev han 😉

Vi vender nok tilbage, når vejret (og coronasituationen) bliver bedre
Efter turen over strandengen kom vi tilbage til Reersø by, hvor der bor omkring 520 mennesker. Den sidste del af ruten gik op ad Strandvejen mod p-pladsen. Men inden vi gik derhen, slog vi et slag ud af Skansevej for at se på nogen af byens gamle gårde, hvoraf flere er fra 1700-tallet.

Reersøs gårde ligger tæt og samlet, som de også gjorde andre steder i Danmark inden udflytningen ved landboreformerne i slutningen af 1700-tallet (den kan du læse mere om her, hvis du er interesseret).

Vores vandretur på ca. 10 km havde taget små 3,5 time, inkl. alle fotostoppene. Nu var solen kommet frem, men byen var vinterdød, så vi sluttede vores besøg. Men det er ikke usandsynligt, at vi vender tilbage engang, når vejret (og coronasituationen) bliver bedre. Engang hvor der er lidt liv i byen (det så ud, som om der er det om sommeren, nok pga. af alle sommerhusene), og hvor det er hyggeligt at slå sig ned ude på ruten og nyde omgivelser og udsigt uden at blive ‘forstyrret’ af kulden.

Hvis du vil vide mere om Reersø og dens historie, fx om dengang Margrete I angiveligt strandede på øen og blev fragtet til Kalundborg Slot på et læs brænde, kan du klikke her.

Og så et smut til Kalundborg
Klokken var omkring 14, da vi havde set, hvad vi ville af Reersø. Men når nu vi var på de her kanter, kunne vi jo også køre op til Kalundborg og opleve lidt mere. Mere konkret den femtårnede kirke.

Sidste vi var i nærheden af Kalundborg, nåede vi ikke at besøge Vor Frue Kirke. Men denne gang kunne vi nå det, inden kirken lukker kl. 17. Det er ikke religiøsitet, der drev os mod kirken, men vi var nysgerrige efter at se den 800 år gamle bygning, som også er helt speciel:

Kirken er enestående i verden: dens grundplan er et græsk kors, hvor hver af de fire korsarme afsluttes med et tårn, og det femte tårn rejser sig – hvilende på fire granitsøjler – over kirkens midtpunkt, står der bl.a. på Vor Frue Kirkes hjemmeside.

Vi gik indenfor, med afsprittede hænder og mundbind på, og blev overraskede over, hvor lille det korsformede kirkerum virker. Når man står udenfor, ser kirkebygningen kæmpe ud. Altertavlen var i øvrigt hele besøget værd – du kan se et udsnit herover. Den er fra 1650, bestilt til kirken af en af Christian IVs døtre (fra ‘venstre hånds’-ægteskabet) og hendes mand, og et imponerede kunstværk med en stor detaljerigdom. Vil du vide mere om Vor Frue Kirke Kalundborgs altertavle, så klik her.

Så vi fik søreme også en lille kunstoplevelse på denne lørdagstur. Det var bidende januarkoldt udenfor, nu hvor solen var på vej ned, så vi kiggede kun kort på Højbyen. Højbyen er Kalundborgs gamle bydel, som i middelalderen lå indenfor en bymur. Der er ellers mange gamle, charmerende og skæve huse nær kirken, men dem må vi kigge nærmere på en anden gang.

Dagens tur var ved at være slut, nu var der kun tilbage at køre de ca. 100 km hjem igen. Og sådan fik en lørdag i coronatider ben at gå på med masser af frisk luft og motion og en enkelt kunstoplevelse i kirken. Det hele ganske gratis. Det var en fin dag. Men jeg glæder mig nu stadig helt vildt til, vi igen kan tage på udflugter, som inkluderer mindst ét besøg på et kunstmuseum (og så en lille tur ud i naturen 😉 ).

 

Bonusinfo

Hungrer du også efter at opleve noget kunst? Sophienholm i Lyngby har netop forlænget udendørsudstilling Nyt lys 2020, så den nu kan ses til og med 7. februar 2021.

Detalje af værket A Square of the Universe af Astrid Krogh. Og solnedgang over Bagsværd Sø.

Er du i nærheden, så smut en tur forbi, når det er ved at blive/er mørkt. Men lad være med at sætte forventningerne for højt. Udstillingen består af 5 lyskunstværker, som er placeret i Sophienholms park. Det var ikke værker, der fik mig helt op at ringe, kan jeg godt indrømme. Men måske kan du bedre lide dem – og der er gratis adgang til parken.

Læs mere om Nyt lys 2020 på Sophienholms hjemmeside

 

Natur som erstatning for kunst – denne gang på Reersø
Tagged on:                                             

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.