Er man tosset, hvis man kører til Lolland kun for at se et kæmpestort kunstværk på en mark ved Kragenæs? Det synes jeg ikke. Vi udkantskøbenhavnere var bare blevet ret kunsthungrende ovenpå mere end 2 coronavirusmåneder uden besøg på kunstmuseer.

Da jeg forleden fortalte om besøget i Skovtårnet på Sydsjælland, nævnte jeg også, at min mand og jeg lavede en heldagsudflugt ud af vores tur og fik et par oplevelser mere.

For da vi forlod Skovtårnet, satte Niels og jeg kursen sydpå. Madpakken spiste vi med udsigt til Farøbroen, og så gik turen over det nordlige Falster og til Lolland. Til Kragenæs på den nordvestlige lollandske kyst. Men hvorfor nu det? Jo, det var sådan, at jeg på mit yndlingsfotopushermedie, Instagram, havde fået øje på Dodekalitten.

Hvad pokker er Dodekalitten? spørger du måske. Det er et kunstværk, som bliver skabt over 12 år. I ’de lollandske alper’ på det ellers flade Lolland og med udsigt til Fejø, Femø og andre øer i Smålandshavet. Området hedder også Ravnsby Bakker.

Og nej, det rabler ikke for Niels og mig, skønt vi valgte at køre ca. 100 km (hver vej) bare for at se et kunstværk (som først er helt færdigt om flere år). For Dodekalitten er ikke et hvilket som helst værk. Selv den internationale rejseguide Lonely Planet har fået Dodekalitten på sin oversigt over attraktioner, endda som top choice.

Det kæmpe tolv-stens-værk med elektroakustisk musik i Ravnsby Bakker
På en mark i Ravnsby Bakker står 10 granitsøjler i en cirkel, og 2 søjler mere kommer til i de kommende år (dodekalit er græsk og betyder tolv-sten). Søjlerne vejer hver mellem 25 og 45 ton og er 7-9 meter høje. Og i de øverste 2 meter af 5 af søjlerne er der udhugget et menneskehoved. Når Dodekalitten er færdigt, formentlig i 2026, vil der være hoveder i alle 12 granitsøjler.

2 af Dodekalittens granitsøjler, der endnu ikke har fået udhugget hoveder.

Alle menneskehovederne kigger ind mod centrum af den cirkel, de står i, cirklen er 40 meter i diameter. Når man nærmer sig værket, får man næsten oplevelsen af, at granithovederne står og nynner til hinanden. For mellem søjlerne er der siddesten til de besøgende, og i siddestenene er der indbygget højtalere.

Fra højtalerne lyder Solkreds, en permanent, computerstyret lydinstallation, som er skabt til Dodekalitten og bliver afspillet i alle døgnets lyse timer. Solkreds er elektroakustisk musik, og jeg kan lige så godt være ærlig: lyden var ikke min kop te. Faktisk stressede musikken mig lidt, og jeg blev helt salig, når der var pauser i den, og jeg kunne høre fuglene kvidre og menneskene omkring mig småsnakke.

Et gesamtkunstwerk eller bare en ret vild oplevelse på Lolland
Tanken bag at kombinere nutidig musik og kredsen af granitsøjler, der i sit udtryk rækker tilbage i historien til monumenter fra stenalderen (tænk bare på britiske Stonehenge), er at skabe et gesamtkunstwerk, et universalt  kunstværk, der trækker på mange kunstformer.

Og sådan kan man jo enten teoretiserer over det lidt vilde projekt, der blev indviet i 2014 der på en mark på Lolland, eller bare lade sig imponere af det. Jeg lod mig imponere! Og det gjorde jo ingenting værre, at solen skinnede. Eller at foråret havde sluppet alle de grønne nuancer løs i landskabet på denne Kristi himmelfartsdag og skabte den perfekte baggrund for billedhugger Thomas Kadziola og komponist Wayne Siegels værk.

Dodekalitten, Kragenæs til venstre og Fejø i baggrunden.

Vandringsmænd der kom til Danmark efter en kæmpe naturkatastrofe
Stenansigterne i Dodekalitten er lolerne, vandringsmænd, som kom til det, vi i dag kalder Lolland efter en naturkatastrofe ved Middelhavet for 7.500 år siden. I folderen, man gratis kan tage ved Dodekalitten, står:

… datidens største naturkatastrofe indtraf med Bosperupstrædets [der menes nok: Bosporusstrædets (min kommentar)] gennembrud, hvor Middelhavets vandmasser tordnede inde over det 150 meter lavere beliggende Sortehav. Herved oversvømmedes arealerne i datidens højest udviklede agerbrugskultur. Begivenheden indgår som et element i myten om Syndfloden. Oversvømmelserne startede store folkevandringer som nåede så langt som til Lolland. Stenfigurerne i DODEKALITTEN portrætterer disse vandringsmænd, med stærke markante ansigter. De medbragte en levende og rig kultur fra et blomstrende samfund, og videreudviklede agerbrugskulturen, hvor de kom frem.

Ifølge Dodekalittens hjemmeside

… er (der) vidnesbyrd om den rige kultur, de efterlod overalt, hvor de bosatte sig. Alene på kyststrækningen fra Ravnsholt til Ravnsby er der bevaret mere end 70 gravhøje, hvoraf flere er jættestuer.

En af disse jættestuer, Glentehøj, er nærmest nabo til Dodekalitten. Så når vi nu alligevel var i området, måtte vi også kaste et blik på jættestuen, altså et gravkammer fra yngre stenalder, i den nærliggende høj. Den største dæksten i Glentehøjs gravkammer vejer 25 ton og er formentlig Danmarks tungeste.

En mand (min) på toppen af Glentehøj

Selvfølgelig skulle vi bestige Glentehøj, så vi fik det store vue over Dodekalitten og Smålandshavet.

Tak, Lolland Kommune, for at vise vej til det væsentlige 😉 Og jo, vi fik is ved Kragenæs Havn efter besøget ved Dodekalitten.

Langt væk, ja. Men en oplevelse til de kunsthungrende
Måske synes du, at det lyder helt tosset at køre til Lolland for at se et kunstværk (vi havde 170 km hjem). Men selv om jeg ikke er begejstret for lange bilture, er jeg glad for, at vi gjorde det (og vi var jo allerede af sted på tur til Skovtårnet på Sydsjælland)! Dodekalitten er et ekstraordinært værk. Og, nå ja, Niels og jeg var vist ved at være lidt kunsthungrende ovenpå mere end 2 coronavirusmåneder uden besøg på kunstmuseer.

I Ravnsby Bakker fik vi endda en hyggelig naturoplevelse med i købet og et besøg på et sted i Danmark, hvor i hvert fald jeg aldrig før i mit lange liv har været. Disse coronavirustider får os godt nok til at komme omkring!

 

Vil du også besøge Dodekalitten på Lolland?

Hvis du får lyst til at opleve Dodekalitten og ankommer i bil, skal du parkere på p-pladsen ved havnen i Kragenæs. Derfra er der under et kvarters gang til Dodekalitten, som det er gratis at besøge.

Hvis du vil kan du donere penge til projektet via Mobilepay (se skilte på stedet).

Læs mere om projektet på www.dodekalit.dk

 

Dodekalitten, et kæmpestort kunstværk på Lolland

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.