Hvornår har du sidst prøvet at komme langt op over trætoppene på gåben? Nej, vel. Det sker ikke så tit. Men i Skovtårnet i Camp Adventure ved Rønnede på Sydsjælland er det muligt – og en anderledes og ret fed oplevelse.

Jeg har brændt efter at besøge det timeglasformede tårn midt i skoven, lige siden jeg hørte om det første gang! Og det var før det overhovedet åbnede i marts 2019. Men af mange forskellige årsager kom min mand og jeg aldrig af sted sidste år (en af dem var, at vi frygtede nyhedens interesse og den trængsel, som ofte følger den).

Alt udsolgt – godt, vi havde købt billet i god tid
Så det blev en solrig Kristi himmelfartsdag i coronavirusåret 2020, før jeg fik stillet nysgerrigheden efter at se og bestige det 45 meter høje Skovtårnet i en af Gisselfeld Klosters skove på Sydsjælland. Da vi mandag før helligdagen begyndte at tale om at tage på udflugt, var vi faktisk i tvivl om, om Skovtårnet overhovedet var åbent. Måske var tårnet og det øvrige Camp Adventure som så mange andre attraktioner ramt af covid19-restriktioner. Men Camp Adventures hjemmeside kunne fortælle os, at politiet havde godkendt forholdene i skoven, så bare man købte sin billet online og kom på det ankomsttidspunkt, man valgte, måtte man godt komme på besøg.

Vi købte billetter med det samme der mandag aften, og det viste sig at være en god ide. I hvert fald kunne vi Kristi himmelfartsdag på vej mod Sydsjælland og vores fremmødetid kl. 10.30 på nettet konstatere, at der var alt udsolgt i Skovtårnet frem til kl. 17 (sidste entre er kl. 18).

Ad ensrettede gangbroer gennem skoven
Vel ankommet til Rønnede og Camp Adventure, som ud over Skovtårnet også har klatrepark, kunne vi begive os ud på turen mod tårnet. Den går ad ensrettede trægangbroer gennem skoven, så man kun passerer andre mennesker, hvis man vil overhale dem (dette er ikke et covid19-tiltag, sådan er stedet anlagt). Turen fra parkeringspladsen og gennem bøgeskoven, op i Skovtårnet og ned igen og tilbage til p-pladsen er 3,2 km. Så turen er overkommelig for de fleste.

Denne formiddag skinnede solen på en let diset himmel, og temperaturen var behagelig, endda en smule kølig i skyggen, så det var et perfekt tidspunkt til at besøge Skovtårnet. Havde det været varmere, tror jeg godt, at vi kunne have fået en enkelt sveddråbe eller to på panden, da vi i raskt tempo gik gennem skoven og derefter tog fat på opstigningen ad den 650 m lange, indvendige spiralformede rampe mod Skovtårnets top.

Hvis du husker at kigge ned, kan du med jævne mellemrum i rampens egetræsbrædder se, hvor højt oppe i Skovtårnet du er.

Skovtårnet er blandt World’s Greatest Places
Kun omkring 5 måneder efter, at Skovtårnet sidste år åbnede for publikum, fik det som den eneste danske destination en plads på to visit-delen af TIME Magazines liste World’s Greatest Places 2019. Og det er fortjent! Det er en helt speciel oplevelse at bevæge sig de 12 runder op ad den spiralformede rampe på vej mod den storslåede udsigt langt over trætoppene.

Der er (selvfølgelig) ryddet træer i denne del af Gisselfeld Klosters skove for at få plads til Skovtårnet. Men lige midt i tårnet har man ladet 3 træer stå, som den indvendige spiralrampe nærmest snoer sig omkring. Den detalje var jeg ret vild med. Dels fordi det er hyggeligt med kig til de grønne blade til begge sider, dels fordi træerne i midten meget tydeligere end dem i skoven omkring tårnet får en til at opdage, hvornår man har passeret trætoppene på sin vej mod toppen. Og jeg syntes nu, det var ret fascinerende at passere trætoppene til fods.

På Skovtårnets øverste platform er man 135 meter over havets overflade
Skovtårnet, der er tegnet af EFFEKT Arkitekter, er 45 meter højt. Men når man når til den øverste platform, er man 135 meter over havets overflade og dermed på det højst tilgængelige punkt på Sjælland. Camp Adventure og Skovtårnet ligger nemlig tæt på Kobanke, Sjællands højeste naturlige terrænpunkt.

Som skrevet var det lidt diset, og det påvirkede selvfølgelig udsigten. Angiveligt skulle man på en klar dag kunne se helt til Øresundsbroen, men den oplevelse måtte vi undvære, da vi kiggede mod nord.

Den øverste platform i det timeglasformede tårn er hele 100 meter i omkreds, så der er mange steder at stoppe og nyde forskellige udpluk af 360°-udsigten ud over Sjælland. Eller få et kig til træer og gangbroer 45 meter nede.

Det er altid godt at vide, hvor langt man er fra andre byer og lande 😉 Skilte som dette er der flere af rundt på gelænderet på den øverste platform af Skovtårnet.

Det var køreturen værd at opleve det timeglasformede tårn
Niels og jeg brugte omkring halvanden time på vores besøg i Camp Adventure, hvor Skovtårnet ligger. Og det inkluderede at købe en kop (ikke specielt god) kaffe og drikke den med udsigt til tårnet fra de magelige stole på billedet herunder.

Man kan sikkert godt bruge længere tid – selv angiver Camp Adventure tidsforbruget af et besøg i Skovtårnet til 2 timer – men vi var ‘mætte’ efter halvanden time. På det tidspunkt var antallet af besøgende også steget mærkbart, og selv om jeg var vild med det fantastiske og anderledes byggeri, ville jeg gerne væk (måske er jeg blevet lidt coronaskræmt).

Der er lidt over 70 km fra vores bopæl en smule nord for København og ned til Skovtårnet. Men det var hele køreturen værd at opleve det timeglasformede tårn, som jeg så længe har drømt om at opleve. Nå ja, og så forlængede vi også udflugten med et par oplevelser mere. Det kan du læse mere om her 😉

 

Hvad koster det at besøge Skovtårnet?

Det koster 150 kr. pr. person over 7 år at besøge Skovtårnet. Dog sparer du 15 kr. pr. billet, når du køber dem online senest dagen før dit besøg.

Kommer du til Camp Adventure i bil, koster det desuden 50 kr. at parkere på P-pladsen.

Få mere information på Camp Adventures hjemmeside

 

Et besøg langt over trætoppene i Skovtårnet på Sydsjælland

4 thoughts on “Et besøg langt over trætoppene i Skovtårnet på Sydsjælland

    • 28. maj 2020 at 17:36
      Permalink

      Det forstår jeg godt, Jytte – det er også en helt speciel oplevelse. Tager gerne dertil igen sammen med dig 😉

      Reply
  • 27. juni 2020 at 0:21
    Permalink

    Ej, det ser helt vildt ud! Det vil jeg også opleve.. på et tidspunkt 😉 Ja, det ser sjovt ud, at de har ladet nogle træer stå inde i midten.

    Reply
    • 28. juni 2020 at 17:12
      Permalink

      Ja, det der med træerne i midten er virkelig godt tænkt! Vi må tage dig med til Skovtårnet, når du engang kommer til DK igen 😉

      Reply

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.