Kategorier
Danmark Gratis oplevelser Udflugter fra København

Varieret vandretur Farum Sø rundt

Varieret landskab, masser af oldtidsminder og billedhuggerkunst for hver kilometer. Det er nogle af oplevelserne, hvis du vandrer et par timer på Farum Søsti. Men vær forberedt på, at der ikke er søudsigt på meget lange stræk af den 10 km lange rute.

“En tur rundt om søen svarer for en gennemsnitsmand rundt regnet til forbrænding af 1/2 l sodavand og en chokoladebar.” Det var en af informationerne i folderen om Farum Søsti – efterfulgt af beskeden om, at der skulle 2 ture til for at forbrænde en pizza.

Godt at vide! Men det var nu ikke kun for kalorieforbrændingens skyld, at vi kørte til Farum på en fridag for ganske nylig. Derimod trængte vi atter til luftforandring og variation fra de daglige gåtur. Og når vi har fri, er vi friske på at gå lidt længere end vores hverdagscoronatidsture på omkring 5 km.

Jeg var ved et tilfælde stødt på folderen om Farum Søsti på nettet, og de 10 km, den beskrev, lød som noget for Niels og mig. Desuden havde ingen af os nogensinde gået den tur før.

Kilometersten med dyr og planter
Bilen bragte os hjemmefra og de 15 km til udkanten af Farum, hvor vi kunne parkere tæt på Fiskebækbroen. Og så var vi klar til at starte vandreturen. Når man starter turen her, hvor Mølleåen skærer gennem terrænet på sin vej mellem Farum Sø og Furesø, går man glip af Farum Søstis startsten. Men den markante sten med gedden på mødte vi så mange kilometer senere, da turen var næsten slut.

Kilometerstenene langs Farum Søsti er en hel lille oplevelse i sig selv: De er udført af billedhugger Olav Johannisson og har relieffer af 11 forskellige dyr og planter, som er typiske for området. Det er bl.a. tagrør, grævling, egern og flagremus. Men rovfisken, der står på lur og pludselig angriber sit bytte, byder altså velkommen på startstenen.

Grævlingen, som nærmest kryber ud af stenen ved de 4 km, var min favorit.

En tur omkring Farum Sø uden søkig?
Jeg havde kigget på kortet over ruten, inden vi tog af sted. Vel havde jeg så (men vist ikke opmærksomt nok). For min indre logik havde fået digtet en fortælling om, at en sti med navnet Farum Søsti ville følge søbredden (helt som jeg kender det fra fx vores mange ture Lyngby Sø rundt). Men da vi var slået ind på stien venstre om Farum Sø, gik der ikke mange 100 metre, før vi tabte søen af syne. Og vi havde passeret 7 km-stenen, før søkigget kom igen.

Først følte jeg mig en smule snydt, for jeg nyder at gå og lytte til den beroligende lyd af skvulpende vand. Og de første kilometre var omgivelserne, set med mine øjne, heller ikke specielt interessante. Her gik vi bl.a. langs Baunesletten med kig til parcelhuse i Værløse, jævnligt passerende S-tog og en mangfoldighed af hunde- og børneluftere. Jeg frygtede, at det ville fortsætte sådan.

Baunesletten er et åbent græsareal, som er del af et fredet og beskyttet naturområde – men det var ikke min favoritstrækning langs Farum Søsti.

Men min bekymring blev gjort til skamme. Da vi drejede væk fra Baunesletten og civilisationens tydelige aftryk, blev søstien mere interessant. Da vi tog hjemmefra havde jeg ikke forventet andet af denne tur end en god vandretur (og et par fotomuligheder 😉 ). Men det viste sig, at der er mange spændende historiske spor i området, noget jeg slet ikke anede.

Spor fra oldtiden og masser af information at blive klog af
Vi var lige kommet ind i Ryget Skov, da der dukkede en (restaureret) runddysse fra stenalderen op. Nu er stenalderen ikke lige der, hvor min historiske viden er størst, heller ikke selv om jeg har uddannet mig til turistfører! Men både ved runddyssen og de øvrige oldtidsspor, vi passerede på vandreturen, var der informationspæle med QR-koder, så vi kunne scanne os klogere. For denne rute er en del af Oldtidsstifondens formidlingsprojekt. Du kan også finde informationen og de forskellige ruter på oldtidsstier.dk

Oldtidsstier.dk lærte mig, at dette område hedder Sækken og er en lille tunneldal. Der er en tørvehængesæk i tunnneldalen og i midten er hængesækken næringsfattig med mange arter af tørvemos, altså spagnum. Sækken er invaderet af tagrør, og man skal holde sig langs kanten af området, for det er farligt at gå derud. Der er nogle steder målt tørv i 25 meters dybde!

De forskellige historiske informationer kan man kigge nærmere på eller lade være, alt efter behov. Men mit job som guide har gjort mig lidt mere nørdet, end jeg var for få år siden, så jeg tog for mig af al den gratis information om fortiden i området, vi vandrede igennem.

Undervejs lærte jeg, at Farum Sø er en langsø i Mølleåens tunneldal fra istiden. Siden den tidlige bondestenalder (fra ca. 4000 f. Kr.) har trafikken været livlig her, fordi der har været overgangssteder over Mølleåen. Og blandt andet områdets stendysser, altså grave, vidner om, at der i oldtiden også har været bopladser her.

Beboere fra flere bopladser har i sin tid, dengang i stenalderen, opført jættestuen Grettes Høj, som vi også passerede på vandreturen. Den har været fælles gravsted for bopladserne.

Grettes Høj

Gennem skov og langs marker og mose rundt om Farum Sø
Landskabet varierede fint på turen, og vi kom gennem både løv- og nålskov, ud i det åbne land og langs Sortemose. Men som timerne gik, blev solen mere og mere umedgørlig og fraværende. Det var jeg ikke helt tilfreds med, da vi passerede de bølgende rapsmarker. De taber nu noget af deres glans uden solskin.

Og til sidst, efter 7 km-stenen og Grettes Høj, kunne vi endelig gå langs søbredden og nyde det skvulpende vand.

En vandretur uden risiko for at fare vild
Som jeg skrev i starten af dette indlæg, er Farum Søsti angivet til at være 10 km lang. Men ved vandreturens slutning havde Niels’ Strava-app registreret 11,6 km (de 600 m var turen fra og til parkeringspladsen), selv om vi ikke havde lavet svinkeærinder undervejs. Så regn med en lidt længere tur, end folderen fortæller, hvis du skulle få lyst til at gå Farum Sø rundt.

Det er let at følge Farum Søsti, som ud over kilometerstenene hele vejen rundt med jævne mellemrum er forsynet med blå pile hugget ud i sten.

Vi brugte 3 timer og 15 minutter på turen. For vi stopper tit og fotograferer, og så brugte vi også tid på at læse informationstavler og få ekstra information på smartphonen ved Oldtidsstier-QR-koderne. Vandreturen var mere interessant, end jeg først havde regnet med. Og det er ikke usandsynligt, at vi går den igen en anden gang, når vi vil have en 10 km+-tur.

Turen på Farum Søsti kan også tages på cykel, og har du lyst til at have madkurven med, er der også flere muligheder undervejs for at slå sig ned og snuppe en spisepause.

Nå ja, og så husk, at du har forbrændt, hvad der svarer til 1/2 l cola og en Snickers, når du har snuppet hele turen rundt om Farum Sø på gåben. Det er da en okay bonus på sådan en lille udflugt 😉

 

Bonusinfo

Har du fået lyst til at vandre en tur rundt om Farum Sø på Farum Søsti, kan du hente kortet over ruten og en beskrivelse af kilometerstenene på Furesø Kommunes hjemmeside.

Download Farum Søsti-folderen (pdf)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.