De lange rejser til fremmede og eksotiske destinationer står mit hjerte nær, meget nær. Men kortere udflugter i Danmark er også rare og dejlige afbræk i hverdagen, og de kan give nye oplevelser og indblik i noget af det, vores land byder på.
Store bededag var vi til konfirmation hos min mands nevø. Som altid, når turen går til min svigerfamilie i Nordjylland, lavede vi en miniferie ud af det ved at starte fra Københavnsområdet torsdag eftermiddag og først vende hjem søndag eftermiddag.
Mens jeg sad der i bilen og nød de bugnende rapsmarker, som står i fuldt flor over hele Danmark netop nu, tænkte jeg på, hvor superhyggeligt det er, at vi har god tid med familien på sådan en tur. Men også at de her danske miniferier, som vi snupper et par gange eller 3 om året, er dejlige afbræk i hverdagen. Og med den rette planlægning koster miniferierne ingen eller ganske få feriedage og efterlader os alligevel med følelsen af at have oplevet noget.
Denne gang gjorde vi det ikke, men ofte kombinerer vi turen til og/eller fra Nordjylland med at besøge en seværdighed eller et museum på vejen. Og det er ikke kun, forbi jeg ikke er særlig begejstret for at køre langt i bil og gerne vil have solide pauser. Det handler også om, at både Niels og jeg (og nogle gange andre passagerer i bilen) vil opleve noget.
At besøge de danske kunstmuseer
Både Niels og jeg er begejstrede for at besøge kunstmuseer. Og i et par år har vi haft gang i et ‘projekt’, som handler om at besøge de fleste kunstmuseer i Danmark. Når vi rejser i udlandet, er besøg på kunstmuseer altid et punkt højt oppe på bucket list‘en. Men det er bestemt også værd at køre en kortere eller længere omvej for at besøge mange af kunstmuseerne i Danmark – eller smutte på en endagstur ud af hovedstaden for at få nye indtryk og input. Og vi har efterhånden besøgt en ganske stor del af de danske kunstmuseer.
Kunstmuseerne er (oftest) fine oplevelser, men for sådan nogle som os, der tilbringer hverdagen i en trafikeret københavnerforstad, er det også lækkert at gå ud af min svigermors hus og være på stranden og høre bølgesus i løbet af nul komma fem.
Så bliver feriestemningen total, selv når vi bare er på besøg i et par dage. Jo, miniferier i Danmark kan noget 😉
6 kommentarer til “Miniferie i Danmark – et afbræk i hverdagen”
Hej Bente. Tak for indlægget. Vi glæder os til vores Danmarks tur til september og det var men stor fornøjelse jeg læste om de skønne steder i har besøgt. Dejligt med lidt inspiration.
Tak, Marianne, dejligt, du blev inspireret 😉 Vi glæder os til gensyn, når I kommer til DK!
Det er ofte man ikke trenger å reise så langt for å oppleve vakre steder 🙂 Nydelige bilder og deilige plasser. Takk for inspirerende innlegg.
Mange tak, Laila 🙂 . Du har ret, man skal huske at finde de gode steder i nærheden.
Smukke billeder og Danmark er så smuk i det tidlige forår. Man behøver, som du skriver, slet ikke rejse langt væk, for at få smukke og gode oplevelser. Dejligt indlæg, Bente
Mange tak, Annette. Ja, Danmark er smukt lige nu – og lige klar til at opleve 😉