Nogle vandreture er mere interessante end andre, forleden fandt vi en af de uinteressante! Men heldigvis byder Rågeleje og omegn på andet end en kedelig Kløversti ved Vejby, og området vækker altid mine barndomsferieminder.
Vi kigger længselsfulde ud mod en lukket verden. Og det meste af Danmark er også lukket ned. Så det kræver lidt kreativitet at skaffe sig nye indtryk og oplevelser her i januar 2021. Og oplevelser det trænger vi ærlig talt til, min mand og jeg, når dagene på hjemmekontoret bliver afløst af weekend … derhjemme.
Da sidste uge gik på hæld, lokkede vejrudsigten med en lørdag, der ville byde på kold, klar himmel og masser af sol. Så Niels og jeg var ikke længe om at beslutte, at vi skulle på udflugt. Ud at se noget andet end de skove m.m. vi trasker omkring i på vores lange, daglige corona-gåture.
På tur på en af Kløverstierne i Vejby
Lørdagen oprandt, og kursen blev sat mod Nordsjællands nordkyst. Nærmere bestemt Heatherhill ved Rågeleje. Jeg har en svaghed for det fredede, bakkede istidslandskab med stejle skrænter mod Kattegatskysten. Men området er så lille, at det ikke lægger op til en ordentlig vandretur, og sådan en ville vi ha’. Lidt research på nettet førte mig til Kløverstierne i Vejby. Det er 4 ruter af forskellig længde, som alle starter og slutter ved samme punkt i Vejby.
Den røde Kløversti i Vejby er 7,2 km lang, og den kommer gennem en del af Heatherhill. Det var vist lige stien for os, for så kunne vi kombinere den med en tur gennem resten af Heatherhill og et smut ned på den stenede strand. Med den plan var det mest logisk at starte ved den store parkeringsplads ved Heatherhill og ikke i Vejby – og da ruten er cirkulær, betyder startstedet ikke noget. Så vi kørte til p-pladsen med ishuset (som er vinterlukket).
Så interessant er det ikke at gå langs landevejen
Klokken var lidt i 10, da vi forlod bilen på den næsten tomme p-plads. Solidt klædt på og i godt humør over at være ude på tur – og have udsigt til både vandretur og fotomuligheder – traskede vi af sted med kulde i kinderne, spredt sne omkring os og en blå himmel foroven.
De første ca. 2 km gik langs den befærdede Rågelejevej mod Vejby. Heldigvis var trafikmængden ikke så stor sådan en lørdag vinterformiddag, men det var heller ikke særlig interessant at gå her. Strækningens højdepunkt var 2 egern, der legede tagfat i nogle træer i en sommerhushave. Kløversti-folderens ord om at ”kombinere natur- og kulturoplevelser” føltes lidt postulerede. Nå, det ville nok blive mere interessant, når vi drejede af og skulle gå et kortere stykke gennem Vejby og derefter ud over det åbne land.
Det blev ikke mere interessant – medmindre man tænder på Netto, tømmerhandel, autoværksted, slidt villakvarter og spredt landbebyggelse og en kronisk udsigt til cementstøberiets høje silo. Det gør vi ikke! Den røde rute fulgte landevejen, og sådan blev det ved indtil den sidst kilometer eller to, som bragte os ind gennem et sommerhusområde og ud til den del af Heatherhill, der ligger syd for Rågelejevej.
Ét Kløverstiskilt – der pegede i den forkerte retning
”Du kan gå efter kortet og de opsatte Kløverskilte. Undervejs kan du læse om udvalgte interessepunkter på skiltene. På skiltene er der QR-koder, som du kan scanne og få mere information på din smartphone.” Det står der i folderen for Kløverstierne.
Det havde plantet en lille forventning om, at ruteplanlæggerne havde udvalgt en lille oplevelse eller to, som vi kunne hygge os med på den 7,2 km lange tur. Men nej. Vi så ét eneste Kløverstisskilt på hele turen – og dets pil pegede i den forkerte retning! – og ikke en eneste QR-kode med adgang til information. Godt at vi kan hygge os bare med vores eget selskab.
Heatherhill var dagens udflugtsmål for alle den lørdag
Solen strålede uimodståeligt på den blå vinterhimmel, og da vi nåede Heatherhill igen efter den skuffende landevejstur rundt om Vejby og omegn, troede vi næsten, det var en sommerdag, så mange mennesker myldrede der omkring i Heatherhills kønne bakker.
Vi fortsatte et lille stykke langs Rågelejevej og drejede af ved Strandbjerggård. Her kunne vi komme ned til stranden, uden at gå samme vej som alle de andre, der havde fået samme udflugtsidé som os.
På grund af de høje skrænter på kysten lå en del af stranden i skygge, og selv i de små solpletter blev det hurtigt koldt, da det blæste. Temperaturen lå lige over frysepunktet. Kulden fik os vist til at styre vores fototrang lidt mere end ellers.
Og så tog vi en dyb indånding og bevægede os op ad mod stien langs skræntens kant. Op hvor alle de andre gik. Og der var mange mennesker. Men ikke flere end at det var muligt at holde afstand.
Den store p-plads var fyldt til bristepunktet, da vi ved middagstid kom tilbage til bilen, og en del biler cirklede omkring på jagt efter en plads. Heatherhill var vist dagens udflugtsmål på de kanter!
Frokost på stranden i januar
“Lad os køre ned på stranden i Rågeleje og spise vores madpakke,” foreslog jeg og håbede på, at menneskemylderet ville være mindre der. Det var det, for vi kørte ud til strandens yderste ende, derude hvor Rågeleje bliver til Udsholt. Derude hvor vi også kørte hen et par gange i sommer for at bade. Dengang hvor de mere populære strande på Nordsjællandskysten – Dronningmølle, Hornbæk osv. – var så overfyldte af feriehungrende danskere, at det var svært at holde corona-sikker afstand.
En strandtur i januar, selv bare for at spise sin madpakke, var et koldt bekendtskab, hvor vinden lige så stille pressede kulden ind under det tykke tøj. Men som altid når jeg er på stranden i Rågeleje, blev jeg sendt en tur ned ad memory lane. For Rågeleje er kulissen for en del af min barndoms sommerferier, dengang i 1970’erne.
Min barndoms sommerferier i sommerhus i Rågeleje
Min mormor lejede flere år i træk et lille sommerhus ca. 1 km fra stranden af nogle bekendte. Og da hverken hun eller mine forældre havde bil, blev der hvert år bestilt et ’taxarugbrød’ (i dag hedder sådan en VW vist en minibus), som skulle transportere os fra Ballerup til Rågeleje – og hjem igen 14 dage senere. Far, mor og mormor og min lillesøster og jeg skulle ind i ’rugbrødet’ sammen med vores bagage – og en stor del af forplejningen til ferien! Min mor insisterede på hjemmefra at have planlagt, hvad der skulle spises, og at medbringe det meste, for den nærliggende købmand var så dyr, mente hun.
Sommerferierne i Rågeleje bestod af et fast program (den slags holdt mine forældre af). Var vejret godt, gik vi til stranden. Blæste det for meget, blev vi i sommerhusets have. Var vejret dårligt, blev der spillet kort eller læst inden døre. En gang hvert år tog vi alle sammen bussen til Gilleleje, gik en tur på havnen og købte frisk fisk til aftensmaden – og i Irma for at købe, hvad min mor måtte mangle (for Irma var jo ikke dyr eller …).
Mine forældres manglende bil gjorde, at jeg som barn aldrig så andet af Rågelejes omegn, end hvad jeg kunne se fra Gillelejebussens vinduer. Der var grænser for, hvor langt vi kunne komme omkring på gåben. Så Heatherhill, som Niels og jeg lige havde besøgt, oplevede jeg første gang, efter jeg selv var blevet mor i start-90’erne.
Maglehøje, en fin lille tidsrejse i Rågeleje
Det sted, hvor Niels og jeg kørte hen, da madpakken var spist, og kulden i kroppen havde frataget os enhver lyst til at være længere på stranden, havde jeg heller aldrig været. I min research til dagens tur var jeg stødt på Maglehøje. Det er 11 bronzealderhøje, som ligger på privat grund. Men for nogle år siden gav lodsejerne tilladelse til, at der blev anlagt en trampesti, så besøgende kan gå mellem højene.
Formiddagens vandretur ad Kløverstien havde være en flad oplevelse. Men besøget ved Maglehøje var en fin lille tur tilbage i tiden – selv om jeg ikke er den store oldtidsentusiast (og det er Niels heller ikke). Ruten ad trampestien er 1,3 km med mulighed for afstikkere op på gravhøjene og lidt udenfor sporet. 4-5 steder langs stien er der sat skilte op med korte, præcise informationer om Maglehøje – som i øvrigt betyder ’de store høje’ – og livet i bronzealderen.
Vi brugte 45 minutter ved Maglehøje, som vi havde næsten for os selv. For det var hyggeligt at gå der i solskinnet mellem gravhøjene, som har mere end 3.500 år på bagen. Nyde stilheden og fugle i flugt – og skyde et par fotos.
Fisk fra havnen i Gilleleje
Da vi kørte videre, var det mod Gilleleje – som vrimlede af mennesker, skønt de fleste butikker var corona-lukkede. Solen var flyttet over til den svenske kyst, så det var blevet (endnu) koldere. Vi afsluttede dagens udflugt med at gå en tur på Gilleleje havn og købe frisk fisk til aftensmaden (næsten som i min barndom 😉 ).
Niels’ Strava-app afslørede, at vi i alt havde gået 12 km den lørdag. De 7,2 km på den røde rute ved Vejby kommer vi ikke til at gentage. Men Heatherhill og Rågeleje drager vi til af og til – så næste gang ryger jeg nok igen ned ad memory lane. Sådan er det bare med nogen steder, kender du ikke også det?