Dragør er et hyggeligt og idylliske fiskerleje med mange gamle og velbevarede hus. Byen er et oplagt mål, hvis du er i hovedstadsområdet og drømmer om en hyggelig udflugt. Der er kun 12 kilometer til Dragør fra Københavns centrum.
Danmark dejligst. I hvert fald når det er sommer OG solen skinner. På en solskinssommerdag i Danmark får jeg ustyrlig lyst til at opleve noget af alt det, land og by byder på. Således også på en søndag for ganske nylig.
Min datter Rebecca skulle rejse hjem til Buenos Aires efter at have været i Danmark i en måneds tid for at færdiggøre sin bachelorgrad, og vi kørte hende (selvfølgelig 😉 ) i lufthavnen. Når nu vi var i Kastrup, lå det lige til højrebenet at opsøge oplevelser helt derude, hvor udsigten til Øresundsbroen er fortræffelig: i Dragør.
Dragør, et fotogent fiskerleje
Dragør er et fint, gammelt fiskerleje, hvor den gamle bydels huse er små og smukke, brostenene er toppede og gader og stræder overskueligt smalle. Det var 6 år siden, Niels og jeg sidst havde lagt vejen forbi Dragør, og vi blev lige så betagede som sidst. Det var svært at holde udløseren på vores kameraer i ro, for Dragør er meget fotogen. Jeg kan kun anbefale et besøg ekstra meget, hvis du også er glad for at fotografere.
En af Danmarks bedst bevarede gamle byer
Dragør ligger kun 12 kilometer fra Københavns centrum, men der er ikke meget storby over Dragør. Tværtimod.
Dragørs historie kan spores tilbage til midten af 1300-tallet. Dengang var Dragørlejet en vigtig handelsplads med kongelige privilegier til handel. Det var sild, der blev handlet med. Sildehandlen sluttede i begyndelsen af 1500-tallet, og på det tidspunkt bosatte en del hollændere sig i området. De var blevet inviteret til Danmark af den danske konge for at forsyne hoffet med grøntsager.
Er du interesseret i at vide mere om Dragørs historie, så besøg denne artikel på wikipedia. Artiklen fortæller mere end nedenstående skilt gør 🙂
Der er mange velbevarede bygninger fra 1700- og 1800-tallet i Dragørs gamle bydel, de fleste af dem er gulmalede og med røde tegltage. Ifølge VisitDragør er den gamle bydel i Dragør en af Danmarks bedst bevarede byer med hele 76 fredede huse. Læs evt. mere hos VisitDragør
Til Dragør med offentlig transport
Amagerbanen holdt op med at køre i 1957, så du kan ikke komme med toget til Dragør. Men tag fx bus 350S fra Nørreport station og direkte til Dragør. Det tager ca. 45 minutter. Du kan også køre et stykke af vejen fra København med metroen og så skifte til en bus.
Find din rejse på Rejseplanen
Et besøg på havnen i Dragør
En tur på havnen (og måske også på Dragør Fort) er et must i Dragør. Omkring 1750 var Dragør den vigtigste søfartsby i Danmark udenfor København, og havnen er stadig et livligt omdrejningspunkt, dog mest med lystsejlere.
Der var tykt af mennesker ved spisestederne og langs havnen i det hele taget på sådan en god junisøndag – det var lige ved at være for meget efter min smag. Til gengæld havde jeg stor fornøjelse af at gå på opdagelse mellem de små fiskerhytter og spotte detaljer. Og dér mødte Niels og jeg ikke et øje.
Dragør tiltrækker tydeligvis masser af besøgende af alle nationaliteter, og vi mødte flere guidede ture på forskellige sprog rundt om i byen. Men byen er også en helt unik oplevelse, lige der i Københavns baghave. Det eneste, jeg ærgrede mig lidt over, var, at vi besøgte Dragør et par uge for tidligt. Alle de mange stokroser langs husene var nemlig ikke begyndt at blomstre endnu og fuldende idyllen.
Bonusinfo
Besøg KongelundsfortetHvis du har lyst til en oplevelse mere ude på spidsen af Amager, så prøv at besøge Kongelundsfortet. Fortet blev bygget under 1. verdenskrig som en del af Københavns Søbefæstning, der var en del af Københavns Befæstningsring. Der er en rigtig fin udsigt over Køge Bugt fra fortet, og du kan gå på opdagelse mellem bygningerne i det gamle anlæg (eller holde picnic i det grønne græs).
Hent evt. denne folder, som fortæller om Kongelundsfortet
Kongelundsfortet ligger små 9 km fra Dragør på adressen Kalvebodvej 265, 2791 Dragør. Er du med offentlig transport, bringer bus nr. 33 dig fra Dragør til Kongelundsfortet på ca. 25 minutter.
2 kommentarer til “En sommerudflugt til idylliske Dragør”
Havde da helt glemt, hvor hyggelig og smuk Dragør egentlig er Bente. Tak fordi du tog mig med på en tur til denne dejlige by og sikke mange smukke billeder.
/Annette
Tak for besøget, Annette – og velbekomme. Det er også det, jeg er så vild med ved bloggeriet: at det inspirerer og genopfrisker hukommelsen 😉 Og de gode oplevelser kan også findes ‘lige rundt om hjørnet’ og ikke kun under fjerne himmelstrøg 🙂