Slow travel – på vej mod fordybelse og den afstressede rejse

Hvor skægt er det egentlig at stresse af sted for at se en masse attraktioner, som er spækket med horder af andre rejsende? Ville det ikke være rarere at fordybe sig i destinationen, se færre seværdigheder og roligt og fredeligt iagttage det lokale liv? Også selv om du så ikke får krydset en masse af på bucket list‘en.

Er du nogensinde vendt hjem fra ferie med en fornemmelse af at trænge til … ferie? Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har prøvet det. Mere end en gang. For jeg vil så gerne opleve en masse, når jeg rejser ud i verden, og det fører hurtigt til, at jeg stresser af sted fra attraktion til attraktion.

Jeg er ikke ene om at opføre mig sådan. Hektisk sightseeing og oplevelses-’grovæderi’ bliver dyrket af mange, mange rejsende. Det er, som om det hastige tempo, der præger manges hverdag, er svært at lægge af sig, når vi holder ferie. Nå ja, og så kæmper mange af os jo også med skrækken for at gå glip af noget, den grumme FoMo (Fear of Missing Out).

Måske ved vi for meget om destinationerne?
Oftest ved vi nemlig rigtig meget om, hvad der er at opleve på den destination, vi besøger. Den tid er for længst forbi, hvor vores viden kun kom fra en guidebog eller en brochure. Vi googler nettet tyndt og besøger destinationsselskaber og lokale aktørers hjemmesider. Vi nærstuderer reviews og navigerer udenom de oplevelser, andre rejsende ikke brød sig om. Og vi suger masser af inspiration ud af andres rejser gennem sociale medier og rejseblogs.

Alt det giver lynhurtigt en monsterlang liste med ting og steder, vi bare må se og opleve. Det er, som om vi tror, vi ikke har været på den pågældende destination, hvis vi ikke har set og oplevet det hele. Alt det, alle de andre også har set og oplevet. Men er det virkelig sådan vi vil rejse? Vil vi helst opleve alle de samme ting, som alle de andre? Og vil vi virkelig vende udmattede hjem fra ferie, fordi vi med vold og magt skulle se det hele?

Jo mere jeg tænker over det, jo mere er jeg blevet indstillet på at opgive tanken om at se og opleve det hele! I stedet vil jeg bruge tiden på fordybelse, når jeg rejser.

Slow travel – at give sig god tid til at opleve, sanse og føle et sted
For et stykke tid siden blev jeg nemlig opmærksom på slow travel. Det er en helt anden måde at rejse på end den, jeg lige har beskrevet. Slow travel er en udløber af den øvrige slow-bevægelse, som startede med mad, slow food, i slut-80’erne, og det handler bl.a. om at give sig god tid til at opleve, sanse og føle en destination.

Slow travel handler også om at rejse mere bæredygtigt og sætte færre beskidte aftryk på miljøet. Det kan man fx gøre ved at rejse med tog eller bus i stedet for med fly (hvilket selvfølgelig ikke altid er en mulighed). Men også ved at slå sig ned mere end en enkelt nat eller to de steder, man besøger. Transportforbruget bliver derved reduceret, men det giver også mulighed for at fordybe sig i stedet og roligt og fredeligt at iagttage det lokale liv. Måske lykkes det endda en at få hevet sig selv ud af rollen som turisten med den lange to do-liste.

Ubevidst slow travel i Buenos Aires
Det lyder dejligt, tænkte jeg. Det vil jeg gerne prøve. Med ét kom jeg i tanke om, at det havde jeg jo prøvet så sent som i december sidste år. Dengang nød jeg det bare og tænkte ikke over, at jeg dyrkede slow travel. Men det var jo netop, hvad jeg gjorde, da jeg boede små 14 dage i en lejlighed i Buenos Aires og ikke pilede ud på sightseeing hver eneste dag.

Derimod fik jeg en lille oplevelse, hver eneste gang jeg bevægede mig ud i kvarteret, som er så godt som støvsuget for turister. Det er her folk bor, jogger, går på café, fejer fortov og lufter hund. Hverdagslivet er her, og som rejsende kunne jeg få et lille kig ind i det og selv deltage.

Når man bor et sted mere end en nat eller to og i øvrigt vælger ikke at bo på hotel, så banker hverdagopgaverne som fx indkøb og tøjvask lynhurtigt på. Men de bliver en del af oplevelsen af det fremmede sted og noget, som giver mig lige så meget indblik i et land og dets kultur som besøg på seværdigheder gør. Og for et øjeblik kan jeg (næsten) føle mig like a local (hvilket i øvrigt er en af de helt store rejsetrend for tiden!).

Like a local … men på den lidt kiksede facon
I Buenos Aires holdt like a local-følelsen nu ikke længere, end til jeg trådte ind i det lokale minimarked, og den ene ekspedient hver gang med et grin skiftede sit hola ud med et hello. For vi kunne begge godt huske den dag, hvor han ville forklare mig, at jeg skulle have bonen med, hvis jeg ville have pant retur på de øl, jeg købte. Den dag, hvor vi fandt ud af, at hans engelsk var lige så mangelfuldt, som mit spanske er. Men det var stadig hyggeligt at blive genkendt – trods alt 😉

Vel var baggrunden for at bo små 2 uger i Villa Urquiza-kvarteret i Buenos Aires ikke et bevidst slow travel-valg. Det handlede om, at min datter Rebecca bor lige i nærheden, og vi kunne være tæt på hinanden. Men jeg ved, at jeg på fremtidige lange rejser vil prioritere at slå mig ned en håndfuld døgn ad gange det samme sted og på ægte slow travel-maner give mig ekstra god tid til at sanse stedet, inden jeg rejser videre til en ny by.

Slow travel behøver ikke at være langsom og inaktiv
For slow travel gør godt! Det er balsam for sjælen at opleve med tid til fordybelse. Hverdagen er skemalagt nok, det behøver min ferie ikke at være. Jeg vil sidde på caféer langt fra alfarvej og kigge på gadelivet uden at have en deadline på oplevelsen. Eller besøge steder, som alle de andre rejsende ikke flokkes om (fx en ensom tur på en smuk kirkegård).

Men langsom i slow travel betyder ikke, at man skal være inaktiv. Det er også slow  fx at cykle eller vandre en lang tur et fredeligt sted. Det langsomme handler i høj grad om det mentale, om det ustressede og om at give sig tid. Men også om bevidst at vælge til og fra og være villig til at opgive idéen om, at man skal se alle must-sees på en destination.

Overfyldte attraktioner giver mig kun én ting: Irritation
Der bliver flere og flere turister i verden, fordi flere og flere får råd til at rejse. Og dermed bliver der større og større pres og mere og mere trængsel på de mest populære attraktioner og destinationer. Men helt ærlig, hvor skægt er det egentlig at stresse af sted for at se en masse attraktioner, som er spækket med horder af andre turister? Jeg har prøvet det en del gange efterhånden, og jeg ved lige præcis, hvad det bringer frem i mig: Irritation. Og ønsket om at slippe væk igen så hurtigt som muligt.

Jeg tror ikke, jeg bliver lykkeligere, fordi jeg ser de største, mest kendte attraktioner. For det er altid der, jeg føler mig stresset – og får behov for at tagge mine Instagram-fotos med #toomanytourists. Selvfølgelig vil jeg gerne opleve noget storslået, men det skal ikke bare være for, at jeg kan krydse det af på en lang bucket list (som ligner alle de andres). Jeg er i den grad blevet villig til at droppe skrækken for at gå glip af noget og i stedet øve mig i at dyrke slow travel. Måske ‘risikerer’ jeg endda at få en mere personlig rejseoplevelse ud af det. Og ikke trænge til ferie, lige når jeg kommer hjem 😉