Hvis du er stoppet op i Kampong Chhnang for at opleve de flydende landsbyer i Tonlé Sap-floden, er der ubetinget en ting mere, du skal besøge i området: Nogen af de mange pottemagerværksteder, som byen er kendt for.
For nylig fortalte jeg om de fascinerende, flydende fiskerlandsbyer ved Kampong Chhnang. Det tager kun et par timer at besøge begge flydende landsbyer, Phoum Kandal og Chong Kos, og da Niels og jeg var startet tidligt, var klokken kun lidt i 11 om formiddagen, da vi atter gik i land i Kampong Chhnang by. Byen er ikke særlig interessant, så det er svært at bruge meget tid på den. Men tuktuk-chaufføren mr. Vanny, vi havde hyret, stod heldigvis klar til at fragte os ud for at opleve mere.
Hele Cambodias pottemageri
Chhnang betyder lertøj på khmer, og Kampong Chhnang betyder havnebyen med lertøj. For produktionen og eksporten af masser af rødt lertøj er det, området er kendt for. Angiveligt køber store dele af Cambodia deres lertøj i Kampong Chhnang, enten ved selv at hente det eller ved at købe lertøjet hos butikker, der importerer det herfra.
Nu skrumlede vi afsted i mr. Vannys tuktuk, ud gennem det grønne landskab af rismarker og høje, svajende sukkerpalmer. Vi skulle ud at besøge pottemagerier. De fleste pottemagerværksteder ligger i og omkring landsbyen Ondong Rossey, ca. 7 km vest for Kampong Chhnang. Her producerer landsbyboerne alt fra kæmpe krukker til at indsamle regnvand i, over små lerildsteder, til sparegrise og små, fine krukker til røgelse.
Leret bliver brudt på bjerget Phnom Krang Dai Meas, som troner midt i området. Det har en svag gylden farve, mens det er mudderagtigt; først når lertøjet er brædt, træder de karakteristiske, røde nuancer frem. Alle kan gratis hente det ler, de skal bruge, på bjerget – udfordringen kan blot være, om man har et køretøj til at transportere det tunge ler i.
Det første pottemageri, vi besøgte, var en hel lille fabrik, som bl.a. producerede de små lerildsteder med aluminiumsindsats, som vi så overalt i Cambodia. Desværre havde alle i produktionen pause (eller var gået hjem?), så her var ikke andet end halvfærdigt og færdigt lertøj at kigge på. Noget af lejtøjet var ved at blive lastet. Når jeg så de skrøbelige vogne (spændt bag på en knallert eller motorcykel), hvor krukkerne blev placeret lag på lag med halm imellem, og når jeg tænkte på alle de bump, der er i områdets veje, tja, så havde jeg svært ved at forestille mig, at alt var helt, når det kom frem til bestemmelsesstedet. Mr. Vanny kunne bekræfte, at jeg gættede rigtigt.
Klik på billederne for at se dem i større format
En perfekt lerskål på 5 minutter – når jeg ikke laver den
Turen fortsatte til et lille pottemageri i Ondong Rossey, som blev drevet af en kvinde, som for små 10 år siden havde vundet en international lertøjskonkurrence. Hun arbejdede på drejeskive, men inden leret kom derop, æltede hun det med fødderne.
Hun kunne godt nok sit kram. Det tog hende 5 minutter, fra hun begyndte at fodælte leret, til hun havde drejet en færdig skål. Og det så legende let ud. “You want to try?” spurgte mr. Vanny med et skævt smil. Niels afslog prompte. Men jeg måtte bare prøve. Så svært var det vel heller ikke. Pottemagerens hænder var ovenpå mine hele tiden og styrede mig kyndigt uden om en lerskålsfiasko – for det var der, jeg ville være endt på egen hånd. Det er svært at styre en drejeskive!
I øvrigt var pottemagerens søde, lille søn et glanseksempel på, hvordan det går, når man ikke børster tænder … og sikkert også spiser en masse af områdets palmesukker.
Klik på billederne for at se dem i større format
Traditionel lerkrukkeproduktion i Ondong Rossey
Pottemagerens nabo var også pottemager, men hun brugte ikke drejeskive. Hun bankede sine lerkrukker i facon med træspatler i forskellige størrelser og faconer. Det foregik, mens hun gik og gik i ring rundt om stolpen, hvor krukken stod. Ifølge mr. Vanny gik den gamle kvinde nok omkring 10 km på denne måde hver dag, og det holdt hendes helbred i topform.
Sådan har man traditionelt produceret lerkrukker i Cambodia, men metoden er ved at forsvinde. Pottemageren var 70 år, og hun havde hele sit liv lavet krukker ved at banke dem i facon. Men der var ingen af de yngre kvinder i hendes familie, som havde været eller var interesseret i at lære håndværket.
Fascineret satte jeg mig ned og så hendes lerkrukke skifte facon for øjnene af mig, mens hun ihærdigt arbejdede med sine spatler. Hver enkel havde sit formål og sin funktion (bemærk, alle spatlerne i spanden i nederste venstre hjørne på det første billede herunder).
Klik på billederne for at se dem i større format
“Hvad koster sådan en krukke?” spurgte jeg nysgerrigt mr. Vanny. 2-3 US$, var svaret. Nøej, hvor ville jeg gerne have haft et par stykker med hjem! Men sådan nogle er desværre lidt uhandy i duffelbag’en 😉 Så jeg måtte nøjes med oplevelsen, et par bittesmå lerting, jeg købte – og en masse fotos.
Bonusinfo
En sparegris bliver tilDer bliver lavet rigtig mange sparegrise i Ondong Rossey. Store sparegrise af den slags, som man skal slå i stykker for at få fingre i sparepengene. Sparegrisene bliver lavet sådan:
Leret trykkes ud med håndkraft i formene, og de to halvdele sættes sammen. Derefter tørrer sparegrisen i solen, inden den bliver brændt. Til sidst bliver overfladen poleret – med håndkraft.
