Kategorier
Cambodia Oplevelser

Apsara-dans i Phnom Penh

En apsara er en kvindelig ånd for skyer og vand i buddhistisk (og hinduistisk) mytologi. Man kan også kalde hende en nymfe. Apsaraerne var et yndet og vigtigt motiv i de mange relieffer (basrelieffer) i templerne i Angkor-området, som blev bygget og udsmykket fra det 8.-13. århundrede. Se det første billede i galleriet herunder, det er et relief fra Bayon-templet i Angkor Thom.

Apsara-dans, klassisk khmer-dans
Den klassiske khmer-dans i Cambodia har taget navn efter apsaraerne og kaldes ofte apsara-dans. Man kan se apsara-dans mange steder, og Niels og jeg valgte at gøre det på Nationalmuseet i Phnom Penh. Egentlig havde vi slet ikke tænkt os at opleve et apsara-danseshow, fordi det mange steder virkede som en meget turistet aktivitet (og dem er vi jo ikke så glade for …). Men da vi besøgte Nationalmuseet (som godt nok ikke er den mest spændende attraktion i Phnom Penh!) og her stødte på Cambodian Living Arts’ forestilling, slog vi alligevel til. Og det var godt, for det var en smuk og spændende oplevelse med traditionel dans, sang og musik. Desuden føltes det rigtig godt at støtte Cambodian Living Arts.

Klik på billederne for at se dem i større format

Organisationen Cambodian Living Arts
Cambodian Living Arts er en nonprofit-organisation, som arbejder for at forvandle Cambodia gennem kunst. Organisationen er stiftet af Arn Chorn-Pond, der som barn overlevede årene fra 1975-1979 i en af Khmer Rouges børnelejre, han undslap døden ved at spille propagandamusik for Khmer Rouge-generalerne under de massive henrettelser. I mere end 20 år har Arn Chorn-Pond nu arbejdet med bl.a. at genopdage de gamle klassiske khmer-danse og uddanne unge mennesker i at danse dem – og derigennem få større indsigt i deres lands historie. Mange af dem, der kunne dansene og sangene, overlevede nemlig ikke Khmer Rouges blodige regime.
Har du lyst, kan du læse mere om Cambodian Living Arts her

Hvad koster det at se apsara-dans?
Der er forestillinger med apsara-dans hver aften kl. 19 på National Museum of Cambodia i Phnom Penh. Man kan enten købe billetter online på Cambodian Living Arts’ hjemmeside eller i en bod udenfor Nationalmuseet. Billetterne koster 15, 20 eller 25 US$ pr. person. Vi valgte dem til 20 US$ (ca. 140 dkr.), og det var fine pladser. Forestillingen varer ca. 1 time, og undervejs bliver historierne bag de enkelte danse fortalt.
Follow my blog with Bloglovin

 

2 kommentarer til “Apsara-dans i Phnom Penh”

Tak, Rebecca – ja, de dragter er ret imponerende. Og Cambodian Living Arts er et fint initiativ.

Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.