Mingalàbar – lille ord med stor værdi

Det er altid en venlig gestus at lære den lokale hilsen eller at sige ‘tak’ på rejselandets sprog. Belønningen for ens indsats er masser af smil og venlighed. Det har jeg til fulde oplevet på mine rejser i Myanmar, hvor befolkningen har Asiens største smil.

”Hvad er det, du siger til dem?” John, en amerikansk pensionist, kigger spørgende på mig. Vi er på trekkingtur sammen i Hsipaw i det nordøstlige Myanmar, og jeg har netop endnu engang hilst en forbipasserende med et lystigt ’mingalàbar’.

”Jeg siger ’goddag’. Det hedder ’mingalàbar’ på burmesisk,” svarer jeg ham. ”Kender du ikke det?”

Men nej, det gør John ikke. Han har rejst i 2 uger i Myanmar på dette tidspunkt, men han ser ud, som om han aldrig har hørt hilsnen før. ”Hello,” runger han på ærkeamerikansk til de forbipasserende. Og ser han nogen, fx de søde, små novicer (unge munke), vi møder, griber han sit kamera og udbryder. ”I want to take a photo of you!” Ikke nogen forespørgsel, end ikke et ’please’.

John er ikke ubehagelig, tværtimod. Han er en venlig, ældre herre (som har ladet konen blive hjemme i USA, fordi hun ikke gider den slags rejser). Men han er vant til, at hans sprog er gangbart i hele verden. Og det er end ikke faldet ham ind, at det er en venlig gestus at lære den lokale hilsen.

Det er altid værd at lære et par høflighedsfraser på rejselandets sprog
Hvis du spørger mig, er det altid værd at lære et par høflighedsfraser på rejselandets sprog, ligegyldigt hvor man rejser. Man signalerer interesse og respekt, når man gør det. Måske tænker jeg sådan, fordi jeg er dansker og mit modersmål er et lillebitte sprog, som kun kan bruges meget få steder i verden (men jeg tror ikke, det kun er derfor).

Som danskere er vi vant til, at vi er nødt til at kunne tale andre sprog end vores eget for at blive forstået. De fleste danskere begår sig rigtig okay på engelsk (mange dog ikke så okay, som de selv tror 😉 ), så vi kan klare os i store dele af verden.

Men der er også mange steder i verden, hvor mange mennesker ikke taler engelsk. Et af de steder er Myanmar. Her har de også et skriftsprog, som er fuldstændig volapyk for os, der er vant til det latinske alfabet. Ikke desto mindre kan det sagtens lade sig gøre at rejse på egen hånd i landet – min mand Niels og jeg har gjort det i sammenlagt over 2 måneder. Vores erfaring er, at i de situationer, hvor engelsk ikke fungerer, lykkes det gerne med en omgang Gæt og grimasser, pegen og smil. Og så de få burmesiske ord vi kan: mingalàbar og cèzùbèh, der betyder ’tak’.

Goddag og tak giver smil af uanede dimensioner i Myanmar
Belønningen for at lære mingalàbar og cèzùbèh er overvældende. Jeg tror, Myanmars befolkning har Asiens største smil, og de er ikke karrige med dem. Men når man siger goddag eller tak til dem på deres eget sprog, vokser smilene til uanede dimensioner. Ofte efterfulgt af et lille fnis. For vores udtale er formentlig ret skæv.

Især da Niels og jeg i januar 2016 rejste i den allersydligste del af Myanmar, blev vi ofte grint ad, når vi uddelte vores mingalàbar eller cèzùbèh. I den del af landet kommer der endnu meget få vestlige turister, så vi vakte en del opmærksomhed – og den blev ikke mindre, når vi hilste eller takkede på burmesisk. Med sjov accent.

Gid jeg kunne have sagt mere end tak
Som skrevet får man ofte store smil i bytte for sine få burmesiske gloser. Men én kvinde vil jeg aldrig glemme, rengøringsdamen i Yangon International Airport i januar 2015. Jeg mødte hende på dametoilettet, hvor jeg var ved at vaske hænder, mens jeg forsøgte ikke at gå i vejen for hende. Hun afbrød sit arbejde og rakte mig noget papir til at tørre hænderne med. ”Cèzùbèh,” smilede jeg og ville ønske, at jeg kunne have fortsat ”hvor var det sødt af dig.”

Men det ene ord var åbenbart rigeligt. Den lille kvinde, som vel var omkring de 50, lyste op i et overdådigt smil, hoppede formeligt på stedet og klappede i sine slidte hænder. Bare fordi, jeg havde sagt tak til hende på hendes eget sprog. Hun vil for altid stå for mig som beviset på, at det betyder noget at lære bare et par enkelte høflighedsfraser. Ikke blot i Myanmar, men ligegyldigt hvor man rejser.