Gyldne pagoder og arkæologiske skatte er spændende. Men det er altid mødet med mennesker, der lagrer sig dybest i min hukommelse. Derfor kommer her en beretning fra en af mine rejser i Myanmar. Mit indlæg forleden gav mig lyst til at fortælle mere derfra.

Børnene stopper deres leg og kigger nysgerrigt på os, da vi parkerer cyklerne nær trappen op til pagoden. Mens vi snupper en tår vand, kommer de lidt nærmere. Mingalàbar, hilser jeg dem med et smil og får et par forsigtige smil igen. De er 7-10 år, vil jeg tro, i farverigt tøj og flere af pigerne har den traditionelle thanaka på kinderne. Thanaka er det pulver udvundet af et træ, som både mænd og kvinder bruger som makeup, hudpleje og solbeskyttelse. Hold op, jeg vil gerne fotografere dem.

Jeg peger på mit kamera, smiler igen og sender dem et spørgende nik. Okay? Med et fnis piler de ind mellem træhusene, som ligger ved pagodens fod – blot for et øjeblik efter at titte nysgerrigt frem igen. Det hele gentager sig et par gange, og jeg konkluderer, at de ikke har lyst til at blive fotograferet, så min mand Niels og jeg begynder at gå op mod Zina Man Aung-pagoden. Vi er i Mrauk U i Rakhine State i den nordvestlige del af Myanmar, hvor landet grænser op til Bangladesh, og det er januar 2015.

Zina Man Aung-pagoden i Mrauk U i Rakhine State i det nordvestlige Myanmar

Som rejsende fra Vesten skiller man sig ud i Mrauk U
På det tidspunkt er det 2. gang på 13 måneder, vi rejser rundt på egen hånd i Myanmar, og vores erfaring siger, at mange burmesere gerne vil fotograferes, men at man selvfølgelig skal respektere det, hvis de vil være fri. På vores første rejse havde vi en lokal guide på en dagstur, og han fortalte, at folk udenfor byerne nærmest ser det som en ære at blive fotograferet af eller med en udlænding. For Myanmar er et land, hvor turiststrømmen nok er stigende, men hvor man som rejsende fra Vesten stadig skiller sig ud og bliver bemærket. Ikke mindst i områder som Mrauk U, som få rejsende besøger.

Ta’r du så det billede?

Vi er ikke kommet mange trin op ad den primitive betontrappe til Zina Man Aung-pagodens indgang, før vi hører et par børn bag os. Jeg vender mig og forventer egentlig bare at se dem løbe bort. Men nej, der står den ældste af pigerne sammen med en mere og kigger afventende på mig. Ta’r du så det billede, råber deres kropssprog, og i samme sekund jeg sætter mig på trappen og fører kameraet til øjet, flyver deres fingre frem i et V-tegn, asiaternes yndlingsfingerstilling på fotos.

Jeg er næppe færdig med det første foto, før der kommer flere børn til – og nu vil de alle 7 fotograferes. De små piger poserer, drengene prøver at presse sig frem forrest i billedet. Hver gang jeg har skudt et par billeder, lader jeg dem kigge med. Gruppen går i opløsning og stormer hen til mig, griner ad billederne og skynder sig tilbage for at få taget flere. De har en fest, og det har jeg også. Og sådan bliver vi ved de næste 5 minutter.

Vis os billederne!

Zina Man Aung-pagoden samler ind til buddhistisk klosterskole i Mrauk U
Det koster ikke noget at besøge Zina Man Aung-pagoden. Men ved indgangen er en lille bod, hvor man opfordres til at give en donation, så de kan etablere en buddhistisk klosterskole. Vi donerer 7.000 kyat til en sæk cement og 8.000 kyat til 100 mursten (i alt ca. 76 kr.) og får en kvittering og en gavmild portion smil fra de 3 kvinder i boden. De har allerede moret sig dejligt over min fotoseance med børnene.

2 af kvinderne i donationsboden ved Zina Man Aung-pagoden

De 7 børn har ikke tabt interessen for os – og jeg ikke for dem. Den næste halve times tid følger de efter os rundt i pagoden og hen til de omkringliggende stupaer, og jeg skyder en masse billeder af dem (Niels skyder knap så mange).

Undervejs samler de frangipani-blomster, og pigerne bruger nogle af dem som hårpynt. Sådan som småpiger alle steder i verden ville bruge blomster. Vi kan ikke tale deres sprog – vores ordforråd indskrænker sig til mingalàbar (goddag) og cèzùbèh (tak) – og de ikke vores eller engelsk. Men ord er heller ikke nødvendige nu.

Klik på billederne for at se dem i større format

Mrauk U var engang en af Asiens rigeste byer
Bye bye
, gjalder det efter os, da vi atter bumper videre ad de hullede og støvede veje på de lidt for små og lidt for skæve kinesiske cykler, vi har lejet. Hovedattraktionen i Mrauk U er de mange gamle pagoder og pagoderuiner fra 1400-1800-tallet, hvor byen var hovedstad i det mægtige Arakan-imperium og en af Asiens rigeste byer. Og de er interessante.

Men det vil altid være oplevelser som denne ‘fotosession’, der lagrer sig dybere i min hukommelse end alverdens spændende pagoder. Nå ja, og så glemte jeg jo næsten at fortælle, at jeg er vild med at fotografere mennesker 😉

På vej videre på de lidt for små og lidt for skæve kinesiske cykler, vi har lejet

 

Bonusinfo
Vil du vide mere om at rejse i Myanmar, så læs fx disse indlæg, jeg har skrevet

 

Følg Bentes rejser på  Follow

En mindeværdig formiddag med foto i Mrauk U
Tagged on:                         

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.