En dag i Stavanger i det sydvestlige Norge

Norges fjerdestørste by Stavanger har både en hyggelig, gammel bykerne og er hele Europas oliehovedstad. Og så er byen fyldt med turister. Jeg tilbragte en julidag i byen og afprøvede nogen af dens attraktioner og oplevelser.  

Niels og jeg var taget til det sydlige Norge, alene fordi jeg ville opleve fjeldplateauet Preikestolen (ja ja, okay, han ville også gerne 😉 ). Men når nu vi var i Norge, selv på en kort sommerudflugt (vi sparer på feriedagene, så vi kan rejse længe om vinteren), ville vi også opleve noget mere. Stavanger var et oplagt bud på en af oplevelserne, fordi byen ligger tæt på Preikestolen.

Oliebyen Stavanger
Stavanger er Norges fjerdestørste by og det administrative centrum i regionen Rogaland. Byens nyere historie er i høj grad præget af, at det første oliefelt i den sydlige Nordsø blev opdaget i 1969 – og med ét gjorde Stavanger til et af de vigtigste økonomiske kraftcentre i Norge. I dag er Stavanger hele Europas olie- og energihovedstad, og olieindustrien er den vigtigste indtægtskilde for indbyggerne.

Uden at kende tallene tør jeg godt sige, at turisme også må være en stor indtægtskilde i Stavanger. På denne senjuli dag, der startede med regn, men endte med at blive pæn, solrig og kølig, var byen tæt besat med turister af mange nationaliteter. Langs både Skagenkaien og Strandkaien i Vågen lige midt i byen lå denne dag 2 megastore krydstogtskibe, som snildt havde lukket et par tusinde passagerer ud … hver. Jeg er sikker på, at de var med til at fylde godt op i Stavangers gader.

Stavanger er en populær krydstogtdestination, og det er et af Europas hurtigst voksende anløbssteder nord for Middelhavet. Det er sikkert godt for byens økonomi, men det giver den et lidt crowded  udtryk. På den dårlige måde. Desuden virker det, som om meget i byen er rettet direkte mod turisterne. Så der gik ikke længe, før jeg fik den der det her er bare for turistet-fornemmelse, som let gør mig småmuggen.

Men jeg var jo i Stavanger for at opleve noget, så jeg tog en dyb indånding. Og så kastede Niels og jeg os ud blandt alle de andre turister og fik disse oplevelser i løbet af dagen.

Norsk Oljemuseum

Olien har betydet så meget for Stavanger, at det føltes som et must  at betale 120 norske kroner pr. snude (95 dkr.) og besøge Norsk Oljemuseum. Museet er på ca. 5.000 m², åbnede i 1999 og beskæftiger sig med olieindustrien, særligt i Nordsøen.

På Norsk Oljemuseum fik vi et indblik i, hvordan olie og gas blev til for millioner af år siden, hvordan petroleum blev fundet og produceret, og hvad disse ressourcer bliver brugt til. Det er en fin præsentation af olievirksomheden på den norske kontinentalsokkel. Men selv om noget af formidlingen er interaktiv, falder museet dog i den samme fælde som talrige andre museer: De drukner den besøgende i skriftlig information (en lidt pudsig anklage fra en, som lever af skriftlig formidling 😉 ).

Museet er værd at besøge, ingen tvivl om det – og husk endelig at se den fine film Oljeungen – men husk også, at det er okay ikke at læse al  informationen.

Nå ja, og så var vi i øvrigt forbi netop den dag, torsdag d. 27. juli, hvor Norsk Oljemuseum havde sommeren 2017’s allermest besøgte dag. Der var 1.400 besøgende på museet den dag.

Ved siden af Norsk Oljemuseum ligger Geoparken, som er en legeplads bygget op af elementer fra olieindustrien. På den ene side har Geoparken et plankeværk med graffiti (noget jeg holder ret meget af, når det er vellavet).

Valberget og Valbergtårnet

På toppen af højen Valberget ligger Valbergtårnet, som er Stavangers vartegn. Tårnet er bygget i 1850’erne og blev brugt som udkigstårn af byens vægtere. Herfra havde vægterne overblik over byen og kunne varsle indbyggerne ved fx brand.

Der er et lille vægtermuseum i tårnet. Det sprang vi dog over og nøjedes med at kigge på Valbergtårnet udefra.

Læs evt. mere om Valbergtårnet på Wikipedia

Fargegaten

Fargegaten, Farvegaden, sådan har Øvre Holmegate heddet, siden en ung frisør i starten af 00’erne fik idéen til at male de hvide træhuse i stærke farver for at skabe liv i gaden.

Tidligere var Øvre Holmegate åbenbart et gråt, kedeligt og søvnigt sted, men siden farveplanerne blev realiseret i 2005, har gaden skiftet karakter. I dag er gågaden med de toppede brosten en turistmagnet af de store, og her er spækket med caféer, barer og trendy butikker. Og turister en masse. Fine huse, men vi smuttede ret hurtigt væk igen …

Du kan få hele historien om, hvordan Øvre Holmegate blev til Fargegaten hos NRK

Torget og omegn

En af mine yndlingsfornøjelser er at kigge på mennesker – og hvad er bedre end at slå sig ned og gøre det sammen med en kop to go-kaffe? Torget, torvet, i Stavanger skråner op mod domkirken, og op langs trapperne er der lavet siddepladser. Et perfekt sted at slå sig ned og kigge på en solrig eftermiddag.

Stavangers domkirke er fra 1125 og Norges ældste. Det er bygningen midt i billedet herunder. Jeg er sikker på, at den er værd at se, men vi var ikke i det kulturelle hjørne denne eftermiddag (det ligner os nu ikke, men nogen gange må det jo ske 😉 ), så vi sprang domkirkebesøget over.

Gamle Stavanger eller Straen

Gamle Stavanger ligger vest for Strandkaien og har Øvre Strandgate som hovedfærdselsåre. Det idylliske kvarter med de toppede brosten og små hvidmalede træhuse kaldes også Straen. Her er 173 fredede og restaurerede træhuse, de fleste opført i slutningen af 1700- og begyndelsen på 1800-tallet.

Gamle Stavanger er Nordeuropas bedst bevarede træhusbebyggelse, og byen har modtaget flere priser for bevaringen af Gamle Stavanger.

Gamle Stavanger er afgjort et must-see, hvis du besøger byen. Det er hyggeligt at gå på opdagelse mellem de fine hvide træhuse, men vær forberedt på (ja, du har sikkert allerede gættet, hvad jeg vil skrive 😉 ), at det gør alle de andre turister også. Det kræver en smule tålmodighed at få fotos, som ikke er fyldt med mennesker.

Middag på Fisketorget

Vi sluttede vores dag i Stavanger med at spise middag på Fisketorget, som angiveligt er Stavangers førende fiskerestaurant. Og det var et godt valg!

Fisketorget er et pudsigt, lidt tilbagelænet sted. I den ene del af glasbygningen på Strandkaien ligger en fiskehandler, en reminiscens af det marked med mad m.m., som tidligere lå på torvet. I den anden del af bygningen (og på terrassen udenfor) er restauranten. Indretningen er rustik og gør ikke meget væsen af sig.

Men maden er superlækker og veltillavet. Vi valgte en såkaldt smage-menu. Det betød, at vi fik miniudgaver af 5 af de retter, der var på dagens spisekort (som var håndskrevet på store tavler, der blev båret rundt mellem bordene). Der var bl.a. cremet fiskesuppe, risotto og torsk, der var så perfekt tilberedt, at jeg sjældent har fået det bedre. Selv i dyre Norge lød regningen, inkl. en flaske god hvidvin samt vand, kun på 1.560 norske kroner (ca. 1.240 dkr.). Det havde vi ikke fået en middag af samme kvalitet for i København.

Og sådan fik en dag i Stavanger ben at gå på. Det er afgjort en by, som er værd at besøge. Men for en anden gangs skyld ville jeg nok vælge at lægge besøget udenfor turisthøjsæsonen og satse på lidt mindre trængsel.

 

Bonusinfo

Politiken Rejser bragte d. 20. maj 2017 en artikel om Stavanger. Den giver et godt overblik over, hvad der er at opleve i byen på et par dage.

Læs Weekend: Stavanger på politiken.dk