Empty nester årgang 1965. Jeg holder af at rejse med rygsæk – men overnatter lidt bedre (og fester mindre) end de unge backpackere. På Bentes rejser inviterer jeg dig med på mine eventyr. Måske vil du med, fordi du leder efter inspiration og gode råd til din egen næste rejse. Måske vil du bare dagdrømme lidt, mens du kigger på mine fotos (sådan går det ofte mig, når jeg besøger andres rejseblogge).
Jeg har altid holdt af at rejse, men jeg har ikke altid gjort det. Det har både været et økonomisk og et praktisk spørgsmål. Men siden 2012 har min mand Niels og jeg ikke haft nogen hjemmeboende børn, og livet som empty nesters – dem med ‘en tom rede’ – har sat fut i vores rejseiver.
At rejse er en altoverskyggende hobby for Niels og mig, og vi gør det så tit, som arbejdsliv og økonomi tillader. Rejserne fylder meget mere i vores liv end den tid, vi hvert år er på farten. For vi bruger masser af tid på selv at planlægge vores rejser, ligegyldigt om det er en forlænget weekend i en europæisk storby eller en måneds rejse i Sydøstasien.
Vi rejser på egen hånd og holder af at komme til steder, som ligger lidt udenfor de allermest fladtrådte turiststier. Men vi behøver ikke at være de første, der har været der – så eventyrhungrende er vi heller ikke, men vi ynder dog at se os selv som rejsende frem for som turister. Rejsebudgettet bruger vi hellere på oplevelser end på dyre hoteller.
Fotos og rejseforedrag
At fotografere fylder en del i mit liv, både når jeg rejser og som en hyggelig hverdagshobby. Derfor finder du mange fotos fra mine rejser her på rejsebloggen. Du kan også følge mig på Instagram, hvis du vil se endnu flere fotos.
Jeg holder af at fortælle om mine rejser, inspirere tilhørerne og give dem oplevelsen af (næsten) at have været der selv. Derfor har jeg siden foråret 2016 holdt rejseforedrag. Du kan læse mere om mine rejseforedrag her
En hverdag med turisme
Når ikke jeg er på rejse, arbejder jeg som certificeret turistguide (turistfører) i København og omegn. Jeg guider på engelsk og dansk, og mit guidearbejde foregår blandt andet gennem mit eget koncept Slow Tours Copenhagen, som fokuserer på slow travel-oplevelser. Jeg holder selv af at sætte farten ned og få alternative, ikketuristede oplevelser på mine rejser, og det er en fornøjelse at kunne tilbyde både danskere og turister, private og virksomheder, det samme i hovedstadsområdet.
Rejsebloggen Bentes rejser
Rejsebloggen Bentes rejser startede jeg i november 2016. Da var det sådan ca. 10 år siden, jeg oprettede min første blog, og jeg har blogget on and off siden. Bentes rejser blev til lige op til en 8 uger lang rejse, jeg var på i december 2016 – januar 2017. Først alene og siden sammen med Niels.
Så længe der er rejseoplevelser fra ind- og udland, som jeg har lyst til at fortælle om og vise billeder fra, så længe bliver jeg ved med at blogge. Desværre er der dog ikke altid timer nok i døgnet til, at jeg får skrevet alt det, jeg drømmer om!
Du er velkommen til at kontakte mig. Skriv til Bente Hoffmann på post@bentehoffmann.dk
Har du spørgsmål til mine rejser eller til specifikke destinationer, så vær rar at skrive dit spørgsmål som en kommentar til et blogindlæg om rejsen eller stedet. Så kan andre også få glæde af dit spørgsmål og mit svar!