Vi havde stadig til gode at møde nogen af de 10 giganter i Thomas Dambos Troldefolkefest. For ikke at tale om lamaerne, som bor i Sydhavnen. De to ting kunne snildt kombineres og blev til en anderledes lørdagsudflugt, som både bød på et argentinsk deja-vu og en længsel efter en fredelig skov.
Når vi tager på tur for at opleve noget andet end livet i og omkring ’karantænestationen’ aka vores hjem, går turen altid ud af byen. Men ikke forrige lørdag. Da satte min mand og jeg kursen mod København for at få oplevelser, som kunne dæmpe coronatidens kahytkuller.
Turen gik til Sydhavnen og havde 2 klare mål: Lamaer (dem vender vi tilbage til) og Thomas Dambo-trolde.
Thomas Dambos Troldefolkefest
Hvis du har læst dette blogindlæg, ved du, at jeg er begejstret for Thomas Dambos seks glemte kæmper. Men i coronasommeren 2020 blev Danmark beriget med hele 10 nye trolde eller kæmper kreeret af genbrugstræ af Dambo. Egentlig skulle han have lavet 25 trolde i 8 forskellige lande i 2020, men … tja … det stak pandemien en kæp i hjulet for. Så i stedet blev det til en Troldefolkefest i Danmark.
Niels og jeg havde endnu ikke set en eneste af de nye gigantiske trolde, så dagens udflugt havde hele 2 på programmet. Ved 9-tiden lørdag morgen parkerede vi bilen på Fragtvej (2450 Kbh. SV) og gik ned gennem den morgenstille Fiskerihavnen og ind på Stejlepladsen.
Skal vild bynatur forvandles til ensartet boligbyggeri?
På Stejlepladsen bor Thomas Dambos allernyeste af de glemte kæmper, ham der hedder Ivan Evigvår. Fiskerihavnen og Stejlepladsen er et helt specielt miljø, en tidslomme, som står i kontrast til alt det nye, moderne byggeri, som skyder op i et forvandlet Sydhavnen.
Hvis det står til de københavnske lokalpolitikere, bliver Stejlepladsen, som nu er vild og rodet bynatur med selvbyggeri, inden længe forvandlet til endnu et boligbyggeri, som kan finansiere den københavnske metro. Det har lokalpolitikerne i hvert fald lige med den ene hånd vedtaget i februar, mens de med den anden hånd bedyrer, at de vil arbejde for mere natur i byen. Beslutningen har udløst en underskiftindsamling, som kræver en vejledende folkeafstemning i København om byggeriet her og på Amager Fælled. I skrivende stund har 18.807 skrevet under.
Jeg har bygget en trold, der passer på naturen herude, og så må vi se, hvor længe den får lov til at stå og kæmpe. Thomas Dambo
Ivan Evigvår på Stejlepladsen
Der er en sti rundt om Stejlepladsen, men den skulle vi ikke blive ved med at følge, vidste vi godt. For vil man finde Dambos kæmper, skal man altid væk fra alfarvej. Så vi slog et sving ind på den tilgroede plads og kunne hurtigt skimte Ivan Evigvår. Han er nemlig hele 3,1 meter høj.
Da vi kom helt ind til Ivan Evigvår, som står og støtter sig til en gammel bundgarnspæl, som Dambo har fået af en lokal fisker, kunne vi se, at nogen havde malet på ham med blå maling. Hmmmm … I øvrigt måtte vi også sande, at vil man tage gode fotos af Ivan Evigvår, så er tidlig formiddag ikke det bedste tidspunkt, for vintersolen stod lige bag trolden.
Vi fortsatte vores vandring gennem det specielle område og måtte lige snuppe nogle fotos af graffiti på vejen. Og så kom vi ind på Sydhavnstippen.
Sydhavnstippen og lamaerne, der passer på fårene
Mellem 1945 og 1973 var Sydhavnstippen losseplads for byggeaffald og overskudsjord, siden er det ca. 40 ha store areal groet til af sig selv. Både her og der og alle vegne stikker der rester af gammelt byggeaffald som fliser og rør op af jorden og ud af skrænterne mod vandet i Kalveboderne. I dag er Tippen et fredet stykke bynatur (og er ikke endt som boligområde), og det er en flok får, som sørger for at holde bevoksningen nede.
Men der er også nogen, der passer på fårene: 3 fritgående lamaer. Og det var dem, vi håbede på at møde. For når nu vi ikke kan rejse, fx til Argentina, og møde lamaer, så ville det da være fantastisk at se nogen i København, mindre end 5 km fra centrum.
Lamaer, der passer på får? Hvordan det? tænker du måske. Men det er sådan, at der var problemer med løse hunde, der angreb fårene på Sydhavnstippen. Og i 2015 anskaffede man de første lamaer, som er gode til at holde hundene på afstand. Du kan læse mere af lamaernes historie her. De fleste steder bliver de i øvrigt omtalt som alpakaer, men efter min bedste overbevisning er de såkaldte domestic llamas (prøv at sammenligne med dette foto af en lama af husdyrstypen).
3 tilfreds gnaskende sydamerikanske dyr
Det var en kølig og smuk solskinsmorgen, og selv om Sydhavnstippen er en gammel losseplads, og selv om intet i naturen bliver kønnere i februar, var vi hurtigt travlt beskæftigede med at fotografere. Men havde også et spejdende øje efter lamaerne.
Der kom en hundelufter imod os. Vi hilste på hinanden. ”Alpakaerne står lige derhenne efter svinget,” sagde han helt uopfordret – og tydeligvis stedkendt. Og tilføjede med et smil: ”Hvis det har nogen interesse.”
Og jo tak, det havde det. Vi fortsatte og spejdede nu endnu mere opmærksomt efter dyrene. For hvor var mon ’lige derhenne’? Men pludselig så vi dem. 3 sydamerikanske dyr af camelidae-familien veltilfreds gnaskende af vegetationen i Sydhavnen.
Vi bevægede os lidt tættere på lamaerne, som ikke tog sig noget særligt af os. Og så lidt tættere. Og en smule mere. Resten måtte zoomen på kameraet klare. Da vi var forholdsvis tidligt ud, var der meget få mennesker i området, så vi havde lamaerne næsten for os selv.
Mødet med lamaerne gjorde mig helt høj – og gav et deja-vu til Argentina
Der dukkede et ungt par med klapvogn og et barn på et par år op. De stoppede (selvfølgelig) også for at kigge på de eksotiske dyr. En af lamaerne blev nysgerrig og traskede hen mod dem, hvad kvinden bestemt ikke brød sig som. Hun trak sig lidt væk, og lamaen mistede interessen. Kort efter gik parret videre, men stoppede på stien kort fra os.
Kvinden småsnakkede til sit barn. ”Skal vi ha’ en snack?” spurgte hun.
Som om de havde stået i kulissen og ventet på et stikord, satte 2 af lamaerne i trav i det øjeblik, kvinden sagde ’snack’. Direkte mod hende. Og ganske tæt forbi mig.
Kvinden råbte op, manden grinede, og lamaerne stoppede forbløffede op. Kiggede lidt på børnefamilien. Mere skete der ikke. Men seancen gav mig et deja-vu til en argentinsk bjergvej for et par år siden. Til en dag, hvor det var mig, der pludselig havde løbende lamaer lidt for tæt på.
Den historie er jeg blevet inspireret til at skrive her
Børnefamilien gik videre, og lidt efter løsrev vi os også og vandrede videre. Helt høje af mødet med de fine dyr.
Et smut i Valbyparken
Sydhavnstippen rundt er kun 4-5 km, så for at få lidt flere kilometer i benene, havde vi besluttet at krydse broen, der forbinder Sydhavnstippen med Valbyparken og se os lidt om der. Det er mange (som i virkelig mange) år siden, jeg sidst har været i Valbyparken, Københavns største park (som også engang var en losseplads). Vi travede af sted på kanten af Valbyparken, langs Kalvebodernes kyst og Valby Strand – jeg anede ikke, at stranden fandtes! Men den er altså også først kommet til i 2019, og vandet i Kalveboderne er endnu ikke rent nok til, at man må bade der. Måske bliver det det i 2021, vurderer kommunen.
Mens vi gik der og senere drejede ind ad Valbyparkens poppelallé og så, hvor mange mennesker der var ude i solskinnet, skønt klokken kun var omkring 11, blev jeg så glad for, at vi bor lidt længere udenfor byen. Derude hvor der er flere og større naturområder og dermed flere kvadratmeter pr. besøgende – og nu taler jeg ikke om corona, men om plads og ro i al almindelighed.
Valbyparken fristede ikke til større udforskning. Så vi vendte snuden tilbage mod det nordlige af Sydhavnstippen, fandt en bænk og slog os ned, spiste madpakken og gik tilbage til bilen. For der var et sted mere, vi skulle hen. Vi skulle jo finde en mere af Dambos trolde, Lange Liv.
Lange Liv på Skrædderholmen
Lange Liv bor på Skrædderholmen. Skrædderholmen er den kunstige ø, som Amagermotorvejen siden 1987 har ligget på mellem de to Sorterendebroer og to Kalvebodbroer. Altså dér hvor motorvejen går fra Sjælland til Amager. Jeg har passeret de broer talrige gange (ikke mindst når vi er kørt i lufthavnen), men jeg har aldrig tænkt over, at der ligger en lille ø imellem. Endsige at den hedder Skrædderholmen.
Bilen blev parkeret på den store p-plads ved Langhøjskolen i Hvidovre. Derfra er der ca. 1,5 kilometers gang langs Kalveboderne over til Lange Liv på Skrædderholmen. Jo tættere stien langs vandet tog os på Amagermotorvejen, jo gladere var jeg for, at denne sti ikke er del af vores daglige gåture. Bilstøjen var konstant og enerverende og fik mig atter til at længes efter en fredfyldt skov udenfor byen.
Turen fortsatte under Amagermotorvejen, langs med den, op på cykelstien og så ned på Skrædderholmen. Stien, som løber den næsten firkantede ø rundt, er ca. 800 meter lang. Så vi snuppede hele turen – vi vidste, i hvilket hjørne Lange Liv sad. Jeg kan nemlig røbe, at hvis du er passager i en bil på vej fra Amager mod Sjælland, og hvis du er opmærksom lige før Sorterendebroen, så kan du skimte Lange Liv, når du kigger mod København (er du chauffør, har du bare at holde øjnene på trafikken!).
Det er muligt at forlade stien på Skrædderholmen og gå helt nede i vandkanten. Det gjorde vi på den nordlige bred og kom til Lange Liv næsten fra vandsiden.
“Vi skulle have besøg de to trolde i omvendt rækkefølge,” peb jeg, da vi var helt henne ved Lange Liv. For nu stod vi igen ved en trold, som havde solen bag sig og var svær at fotografere. Men havde vi gjort det, ja, så havde vi ikke fået et næsten mennesketomt besøg hos lamaerne på Sydhavnstippen. Og man kan jo som bekendt ikke få det hele.
Her sluttede den februarlørdagstur. Vi vandrede tilbage til bilen, den samme vej vi var kommet – og nød trafikstøjen lige så lidt på tilbagevejen. I alt havde dagens udflugt sneget sig op på 11 kilometers gåtur, og vi var glade for at have fået et skud urbane naturoplevelser. Men weekenden efter tog vi på vandretur ude i en stor og stille skov …
Transport: Vi var i bil til og fra, men en tur til Sydhavnstippen, Valbyparken og Skrædderholmen kan sagtens klares med offentlig transport. Eller på cykel. Er du på cykel eller gående, kan du følge stien langs Kalveboderne fra Valbyparken gennem Kystagerparken, forbi Hvidovre Havn og hen til stien, vi gik af til Skrædderholmen. Den hedder Uranus, Planetstien.
Find Thomas Dambos trolde i Troldefolkefesten
Vi ’snød’ og gik direkte til de 2 trolde, Ivan Evigvår og Lange Liv. Men der er faktisk tilknyttet en tur på mellem 2 og 16 km til hver af de 10 nye trolde i Troldefolkefesten.
Ved at bruge troldekortet på din telefon, kan du gøre troldesøgningen til en skattejagt (nå nej, troldejagt 😉 ). Læs hvordan ved at klik på linket til instruktion på troldekortet.