Niels og jeg havde valgt at booke et hotel ved bredden af Tonle Sap-floden i Cambodias hovedstad Phnom Pehn (talrige andre danskere havde fået samme idé: at bo på Le Grand Mekong Hotel).
Når man bor der på Sisowath Quay-gaden, bor man dels midt i den allermest turistede del af byen, Riverfront. Dels har man næsten en følelse af at være kommet til Sydfrankrig, for langs floden strækker en bred promenade med svejende palmer (og andre træer) sig. Promenaden hedder Riverfront Park, og der er læssevis af gadehandlende, som altid er klar til at sælge dig en flaske vand, en kokosnød eller en snack. Og der sker hele tiden et eller andet, du kan kigge på. Ikke kun ved 18-tiden, hvor de lokale (kvinder) samles til en gang udendørs aerobic.
Kaotisk trafik og emsige tuk-tuk-chauffører på Sisowath Quay-gaden
På den anden side af gaden fra Riverfront Park afløser det ene hotel og guesthouse det andet, og imellem dem ligger restauranter, caféer, turistbutikker, massageklinikker og turarrangører i hobetal. Nærmest alle udskænkningssteder har happy hour fra kl. 15 og indtil midnat, og der bliver kørt masser af kulørte cocktails og fadøl til 0,75 US$ (ca. 5,50 dkr) (nogle steder kun 0,50 US$) ned. Vi foretrak at nyde en lidt dyrere happy hour på toppen af Le Grand Mekong Hotel – hævet over byens larm og med en dejlig udsigt fra baren på tagterrassen på 8. sal (her spiste vi også morgenmad).
Du kan maks. gå 20 meter ad gange på Sisowath Quay-gaden, før endnu en tuk-tuk-chauffør spørger, om ikke han skal køre dig et eller andet sted hen. Siger du ja, så husk at prutte om prisen – med mindre du er ligeglad med at betale overpris for en køretur, fordi du er turist.
Et lille stykke mod syd skuer Royal Palace, kongeslottet (med den tidligere konge, Norodom Sihanouk, der døde i 2012, vinkende fra en kæmpe plakat), ud over floden (mere om Royal Palace i et senere indlæg). Og trafikken, som ellers er kaotisk og tæt nok gennem det meste af Sisowath Quay-gaden, går konstant i hårknude her. Ikke mindst om søndagen, hvor store mængder af landbefolkningen besøger kongeslottet for at hylde deres konge, Norodom Sihamoni.
Sexturisme for fuld udblæsning
Drejer du ned ad sidegaderne, især Street 130 og Street 136, træder du direkte ind i party-land med bar efter bar og fuld knald på musikken. Men du kommer også lige lukt ind i red light district, hvor barerne bærer navne som Horny Bar, Happy Man Bar og Candy Bar og har ‘varerne’ udstillet udenfor: flokkevis af meget unge, meget letpåklædte cambodianske kvinder.
Der er tydeligvis masser af kunder, både asiatiske og vestlige mænd. Sexturismen er voksende i Cambodia, både fordi mange er fattige, og fordi Thailand har strammet op, især i forhold til pædofile. Der skulle være 15.000 illegale prostituerede i Phnom Pehn, og regeringen vender angiveligt det blinde øje til. Det var deprimerende at bo i området og dagligt, på alle tider af døgnet, støde på vestlige mænd (den ene mere overvægtig og kikset (og ofte også småfuld) end den anden) med små, unge khmerkvinder på slæb. Og så er vesterlændingene åbenbart ikke den største kundegruppe
Tre fjerdedele af dem, der udnytter børn seksuelt i Cambodja, er cambodjanske statsborgere, hvoraf en stor del er lokale rejsende. Udenlandske turister står ’kun’ for den sidste fjerdedel af misbruget, og her menes statsborgere fra andre asiatiske lande at udgøre den største andel.
Politiken, 24. maj 2016
Når vi drev længere væk fra floden, slap masse- og sexturismen sit tag i kvarteret, og vi kunne fortrænge den på smårestauranter med khmer-mad til fornuftige priser.
Klik på billederne for at se dem i større format
Phnom Pehn set fra flodsiden
Phnom Pehn har over 2 millioner indbyggere, og nogle af dem bor i små både langs Tonle Sap- og Mekong-flodens bredder, floderne mødes i byens sydlige del. En eftermiddag sejlede vi ud på floderne for også at se byen fra den vinkel. Her kom vi helt tæt på ‘bådfolket’, som har hele deres hjem i de små både (og måske en cykel (eller hest!) stående på flodbredden).
Det er lidt grotesk det her, sagde jeg til Niels, mens vi sejlede forbi, studerede fiskende mennesker, vinkede til vinkende småbørn og smugkiggede gennem kameraet ind i bådfolkets minimalistiske hjem. Jeg ved ikke, hvad de mennesker tjener, og jeg ved ikke, hvor lidt eller meget de lever for. Men jeg er sikker på, at de 25 US$ (ca. 180 dkr.), vi ofrede på en time med en private boat (en hel turbåd!), ville være en lille formue for dem. Og vi havde bare snuppet muligheden for den private eftermiddagssejltur uden at tænke længe over det, og blot fordi vi ikke ville vente til næste ordinære afgang ved solnedgang – det var gråvejr og småregnede nu og da, så vi havde ikke stor fidus til, at der ville blive en solnedgang. Der skal ikke så meget til, at livsvilkår bliver sat i relief.
Phnom Pehn er selvfølgelig meget mere en riverfront-området. Det fortæller jeg om i et senere indlæg. Så … stay tuned 🙂