Omkring 1.400 kilometer syd for Buenos Aires og i Patagonien ligger halvøen Península Valdés. Dér holdt min datter og jeg jul i år. Mange rejsende, der besøger Península Valdés, bor inde på fastlandet i byen Puerto Madryn små 1,5 times kørsel væk. Men vi valgte at bo i halvøens eneste by, Puerto Pirámides, som har under 500 indbyggere.
Puerto Pirámides ser ud til udelukkende at leve af turister, så her er primært overnatningssteder, små restauranter og caféer, turudbydere og et par souvenirbutikker. Men også en skole, et lille hospital og en brandstation (drevet af frivillige). Vi var i Puerto Pirámides fra den 23. – 26. december, og vi fandt ud af, at en hel del af byen lukker ned, når det er jul. Men det lykkedes os da både at få mad og komme på udflugter 😉
Naturoplevelser i verdensklasse på Península Valdés
Península Valdés er på Unescos verdensarvliste og er et af de fineste vildtreservater i Sydamerika. På halvøen, som for en stor dels vedkommende er ørken, bor bl.a. søløver, søelefanter, pingviner, guanacos (en lama-art) og masser af havfugle. Og fra juni til midtdecember er der hvaler og spækhuggere omkring halvøen, som er 3.600 km2 stor og har over 400 km kystlinje.
På tur for at kigge på dyrelivet på Península Valdés
Juleaftensdag tog vi med på en tur ud på halvøen for at studere dens dyreliv. Turen gik til Punta Cantor på østkysten og til Punta Norte, hvor der er en søelefantkoloni.
Det tager omkring 45 minutter at køre af de bumpede grusveje fra Puerto Pirámides til Punta Cantor. Landskabet er fladt og ret goldt, da halvøen jo er et ørkenområde, men langs (og på) de øde veje dukkede der ofte dyr og fugle frem. Især så vi mange guanacoer (lama-art), nanduer (en lille struds) og hele familier af martineta-fugle. Det var ikke til at tage ordentlige fotos fra minibussen, skønt chaufføren ofte stoppede for at lade os 5 rejsende nyde synet af dyrene.
Klik på billederne for at se dem i større format
Til gengæld var der rig mulighed for at fotografere ved Punta Cantor og Punta Norte, både magallanic-pingviner, søelefanter og søløver. Og de andre dyr, der krydsede vores vej på stierne. Lige inden vi skulle stige på minibussen for sidste gang, kom en langhåret armadillo sågar pilende lige hen mod os.
Turen kostede os 1.200 pesos (ca. 550 dkr) pr. person og varede ca. 5 timer. Der var en engelsktalende guide med, som undervejs fortalte om dyrelivet på Península Valdés.
En vandretur til Punta Pirámides
Receptionisten på vores hotel fortalte den første dag, at man kan gå ud til en søløvekoloni på Punta Pirámides, det tager ca. en times tid fra Puerto Pirámides. Og da vi ikke havde noget bedre at foretage os den dag, tog vi de gode sko på og gik ud af byen, til vi mødte den natursti, vi havde fået beskrevet.
Klik på billederne for at se dem i større format
Man går af naturstien gennem den stride ørkenbevoksning og op over højene omkring byen. Der er en rigtig fin udsigt herfra. Stien ender ved en uasfalteret vej, og den fulgte vi de næste 2-3 km og endte derefter ganske rigtigt ved Loberia Pirámides på Punta Pirámides. Her holder en masse søløver til, og da det er parringssæson, var der en del larm og ballade blandt dem. Som alle andre steder på Península Valdés bliver dyrene også her beskyttet mod os nysgerrige mennesker, så man kan kun iagttage dem fra platforme.
At snorkle blandt søløver (lobos marinos)
I hval-sæsonen (juni til midtdecember) er den store attraktion at tage på whale watch-ture. Men hvalerne var rejst, 14 dage inden vi ankom, så det gik vi glip af. I stedet valgte vi at tage på en snorkeltur til en søløvekoloni.
Vi forhørte os hos 3 forskellige turudbydere, og prisen var præcis den samme alle steder: 2.000 pesos (ca. 902 dkr.) pr. person, hvis du betaler kontant. 2.300 pesos (ca. 1.037 dkr.) med kreditkort. Det er en pænt pebret pris, hvis du spørger mig. Men vi valgte alligevel at gøre det, fordi det lød for spændende at komme til at svømme mellem søløver.
Så juledags eftermiddag trak vi i våddragter og sejlede ud i en lille motorbåd sammen med en skotsk kvinde, en argentinsk familie fra Buenos Aires og vores snorkleguide (og hans mor, der var på julebesøg). Efter en sejltur på omkring 20 minutter kom vi frem til søløverne, lobos marinos hedder de heromkring. Hætter, snorkelmasker og svømmefødder kom på, og så hoppede vi i vandet omkring to klipper, hvor søløverne lå og solede sig.
Søløver er nysgerrige dyr, så der gik ikke længe før nogen af dem hoppede i vandet for at kigge nærmere på de mærkelige besøgende. Der var en del bølgegang, og jeg er ikke en erfaren snorkler (ej heller specielt bidt af det), så jeg holdt mig på den side af klipperne, hvor strømmen var svagest. Og det var en fejl, fandt jeg bagefter ud af, for jeg fik ingen nærkontakt i vandet med søløverne, men kunne derimod nyde synet af dem på klippen lige foran mig. Rebecca derimod kom helt tæt på de nysgerrige søløver i vandet.
Blæsten tog til, og vi blev kaldt tilbage til båden. Vi nåede præcis at komme tilbage til Puerto Piràmides, inden det var blæst så meget op, at det kunne være farligt at sejle rundt ude i Golfo Nuevo. Alt i alt varede turen 2,5 time.
Er det værd at rejse til Península Valdés og bo i Puerto Piràmides?
Jeg synes, det har været værd at rejse til Península Valdés, og jeg er rigtig glad for, at vi valgte at bo i Puerto Piràmides (selv om byen var ret død i julen). Vi tilbragte nogle timer i Puerto Madryn, inden vi kørte i lufthavnen på hjemvejen. Det er en havneby med ca. 74.000 indbyggere, så det er en helt anden oplevelse end lillebitte, fredelige Puerto Piràmides. Og bor man her, skal man bruge 1,5 time på at komme til og fra nationalparken på halvøen.
Klik på billederne for at se dem i større format
Men, som det vist også fremgår af det foregående, det er en dyr fornøjelse at opleve Península Valdés. Og at bo i Puerto Piràmides. Byens butikker, restauranter og turudbydere har monopol på at sælge dig noget – der er ikke andre steder at gå hen – og prisen er derefter.
Men når det er sagt, så ville jeg ikke have været oplevelsen foruden!
Sådan kommer du til Puerto Pirámides på Peninsula Valdés
Det er muligt at flyve til Puerto Madryn, men de fleste fly fra Buenos Aires ankommer dog til Trelew Airport længere sydpå. Herfra er der en lille times kørsel til busstationen i Puerto Madryn, og derfra ca. 1 time og 20 minutter med bussen til Puerto Pirámides.
Da vi ankom med flyet til Trelew, tog vi med en shuttle (Transfer pmy) til busstationen i Puerto Madryn formedes 250 pesos (ca. 113 dkr.) pr. snude. Men vi valgte en langt billigere løsning, da vi skulle flyve retur til Buenos Aires. Nemlig at tage den lokale bus mod Trelew fra busstationen i Puerto Madryn og så bede chaufføren om at slå et slag ind om lufthavnen og sætte os af. Den busbillet koster kun 70 pesos (ca. 31,50 dkr.) pr. person.
Bussen mellem Puerto Madryn og Puerto Pirámides køres af selskabet Mar y Valle, og billetten koster 114 pesos (ca. 51 dkr.). Der er 3 daglige afgange (2 i weekenden) i hver retning. Puerto Pirámides ligger i nationalparken Reserva Faunística Península Valdés, og entrebilletten koster 330 pesos (ca. 149 dkr.) pr. person (udlændinge).