Preikestolen er en af de mest besøgte attraktioner i regionen Rogaland i Sydnorge. Det fascinerende fjeldplateau tiltrækker store mængder af vandrere på alle niveauer – og nu har jeg også været der.
Det er Instagrams skyld! Intet mindre. Hvis ikke det havde været for mit yndlingsfotopushermedie (som jeg dog efterhånden har et noget blandet forhold til efter at være blevet hacket 2 gange på kort tid og har måttet starte forfra – men det er en helt anden historie!), havde jeg ikke stået derude på klippen 604 meter over Lysefjord i Norge i forgårs.
Norge – en blank plet på mit verdenskort
Jeg er ikke en erfaren Norgesfarer, overhovedet ikke. Sidst jeg besøgte den skandinaviske nabo var i 2002 på et minicruise fra København til Oslo, hvor der var små 8 timers ophold. Og ud over et par andre korte besøg i den norske hovedstad har jeg kun været i Telemarken – på skiferie med 9.c i 1980. Norge er faktisk en ret blank plet på mit verdenskort.
Men de seneste år har jeg labbet tonsvis af smukke billeder fra Norge i mig, billeder, som mine norske Instagram-venner har postet. De har vakt lysten til at drage nordpå. Især har jeg fået en helt ubændig trang til en fjeldvandring til fjeldplateauet Preikestolen, Prædikestolen, som ligger nær Stavanger i regionen Rogaland.
Vi kører bare forbi
“Dér vil jeg bare gerne hen en dag!” sukkede jeg i foråret og stak tabletten helt op i ansigtet på Niels, så han ikke skulle overse billedet af Preikestolen.
“Men vi kan da bare køre forbi, når vi besøger min mor til sommer,” sagde han med en skuldertrækning. Hvor svært kan det være?
Bare køre forbi? Det er måske ikke bare. Men dog overkommeligt. Fra min svigermor nord for Frederikshavn er der ikke så langt til Hirtshals. Fra Hirtshals kan man sejle til Kristiansand på lidt over 3 timer og herfra køre til Stavanger. Den tur kan klares på ca. 4 timer, men den tog os noget længere, fordi vi jævnligt skulle ud af bilen og fotografere (sådan er det, når fotonørderne er på tur 😉 ).
Når nu vi var i Stavanger, måtte vi også lige udforske byen en dags tid (det er der et indlæg om her). Og i forgårs tog vi så ud til mine fjelddrømmes mål: Preikestolen.
Preikestolen – fra frostsprængt fjeld til turistattraktion
Predikestolen er en af Rogalands mest besøgte attraktioner. Fjeldplateauet er næsten fladt, ca. 25 x 25 meter stort og rager 604 meter op over havets overflade.
Fjeldplateauet blev formentlig dannet for 10.000 år siden ved frostsprængning, som fik store kantede klippeblokke til at brække af. I gamle dage hed Preikestolen ‘Høveltanna’ (sådan cirka ‘afhøvlet tand’), og den var et kendt landmærke for folk, der sejlede i Lysefjord. Først omkring år 1900 tog den første turist turen til toppen, og i dag besøger omkring 300.000 mennesker hvert år Preikestolen.
Læs evt. mere om Preikestolen hos VisitNorway
Sørg for at komme tidligt af sted til Preikestolen
Vi er ikke vandrere, så det var ikke derfor, vi ville gå turen til Preikestolen. Det var den storladne udsigt, der trak – og muligheden for fede fotos. Men det betød ikke, at vi ikke havde lavet research på turen. Vi vidste godt, at turen er mellem 6 og 8 km tur/retur (opgørelsen af længden varierer alt efter, hvor man leder), tager i omegnen af 4 timer og er fysisk krævende, og at nettostigningen er 350 meter.
Vi havde også læst os til, at man skulle se at komme af sted fra morgenstunden – helst så tidligt som muligt – for at slippe for trængsel på sporet mod Preikestolen.
Planen var at komme med færgen fra Stavanger til Tau kl. 8, men vi var i så god tid, at vi nåede færgen kl. 7.20 (færgen sejler nogenlunde fast med 40 minutters mellemrum). Det var godt! For det betød, at vi var fremme ved Preikestolens Fjellstue og klar til at starte opstigningen kl. 8.37. Og vi var bestemt ikke de eneste. Allerede på det tidspunkt var vi mange, som begyndte at bevæge os opad.
Det er fysisk krævende at vandre til Preikestolen
Hvis man er en erfaren vandrer, er turen op til Preikestolen angiveligt ikke en udfordrende tur. Men for os, som ikke er vant til ‘mosten’, er udfordringen nu okay 😉 Til hverdag træner jeg 3 gange om ugen i fitnesscentret og tænker, at jeg er nogenlunde i form (dog med lidt for mange kilo på sidebenene), men en bjergged, der er skarp på balance, er jeg ikke. Og det påvirker min fjeldvandring.
Men når jeg kiggede mig omkring, var mange mere udfordrede end jeg. Preikestolen er blevet så stor en turistattraktion, at mange vist bevæger sig derop uden at have overvejet nærmere, hvilken fysisk udfoldelse de kaster sig ud i.
Pulpit Rock, som Preikestolen hedder på engelsk, bliver promoveret overalt nede i Stavanger, og oppe i fjeldet hørte vi (næsten) alverdens tungemål. Men vi så også rigtig mange mennesker, der så ud, som om de var overraskede over, hvor hårdt det var at kæmpe sig op over klippesporet.
På Predikestolen med smartphonen i højeste selfie-alarm
Niels og jeg holdt en pæn fart mod toppen, men vores akilleshæl er alle fotostoppene, så det tog os 2 timer og 3 minutter, før vi nåede Predikestolen. Den er spetakulær! Også i den grad. Men stedet stressede mig også ret vildt.
Vi bevægede os alle rundt på et forholdsvis lille areal der langs kanten af fjeldet. De fleste steder med et frit fald mod Lysefjorden på 604 meter. Men mange virkede, som om de fjumrede rundt med hovedet under armen – og smartphonen i højeste selfie-alarm. Jeg blev simpelthen skræmt af at kigge på folks adfærd, og selv om jeg selvfølgelig skulle foreviges ude på Preikestolen, skulle det på ingen måde være helt ud på kanten. Havde der været få mennesker, havde jeg måske turdet, men det ukontrollerede mylder skræmte mig.
Nedstigning, mens en menneskestrøm myldrede op
Vi troede, at der var mange turister på Preikestolen, da vi kom derop lidt over halv elleve forleden. Men vi tog fejl, kunne vi se, da vi en halv times tid senere begyndte nedstigningen. Da var den opadgående menneskestrøm stærkt stigende.
Det begyndte at regne, da vi begyndte at gå ned fra Preikestolen, og det blev ved i variende mængde den næste lille time. Det gjorde ikke nedstigningen, som for mig er det hårdeste, rarere.
Men det var næsten værre, at store mængder af mennesker var på vej op. På lange stræk var der tæt trafik på sporet, og mange af de opadgående havde mere travlt med at tilkæmpe sig plads end at tage hensyn til, at andre var på vej ned.
Alt i alt var vandreturen til Preikestolen det hele værd, for det er et spetakulært sted. Vi brugte i alt 4,5 time på turen. Men oplevelsen blev skæmmet af turistmængden og manges manglende hensyntagen til andre.
Det bedste råd, jeg kan give dig, hvis du vil vandre til Preikestolen, er: Kom af sted. Men gør det, før fanden får sko på. Så slipper du for trængsel på stierne.
Bonusinfo
Læs også mine 6 gode råd om at vandre til Preikestolen i Norge
Du kan også få flere oplysninger om at vandre til Preikestolen på UT.no
6 kommentarer til “Preikestolen, storslået turistmagnet”
Tak for en godt og oplysende indlæg Bente. Jeg er også blevet fristet, efter jeg har set alle de smukke billeder på IG og du har bestemt, også fået nogle smukke billeder i kassen 🙂
Hmm tror jeg ville blive lidt frustreret over alle de mennesker. For jeg havde heller ikke hørt om Preikestolen, før jeg begyndte på IG men jeg er åbenbart ikke den eneste der er blevet fristet og desværre er det åbenbart også blevet overrendt. Det glæder mig dog at i havde en god tur og synes det var anstrengelser værd 😉
/Annette
Tak for din kommentar, Annette. Det var bestemt anstrengelserne værd at vandre til Preikestolen, udsigten er bjergtagende! Men jeg havde nok ikke helt forestillet mig, at der ville være SÅ mange mennesker. Det var stressende ?
Ja øv det kan jeg godt forstå men dejligt at der var anstrengelserne værd 😉
Det var det, Annette 🙂
Fin lesing, Bente. Det er et spektakulært sted 🙂 Flotte bilder du har tatt også 🙂
Mange tak, Laila. Ja, det er et helt specielt sted!