Roadtrip i Jujuy-provinsen i det nordvestlige Argentina

Den bedste måde at udforske Argentinas nordligste provins Jujuy på er i bil, så du kan stoppe hver gang, der er noget, du bare må se. Det er præcis, hvad vi netop har brugt 5 dage på.

Den 3. januar om formiddagen tumlede Niels og jeg ud af en natbus i Salta, hovedbyen i Salta-provinsen i Argentina. Vi havde lige brugt 14 timer på at blive transporteret dertil fra Corrientes. Så snart vi havde fået vores bagage, hoppede vi på en taxa og satte kursen mod lufthavnen.

I Saltas lufthavn skulle vi 2 vigtige ting: hente den bil, vi havde lejet, og mødes med min datter Rebecca. Rebecca skulle nemlig med på vores roadtrip op igennem Argentinas nordligste og bjergrige region Jujuy — der hvor både lama og quinoa er almindeligt på spisekortet.

Vi har kørt rundt i 5 dage i Jujuy-provinsen (og nu er Rebecca fløjet hjem til Buenos Aires igen, og Niels og jeg er kørt videre med bilen mod syd til Cafayate). Men her følger en fotorejse gennem Jujuy-provinsen … med lidt færre ord end jeg plejer at bruge 😉

Provinshovedstaden Jujuy
I 1.200 meters højde over havet ligger provinshovedstaden Jujuy med omkring 270.000 indbyggere. Her blev vi den første nat. Vi vidste, at vi undervejs på vores roadtrip skulle op at bo i små 3.000 meters højde – og skulle på ture op i over 4.000 meters højde. Og det er vigtigt ikke at stige for hurtigt, hvis kroppen også skal kunne følge med (det ideelle er 500 meter pr. dag), og man vil undgå højdesyge.

Jujuy er ikke superinteressant. Vi brugte et par timer på at udforske byen og følte ikke, at det havde været nødvendigt med meget mere tid. Men vi har nu lært, at de 3 vise mænd kom på lamaer, da Jesus blev født — det viste det kæmpestore krybbespil foran Jujuys katedral i hver fald 😀

Lagunas de Yala, Parque Provincial Potrero de Yala
Det er altid hyggeligt med en god udsigt til sin frokost. Så da vi kørte nordpå fra Jujuy, forlod vi hovedvejen (RN9) i Yala og snørklede os op gennem de grønne bjerge for at besøge Lagunas de Yale.

Søerne ligger i et naturområde, der er beskyttet af provinsen. Ikke mange andre end os havde bevæget sig herop, mest nogle lokale lystfiskere og en flok græssende køer.

Purmamarca og Cerro de los Siete Colores
Der bor ca. 500 mennesker i lille Purmamarca i 2.190 meters højde. Men det føltes, som om mindst dobbelt så mange turister også havde lagt vejen forbi. Mange var der i hvert fald! Purmamarca var vores base i de næste 2 dage, og heldigvis havde vi booket hotel i den lille bys udkant, som vi slap for det værste turisthurlumhej.

Cerro de los Siete Colores, bjerget med de 7 farver, har gjort Purmamarca så populær — og det er smukt, selv om det kun er et enkelt sted, alle farverne kan ses på en gang.

En formiddag gik vi en tur på ca. 3 km rundt om hele bjerget — og turen var hvert et skridt værd.

Quebrada de Humahuaca
Når man kører fra Jujuy og nordpå mod grænsen til Bolivia — og det var præcis, hvad vi gjorde — kører man gennem Quebrada de Humahuaca, Humahuaca-slugten eller -dalen.

Det er et barskt og mange steder tørt og forblæst landskab, men også meget smukt med bjerge, som hele tiden har forskellige farver. Nogle er rustrøde, nogle rosa, andre er hvidlige og andre igen grønne eller med nuancer af de øvrige farver. Det er mineraler og metaller, der giver bjergene deres farver, og imponerende Quebrada de Humahuaca er på UNESCOs verdensarv-liste.

Salinas Grandes i Argentina
Et must-see, når man er i Salta- og Jujuy-provinserne i det nordlige Argentina, er Salinas Grandes. Salinas Grandes er 212 km² saltsø. Saltet er op til en halv meter tykt på søen, men der er mange våger og skrøbelige steder, så man skal have en guide med, når man kører derud.

For 300 pesos (ca. 115 dkr.) kom vi ombord i en anden bil og tog på en 45 minutters tur ud på saltet med en guide. Det er en helt vild oplevelse at være derude, og det er vigtigt at tage solbriller på for ikke at blive blændet. For os nordboer ligger sammenligningen med en frossen sø lige for, når vi skuer ud over saltet.

Tilcara
Byen Tilcara er manges valg som base i Quebrada de Humahuaca. Niels og jeg var tidligere på vores rejse blevet advaret om, at både Tilcara og også Humahuaca længere mod nord skulle være meget turistede, så vi havde i stedet booket overnatning i den lille by Uquiá. Men vi tilbragte en enkelt eftermiddag i Tilcara.

I Tilcaras udkant ligger Pucará, en rekonstruktion af et før-columbiansk fort. Vi besøgte Pucará (pris: 150 pesos pr. person (ca. 58 dkr.)), men jeg kan ikke anbefale stedet, hvis du skulle komme forbi.

Det er et makværk af en rekonstruktion, hvor man har prøvet at få ruinerne til at se ‘pæne’ ud, i stedet for at lade dem være de ruiner, de er. Formidlingsniveauet var heller ikke imponerende. Men der var mange imponerende kaktus at fotografere 😉

Uquiá
Landsbyen Uquiá ligger i 2.818 meters højde. Her er ganske få steder at spise og sove, når man er rejsende. Men det ser ud til, at en del turister stopper her. Sikkert fordi Lonely Planet omtaler byens 1600-tals kirke … og ikke mindst malerierne med bevæbnede engle i renæssancetøj.

Og nej, jeg har ingen fotos, beklager. Vi blev skarpt iagttaget af en mand, som overvågede, at vores kameraer ikke overtrådte kirkens fotoforbud.

Vi havde valgt at overnatte i Uquiá de sidste 2 nætter af vores nordvestlige roadtrip. Vi havde lejet en cabaña, en hytte, som havde den skønneste udsigt lige på dørtrinet.

Oppe i højderne — uden højdesyge
Alting blev lidt hårdere fysisk, jo længere vi bevægede os op i højderne. Og der skulle langt mindre end normalt til at få hjertet til at banke hurtigt og pulsen til at stige. I Uquiá skulle jeg bare gå lidt hurtigt, før det skete. På vej til Salinas Grandes var vi oppe i 4.170 meters højde — og deroppe omkring mødte vi i øvrigt en flok lamaer (dagen inden havde Rebecca og jeg også fået grillet lamakød til aften). Højden var kun kortvarigt, men kunne mærkes.

Jeg havde hjemmefra fået min læge til at udskrive Diamox, som kan forebygge højdesyge. Niels og jeg spiste tabletterne, og det er svært at sige, hvordan vi havde haft det uden. Men der er ikke tvivl om, at vores kroppe ikke kunne præstere, hvad de plejer, uden at hjertet var på overarbejde — selv med medicinsk hjælp.

Coca-blade er i øvrigt almindeligt brugt som forebyggelse mod højdesyge i det nordvestlige Argentina, og de sælges overalt. Det samme gør te og slik med coca-blade. Men jeg har læst, at man skal huske at skille sig af med coca-bladene, inden man rejser videre, for de er forbudte i resten af Argentina og i nabolandene.

Humahuaca og El Hornocal (Cerro de los Catorce Colores)
Den største udfordring min krop kom ud for, var da vi kørte endnu længere nordpå, til byen Humahuaca og drejede mod øst. Vi støvede ud af en lang og bred grusvej — hvor der pludselig dukkede en farverig kirkegård op — og begyndte så at snørkle os op i bjergene. Faktisk helt op i 4.350 meters højde.

Her ligger El Hornocal, de savtakkede bjerge, der indeholder Cerro de los Catorce Colores, bjerget med de 14 farver. Vi har set bjergtagende billeder af dette sted … med blå himmel. Men nu var det sådan, at vejret havde besluttet sig for ikke at belønne os for turen op i højderne. Vi nåede at få et par enkelte skud med lidt blå himmel — og så kom haglvejret og skyerne, der slørede bjergene. Det var 15-16 grader varmt og blæste, så det var egentlig ikke særlig behageligt 🙁

Der går en skrånende sti fra parkeringspladsen og ca. 500 meter frem til en bedre udsigt over Cerro de los Catorce Colores. Der skulle vi selvfølgelig ned, da haglvejret stilnede af, og det gik også okay, selv om hjertet dunkede lidt ekstra. Men den sidste halvdel af stien tilbage mod parkekingspladsen, den der stiger 62 meter, var hårdt arbejde. Sjældent har jeg måttet stoppe så mange gange på et par hundrede meter og hive efter vejret! Der forstod jeg virkelig, hvad det betyder for kroppen, når man kommer op i 4.350 meters højde.

Cerro de los Catorce Colores er imponerende, selv når himlen ikke er blå. Så vi fortrød ikke, at vi var kørt derop.

5 dage i det nordvestlige Argentina
Naturen er ekstraordinær herovre vestpå i Argentina. Og der er en langt stærkere følelse af at være i Sydamerika her, end der fx er i Buenos Aires.

Vi har bevæget os op tæt på grænsen til Bolivia, og både ting og mennesker ligner, hvad jeg forventede at finde der. Det har været 5 fascinerende dage, og jeg er rigtig glad for, at jeg også har set denne del af Argentina. Jeg havde læst, at kun få turister besøger det nordvestlige Argentina. Det passer ikke, ved jeg nu. Men overrendt er her heller ikke.