Tanker om fremtidens rejser

Covid19 har ændret livet og hverdagen for os alle. Der er stadig brug for tålmodighed og udholdenhed – og en tro på, at vi igen en dag kan bevæge os nogenlunde frit omkring i verden uden at være bange for at blive smittet eller smitte hinanden. Men bliver rejselivet mon nogensinde det samme igen? Og tør jeg drømme om at skulle rejse på januarflugt i 2022? Måske …

“Jeg vil drikke gin & tonic og se nogle film, så jeg kan komme i feriestemning.”

“Hvad?” Jeg kiggede undrende på min mand og var ikke helt sikker på, at jeg havde forstået, hvad han sagde. Ordene faldt, da vi var ude at gå i gråt og grumset vejr i dag i Jægersborg Hegn, og Niels havde haft ferie, siden han slukkede computeren d. 23. december. Hvad mente han? Men pludselig faldt tiøren (eller hvad sådan en efterhånden er opgraderet til).

“Vil du så også sove i sofaen i nat?” spurgte jeg. Næ, svarede Niels, han ville sælge sofaen og erstatte den med 2 flysæder.

For det var det, det hele handlede om. En seriøs blues over ikke at skulle rejse nogen som helst steder hen lige nu. Ikke at skulle sove i et ukomfortabelt flysæde i mange timer, ikke at skulle se (mere eller mindre gode) film og få et par drinks, ikke at have udsigt til anderledes og uimodståelige oplevelser i kulturer helt anderledes end lille Danmarks. Til gengæld skal vi tilbringe hele januar i Danmark. Noget vi ikke har gjort siden 2014. Ingen af os er vilde med vinter i Danmark, og især ikke på denne her tid hvor den er mørkest. 2020s december med sit historisk lave antal solskinstimer gør os ikke mere vinterbegejstrede. Det er, som om den december bare har sat trumf på et meget mærkeligt og ubehageligt år.

Når vi en dag igen kan bevæge os nogenlunde frit omkring i verden
Covid19 har ændret livet og hverdagen for os alle, mere for nogen end for andre. Men ingen er gået ramt forbi. Vi har alle levet med usikkerheden om, hvor længe pandemien vil fortsætte – og usikkerhed er noget af det sværeste at håndtere! Med vaccinerne er der håb forude og udsigt til en ende på restriktioner og nedlukninger, men der går stadig mange måneder, før alle er vaccinerede bare her i Danmark.

Så der er stadig brug for tålmodighed og udholdenhed. Og en tro på, at vi igen en dag kan bevæge os nogenlunde frit omkring i verden uden at være bange for at blive smittet eller smitte hinanden med covid19 (og så tør jeg slet ikke tænke på, om der ligger andre grumme pandemier og venter på os, som nogle forskere forudsiger). Men jeg tror aldrig, at livet bliver helt det samme igen. Heller ikke rejselivet.

Menneskemylder føles skræmmende nu
For et år siden, nytårsaften 2019, var Niels og jeg i Hanoi. Vi var lige landet om eftermiddagen, og i vores jetlaggede tilstand spiste vi middag på en restaurant og bevægede os så ud i byen. Vi boede i nærheden af Hoàn Kiếm-søen og havde læst, at der var nytårsfyrværkeri der. Det vidste alle andre i Hanoi åbenbart også! Der var så mange mennesker på vej mod søen, at vi gik helt tæt sammen og i sneglefart og af og til måtte kravle over parkerede motorcykler for at komme frem. Efter et stykke tid opgav Niels og jeg og kæmpede os hjem til hotellet – mod strømmen. At tænke på det menneskemylder og den trængsel i dag efter at have levet med coronarestriktioner og afstand i snart 10 måneder er næsten skræmmende. Og i hvert fald som at tænke på en helt anderledes verden.

Jeg ved ikke, hvor længe der vil gå, før jeg atter vil være tryg ved at rejse (langt) ud i verden. Men jeg rejser i hvert fald ingen steder, før jeg er vaccineret. Og i fremtiden kommer jeg også til at kigge på, hvor velfungerende (eller ej) en destinations sundhedsvæsen er – sådan vil mange andre rejsende også tænke, viser undersøgelser. Sundhedsvæsner har jeg ikke skænket mange tanker før, måske fordi jeg (ret naivt) har tænkt, at det ikke var noget, jeg ville få brug for.

Måske skulle jeg have besøgt en læge …
Efter nytåret i Hanoi sidste år rejste Niels og jeg med tog og bus til Laos, hvor vi tilbragte en stor del af januar i år. Laos har Sydøstasiens dårligste, mest primitive sundhedssystem, så dårligt, at laoterne tager til Thailand, når de bliver syge, hvis de på nogen måde har råd. Det havde jeg ikke tænkt over, inden jeg rejste, og jeg fandt også først ud af det, da flere laoter undervejs fortalte mig om det. På en af rejsens første dage smækkede en metaldør med en knivskarp underkant lidt for hurtigt i og efterlod mig med en lang og dyb flænge i min højre hæl. Jeg undlod at opsøge en læge eller tage på hospitalet (selv om der nok burde have været fagfolk på). I stedet klarede jeg det selv med medbragt desinfektionsmiddel og masser af plaster. Det dybe sår helede langsomt, jeg undslap heldigvis infektion, men er stadig indehaver af et ca. 3 cm langt ar.

Et dybt sår kan jeg selv klare (selv om det måske var en smule uansvarligt …). Men hvad nu, hvis jeg blev ramt af en sygdom som covid19? Ville jeg kunne få behandling? Ville det være trygt? De tanker kommer til at fylde i fremtiden i mit hoved, når jeg tænker på at rejse ud. Også selv om jeg har en god rejseforsikring.

Jeg vil gerne ud at møde verden igen
Eller hvad hvis det land, jeg er rejst til, lukker ned (måske fordi den der næste pandemi er dukket op)? Da jeg i april så Horisont på DR om danskerne, der blev fanget i Peru, da landet coronalukkede, tænkte jeg: Det kunne have været os! Vi rejser på helt samme måde. På egen hånd. Med offentlig transport og jævnligt væk fra alfarvej. Uden en fast rejseplan hjemmefra. Jeg håber, at vi tør blive ved med at rejse på den måde (det siger Niels, at vi gør!) – for det gør mig glad og får mig til at føle at oplevelsen er autentisk og lystpræget.

Jeg hader at være den småskræmte kylling, jeg er nu! Hende, der er en smule bange for verden. For jeg vil gerne snart ud at møde verden igen. 2020 har givet mig både en længere og mange korte ture rundt i Danmark samt lange daglige gåture i naturen. Men at rejse ud udvider min horisont og sætter mit liv i denne privilegerede del af verden i perspektiv. Og jeg savner det! At rejse er for mig også at møde andre mennesker – både andre rejsende og lokale – og få indblik i deres liv. Og jeg savner det! Så hold nu op, hvor vil jeg ønske, at jeg omkring nytårsaften 2021 atter er på vej ud på en rejse, som skal vare hele januar. Og at jeg om et år ikke behøver at gå ude i skoven og have mærkelige samtaler med min ligeså rejselystne mand.

Og nej, Niels tilbragte faktisk ikke eftermiddagen med G&T og film i sofaen (som heller ikke bliver byttet til flysæder), mens han drømte om tidligere oversøiske rejser 😉