Tanker om sommerferie – nu og engang

For mange er sommerferien årets vigtigste ferie. Men det er i skred i takt med, at mange er begyndt at rejse mere. På alle tider af året. Hvad en sommerferie er, og hvad den skal indholde, har ændret sig en hel del igennem mit eget liv.

Sommerferiesæsonen er på sit højeste lige nu. Men hvad skal en sommerferie indholde? Skal den holdes i Danmark? Eller skal man rejse ud i verden? Skal turen gå til Sydeuropa, eller skal den gå langt ud over Europas grænser?

Min barndoms sommerferier
Da jeg var barn i 70’erne, var sommerferie i mange år lig med 14 dage i det samme lejede sommerhus i Rågeleje (min mormor kendte ejerne). Det var et fint sted, og somrene var jo altid fulde af dybblå himmel og solskin ad libitum, da jeg var barn … eller … 😉

Sommerhusferien var dog ikke særligt spændende at fortælle om, når jeg genså klassekammeraterne. De havde været på charterferier, bilferier og andre interessante udflugter til eksotiske steder – sådan lød det i hvert fald i mine ører – udenfor Danmark. Den slags var der ikke råd til hjemme hos os.

Mine forældre tog ofte min lillesøster og mig med rundt til seværdigheder og museer. Men de havde ingen bil, så bevægelsesfriheden var indskrænket, og vi forlod sjældent hovedstadsområdet. Faktisk kunne mine besøg i Jylland tælles på maks. 2 hænder frem til 2002, hvor jeg mødte min nuværende mand Niels og fik jysk svigerfamilie.

De første ture ud i Europa
Ud over ture med færgerne fra Tuborg Havn til Landskrona, en enkelt endagsbustur til Tyskland og et minicruise til Oslo satte jeg ikke fødderne udenfor Danmark før i sommeren 1979. I anledning af min konfirmation tog mine forældre nemlig min søster og mig med på en 14-dages busrejse(!) til Sydengland.

Året efter var jeg ude at flyve for første gange – helt alene. Jeg var 15 år og havde selv sparet sammen til 3 ugers sprogrejse til Brighton. Jeg var en passioneret brevskriver i de år og havde pennevenner mange forskellige steder. Så den sommer var jeg også ’feriebarn’ hos min tyske penneveninde Christine i Bad Schwartau i Nordtyskland. Det var hamrende spændende at tage på ferie alene og tale tysk med en tysk familie. Meget mere spændende end de 2 gange jeg var med mine forældre på busrejse til Harzen i start-80’erne. Størstedelen af rejseselskabet var pensionister.

Jeg forlod barndommen med en uopfyldt trang til at rejse
Min barndoms sommerferier var ikke dødkedelige. Men jeg forlod dem med en uopfyldt trang til at rejse. Det kom min første mand til at bøde for. Han rejste meget (primært i Afrika) med sit job og efterlod mig alene hjemme i lange perioder. Han syntes ikke selv, han havde det store ferierejsebehov, men jeg var af en anden mening og ‘tvang’ ham ud på diverse sommerferier.

Altid arrangerede vi rejserne selv – om vi så cyklede i Danmark (fx fra København til Skagen), Holland eller England, var ø-hoppere i Grækenland eller nysgerrige tilskuere i Bukarest få måneder efter Ceausescus fald. Det var den sommer (1990), hvor Iliescu på brutaleste vis satte minearbejdere ind for at nedkæmpe protest-demonstrationerne over hans indsættelse som præsident. Ærlig talt var det lidt skræmmende at være i Bukarest i de sommerdage.

På cykelferie og til Thailand med et lille barn
I september 1992 blev min datter Rebecca født, og året efter var hun på sin første sommerferie. En cykel-campingtur til Langeland og Sydøstfyn med Christianiaanhængeren som cykelbarnevogn (sådan gjorde vi også i hverdagen, for vi var billøse). Det var en sommerferie, hvor meget druknede i bleer og babymad – og ikke en ubetinget succes.

Siden fik Rebecca meget mere luft under vingerne, end cyklen kunne klare, og helt ulig sin mor kom det at rejse, også at rejse langt, til at blive en del af hendes barndom. Måske blev hendes rejsetrang og udlængsel grundlagt dengang 😉

Vores første lange fælles rejse begav vi os på i 1994. Til Hat Yai i Sydthailand. Her var hendes far udstationeret, og her tilbragte vi en 2 ½ måned lang ferie, som også inkluderede en rundrejse i Thailand og et smut til Malaysia (hvor Rebecca fejrede sin 2 års-fødselsdag).

Udlandsrejser i sommerferien holdt op med at være vigtige
Jeg blev bidt af at rejse langt og længe på den tur. Men jeg var også speciale-studerende og på en SU, som var lige ved at løbe ud, så der gik lidt, før det lykkedes igen.

Dengang skete der også det, at det at rejse i sommerferien ikke blev vigtigt for mig. Faktisk har jeg kun været på få udlandsrejser i sommerferien siden dengang. Da Rebecca var lille, snuppede vi en enkelt gang en superbillig afbudsrejse til Samos lige på kanten af skolesommerferien. Men ellers blev vi i Danmark (og ofte hjemme) om sommeren.

Når jeg en sjælden gang har været på udlandsrejser i sommerferien, har jeg oftest fortrudt. Som fx da Rebecca og jeg tog til Paris i august 2008. Bagefter lovede vi hinanden at holde os fra rejser til populære rejsemål, mens alle de andre også holder ferie!

Mon ikke det er på tide at blive skilt?
Derimod har jeg været politisk ukorrekt nok til hive min datter ud af skolen og rejse med hende på andre tider af året. Den første gang var i september 1999. Rygsækken blev pakket, og så tilbragte Rebecca og jeg en uge i New York og 3 i Californien, alt imens jeg spekulerede over, om det ikke snart var på tide at blive skilt fra hendes far (det var det!).

Da jeg blev enlig mor, havde jeg egentlig ikke råd til at rejse. Men jeg prioriterede at rejse over en del andre ting, så det blev bl.a. til en tur i 2002 til Australien, hvor Rebeccas børnehaveveninde bor. Den tur faldt også udenfor skoleferien.

Ferie i den sammenbragte familie
Siden blev Rebecca og jeg en del af en sammenbragt familie, da jeg mødte Niels. Pludselig var vi 2 voksne og 3 børn – som på ingen tid blev til voksne, når vi taler priser, fordi de fyldte 12 år på stribe. Derfor var det ofte en udskrivning at skulle noget sammen allesammen.

Det viste sig desuden snart, at der lynhurtigt blev ujævn stemning og knastet samvær, når hele den sammenskrabede familien drog på udflugt sammen. Så vi gjorde aldrig forsøget med en fælles udlandsrejse i sommerferien. Derimod begyndte vi, som årene gik, at tage på kortere rejser med hver vores børn i sommerferien.

Men den sammenbragte familie er også altid kørt på familiebesøg i Nordjylland om sommeren. Nogle gange os allesammen, nogle gange kun nogen af os. Og Niels og jeg gør det såmænd stadig. For det er en superhyggelig tradition at tage på miniferie hos min svigermor, og sommer i Danmark er bestemt ikke at foragte. Selv om vejret langtfra altid er med os.

Rejsefrihed som empty nesters
Niels’ og mine sommerferier er efterhånden blevet nogle korte ferier, maks. et par uger. For vi sparer på feriedagene, så vi kan rejse langt og længe om vinteren. Vores børn er for længst flyttet hjemmefra, og som empty nesters, os med ‘den tomme rede’, har vi en frihed i rejseplanlægningen, som vi holder meget af.

Ingen af os har en forkærlighed for mørke, korte dage, kulde, sne og sjap. Så vi forlader med glæde den danske vinter i en måneds tid og søger mod varmere himmelstrøg. Det har vi nu gjort i 4 år, og vi har ingen planer om at ændre den ’vane’. Om det er vinterferie eller sommerferie, vi holder, er ikke til at sige. Men vi nyder det 🙂

Hvordan har du det med sommerferier? Er det kun en rigtig ferie, hvis der er en udlandsrejse indblandet? Eller sværger du til Danmark som ferieland? Eller holder du måske slet ikke sommerferie?