Forrige søndag slog vi øjnene op midt i Trollhättan centrum. Byen var lige så stendød, som fordommene foreskriver, at en svensk (eller dansk) provinsby skal være på en søndag. Men vi fik alligevel vristet et par oplevelser ud af byen.
Min mand Niels og jeg havde valgt at lægge vejen forbi den svenske by Trollhättan ved Göta-elven på vores vej hjem fra miniferien i Norge. Fordi byen ligger forholdsvis tæt på Strömstad, som vi var sejlet til fra Sandefjord i Norge, og fordi ingen af os nogensinde havde været der. Nå ja, og så fordi vi gerne ville opleve Trollhättefallen, vandfaldet.
Men vandfaldet får først lov at falde kl. 15, så vi skulle finde noget at opleve inden da.
Kopparklinten
Bykernen var ualmindelig dvask, så den fik vi hurtigt nok af. Vi hoppede i bilen og kørte ned langs Göta-elven, primært for at få overblik over, hvor det præcis er, man skal være for at opleve Trollhättefallen (vastsverige.com er ret uldne i sin kommunikation!).
Og så var det, vi stødte på Kopparklinten. Kopparklinten er et udsigtspunkt, som giver et flot vue ud over Trollhättan og Göta-elven – og det gjorde jo ikke noget, at solen stadig skinnede på det tidspunkt.
Fra parkeringspladsen på Landbergsliden er der ca. 300-400 meter at gå af stien til Kopparklinten (ingen strabadserende vandreture her 😉 ).
Saab Bilmuseum
Engang producerede Saab biler i Trollhättan og var en dominerende virksomhed i byen. I dag har den hedengangne svenske bilproducent (Saab Automobile) et bilmuseum i byen. Der tog vi hen.
Saab (Svenska Aeroplan AB) begyndte at producere fly i 1937. Men i 1945 besluttede man at udvide produktionen med biler. Prototypen af den første bil, Saab 92, stod klar i 1946, og i 1949 begyndte serieproduktionen af biler i Trollhättan. Saab gik konkurs i 2011.
Biler siger mig sådan cirka ingenting. Jeg kan ikke køre (har aldrig haft kørekort), bliver let køresyg og ved knap, hvilken bil vi har (men det er i hvert fald ikke en Saab 😉 ). Ærlig talt falder jeg vist pladask udenfor målgruppen hos Saab Bilmuseum (når jeg kiggede mig omkring på museet, tænkte jeg, at jeg også havde det forkerte køn). Men museet slår på, at det ikke kun handler om biler, men også om design-, kultur- og industrihistorie, så lod jeg mig lokke indenfor.
Klik på billederne for at se dem i større format
Jeg fik nu mest øje på, at museet formidler alverdens data om motorer, karosserier osv. på de forskellige modeller. Det spadserede direkte hen over hovedet på mig (jeg gjorde heller ikke det store for at hænge på). Jeg tror, Saab Bilmuseum er et fint og informativt sted, hvis man er bilentusiast og får et kick af at kigge ned i en totaktsmotor og diskutere cylindernes placering med ligesindede (har sikkert med denne sætning totalafsløret, at jeg intet ved … om biler).
Havde der ikke været så mange fine (især gamle) biler – og racerbiler – at fotografere, havde jeg kedet mig bravt. Niels var mere positiv over sit besøg på bilmuseet 😉 Har du lyst, kan du se hans Saab-billeder her.
Det koster 100 svenske kroner (ca. 78 dkr.) pr. person at besøge Saab Bilmuseum.
Besøg evt. Saab Bilmuseums hjemmeside
Lidt frokost, ly i bilen for regnen, og så var klokken blevet lidt over halv tre. Vi var klar til at tage opstilling på Oskarsbron og vente på Trollhättefallen.
Trollhättefallen
Trollhättefallen er et vandfald i Göta-elven, det har i alt et fald på 32 meter. Elven løber ikke frit i faldet, da der er bygget en dæmning og et vandkraftværk. Kun når portene åbnes, kan man opleve vandets frie fald. Når det sker, fosser 300.000 liter vand ud … i sekundet.
Trollhättefallen er en af de største turistattraktioner i Vestsverige, og selv på en grå julisøndag som denne, hvor regnen lige havde været forbi, var der mange tilskuere på Oskarsbron over elven.
I galleriet herunder kan du se, hvordan det ser ud, når der åbnes for portene, og elven får lov at løbe frit. Der er 6 minutter mellem, at første og sidste billede er taget.
Klik på billederne for at se dem i større format
Det er en spetakulær oplevelse at se vandmasserne komme rullende, når portene åbnes. Men det hele er overstået på 10-15 minutter. Så hvis du kigger forbi Trollhättan for at se Trollhättefallen, gælder det om at være der til tiden. Vil du have en plads i 1. række, er det ikke for tidligt at komme omkring kl. 14.30.
Trollhättefallen – hvornår og hvor?
Der bliver åbnet for sluserne om lørdagen kl. 15 i maj, juni og september. I juli og august er det hver dag kl 15.
Hele sceneriet kan du se fx fra Oskarsbron på Landbergsliden eller fra stierne på højdedraget omkring elven.
4 kommentarer til “Vandfald og Saab i Trollhättan i det sydvestlige Sverige”
HAHA elsker din indledning, Bente 🙂 Super.
Det der bilmuseum ser da spændende ud, det kunne jeg da godt tænke mig at se en dag. Så tak for tip.
Kan stadig huske Trollhättefallen ,selvom det er maaaange år siden jeg så dem. Det var da jeg var barn og var vildt imponeret dengang. Jeg kan da se at de stadig er det 😉
/Annette
Tak, Annette – jeg er glad for, at du kan li’ min søndagsdvaskhedsbeskrivelse 🙂 🙂 – og tak for kommentaren!
Det må have været helt overvældende at se Trollhättefallen som barn, garanteret en meget større oplevelse end at se det som voksen. Selv om det (stadig) er imponerende.
Hvis du er interesseret i biler, er jeg sikker på, du vil hygge dig på Saab-museet.
Haha, hvor crazy! Et vandfald som kun løber én gang om ugen! Fine billeder (som altid) og godt du kan hjælpe dem med at kommunikere klart om, hvor man skal befinde sig for at få det bedste view 🙂
I juli og august bliver vandfaldet nu sluppet løs hver dag, Rebecca 😉 Men jo, det er lidt crazy med sådan et tæmmet vandfald – men også en fantastisk kilde til energi, når vandet køres gennem kraftværket.