5 ting du skal opleve i Ban Lung i Cambodia

Vil du derhen, hvor der er færrest turister i Cambodia, så rejs mod øst. Nogle taler om ‘det vilde øst’, og de fleste aktiviteter herude handler om friluftliv. Et sted, der er værd at besøge, er Ban Lung mod nordøst i Ratanakiri-provinsen, ca. 70 km fra den vietnamesiske grænse. Her er inspiration til, hvad du kan opleve i Ban Lung og omegn – min mand og jeg afprøvede oplevelserne i januar 2017.

Da vi ankom til Ban Lung den 2. uge i januar, kunne vores begejstring for Cambodia ligge på et ret lille sted (hvis du har lyst, kan du læse mere om det i dette indlæg). Faktisk var i hvert fald jeg på det tidspunkt moden til at ændre rejseplaner og fx smutte over grænsen til Vietnam og tilbringe resten af vores empty nester-januarrejse der. Men Niels og jeg blev i Cambodia, og det var godt, for oplevelserne blev kun bedre herfra.

Vi rejste med minibus/mini van fra Stung Treng til Ban Lung, en tur på ca. 150 km, som tog små 3 timer. Vi var lige steget ud af minibussen i Ban Lung, Ratanakiri-provinsens hovedstad, da vi mødte Reaksa og hendes mand Sena. Hun er guide, og han er tuktuk-chauffør. Reaksa taler et ganske godt engelsk (ikke en selvfølge i Cambodia!), og hun kunne tilbyde ture til nogle af de steder, vi gerne ville opleve i Ratanakiri-provinsen, så hurtigt havde vi aftalt oplevelser for de næste 2 ½ dag. Læs om prisen for udflugterne senere i dette indlæg.

Hvad du finder herunder er i store træk, hvad der er at opleve i Ban Lung og omegn.

1. Vandfald omkring Ban Lung

Der ligger flere vandfald rundt omkring i Ratanakiri-provinsen, og dem omkring Ban Lung er forholdsvis lette at komme til, i hvert fald i den tørre sæson hvor de røde jordveje er fremkommelige (læs mere om jordvejene til sidst i dette indlæg). Det er ikke nødvendigt at have en guide med for at besøge Ban Lungs vandfald, du kan selv leje en motorcykel eller få en tuktuk til at køre dig til et eller flere vandfald. Vi kørte med Reaksa og Sena og fik, ud over at se vandfaldene, en hyggelig snak undervejs og masser af info om livet i Cambodia.

Ka Tieng-vandfaldet

Ka Tieng-vandfaldet ligger ca. 7 km sydvest for Ban Lung. En trætrappe fører helt ned til bredden af søen, som det 10 meter høje vandfald strømmer ned i. Det er muligt at gå om bag Ka Tieng-vandfaldet på de våde, glatte, ujævne sten (okay, du kan godt gætte, at jeg ikke gjorde det, ikk’?). Det koster ca. 3.000 riel/0,75 US$ pr. person i entré for at besøge vandfaldet.

Klik på billederne for at se dem i større format
Det første er fra Ka Tieng, de 2 næste fra Ka Chanh

Ka Chanh-vandfaldet

Ka Chanh-vandfaldet ligger ca. 6 km syd for Ban Lung. Der er en gyngende træhængebroen, hvorfra der er en flot udsigt til vandfaldet, som er 12 meter højt. Også her er det muligt at komme helt ned til vandet – og måske snuppe en svømmetur eller tage en pause i skyggen af de store træer. Det koster ca. 3.000 riel/0,75 US$ pr. person at besøge vandfaldet.

2. Kratersøen Yeak Loam

Topattraktionen i Ban Lung er kratersøen Yeak Loam (den var også en af årsagerne til, at vi rejste hertil). Søen er næsten kuglerund (prøv at se den på et kort), og det får nogle til at mene, at den er skabt ved et meteornedslag for mange hundredetusinde år siden. Andre taler om en udbrændt vulkan. Yeak Loam ligger ca. 5 km øst for Ban Lung, og der er også en mindre entré for at besøge den.

Klik på billederne for at se dem i større format

Søen er omkring 50 meter dyb og ca. 800 meter i diameter, og den ligger omgivet af frodig skov. Der er stier, så man kan gå hele vejen rundt om Yeak Loam-kratersøen, og der er også træbroer flere steder, som gør det let at få sig en dukkert i det krystalklare vand. Og sådan en dukkert skulle Niels og jeg selvfølgelig have. Selv om vi havde hørt, at minoritetsstammerne i området tror på, at søens dyb er beboet af mystiske skabninger.

Yeak Loam-kratersøen er et populært udflugtsmål blandt de lokale. Men der er ikke mange kvinder, som bader her (og slet ikke i badedragt), så jeg manglede ikke opmærksomhed, da jeg gik i vandet. Og det skønt jeg ikke engang brugte tovet, som var populært blandt drengene 😉

3. Trekking

Trekking er en populær aktivitet i Ratanakiri-provinsen. De fleste ture er på 2-3 dage og med 1-2 overnatninger, enten i hytter eller telte i naturen eller i minoritetslandsbyer. Vil man trekke i Virachey National Park, som med sine 3.325 km² er et af Cambodias største beskyttede naturområder, skal man på forhånd træffe aftale med nationalparkens Eco-Tourism Information Center. Turene i Virachey National Park er på 2-8 dage. Nationalparken ligger nord for Tonlé San-floden og grænser op til Laos mod nord og Vietnam mod øst.

Vi var mest stemt for en enkelt dags trekking uden overnatning, og sådan en kunne Reaksa arrangere for os i Kalay Jungle. Vi blev hentet om morgenen og kørt i tuktuk 10-15 km til trekkingturens startpunkt. Det viste sig også at være dagens guides hjem. Guiden (hvis navn, jeg desværre har glemt) tilhørte en af minoriteterne, chunchiet, som er de oprindelige beboere i Ratanakiri, hvor de i dag bor side om side med khmererne. Han var en mand midt i 30’erne (og far til 8 børn!) og kendte Kalay Jungle som sin egen bukselomme.

Turen startede med et kort stykke langs den støvede, røde vej, og derefter bevægede vi os ind gennem et område, som tydeligvis blev dyrket. Herefter kom vi ind i tættere bevoksning. Det gik snart både op og ned, nedstigning har aldrig været min force, og det bemærkede guiden (heldigvis) hurtigt. Så macheten kom op af kurven, han bar på ryggen, og han skar et par solide bambusstokke til os, som gjorde det noget lettere at holde balancen. Jeg var også meget begejstret for min bambusstok, når vi forcerede interimistiske ‘broer’ over små vandløb – og jeg slap for at dratte i.

Klik på billederne for at se dem i større format

Guiden stoppede nu og da og samlede ting, han skulle bruge til vores frokost fx citrongræs, søde kartofler og store bambusrør, det hele skulle tilberedes i. Det var varmt (små 30 grader) og fugtigt, og selv i træernes skygge svedte vi bravt, selv om ruten gennem Kalay Jungle ikke var meget fysisk udfordrende (og det var godt, for vi er ikke erfarne trekkere). Ved middagstid kom vi til en lille lejrplads, som også bruges af flerdagsturene.

Guiden tændte bål og gik i gang med at tilberede vores frokost, mens hans 3 hunde, som fulgte os på hele turen, faldt i søvn. Vi snuppede en forfriskende dukkert i bækken, som løb lige forbi og dannede et minivandfald. Men vi måtte også lige nysgerrigt følge med i madlavningen: Bambusrørene blev vasket i bækken, og så blev vand og snittede grøntsager fyldt i et af dem og sat ind i bålet. Vand til kaffe blev kogt i et andet bambusrør (og 3 korte stykker af bambusrørene, der hvor der er bund i dem, blev gemt til kaffekopper). Inden længe var en lækker varm grøntsagsret klar – mestendels tilberedt af ting indsamlet i junglen. Den blev spist sammen med medbragte, kogte ris.

Efter frokostpausen var vi klar til at vandre videre gennem Kalay Jungle, eller rettere slå et sving og begynde hjemturen ad andre stier end dem, vi var kommet af. Et par af de sidste kilometre, inden trekkingturen sluttede, gik vi på øde røde jordveje omkrandset af frodig bevoksning. Trekkingtur var på ca. 20 km og varede i alt omkring 7 timer.

4. Chunchiet-landsby og chunchiet-kirkegård

Chunchiet’erne eller Khmer Loeu (‘højlands-khmer’) er en befolkningsgruppe i Cambodia, som består af flere forskellige undergrupper. Chunchiet dækker begrebet ‘etnisk minoritet’, og de udgør angiveligt omkring 1 % af Cambodias befolkning. I højlandet mod øst, fx i Ratanakiri-provinsen, har de tidligere været befolkningsmajoriteten, men i dag er også mange khmerere flyttet østpå. Chunchiet’erne lever overvejende afsondret fra resten af det cambodianske samfund i primitive landsbyer og har egne traditioner og egen tro, som de nødigt giver slip på, fx animisme og tilbedelse af forfædrene.

Chunchiet’erne begraver deres døde midt i junglen i grave, der ligner små udsmykkede træpavilloner. Den afdøde får sit jordiske gods med i graven, men det står synligt fremme i pavillonen. Når den første ægtefælle i et ægtepar dør, passer den tilbageblevne graven. Men når han eller hun dør og bliver begravet ved siden af sin ægtefælle, ophører vedligeholdelsen af graven, og den går langsomt til. Men graven fortsætter med at være et helligt sted for landsbyboerne.

Vi havde læst, at der havde været episoder, hvor turister havde krænket gravfreden, nogle havde endda stjålet ting fra gravene. Derfor skulle det være svært at få lov til at besøge en chunchiet-kirkegård, og man ville i hvert fald ikke komme i nærheden af det uden en guide. Vi havde en guide. Og hun fortalte, at hun godt kunne arrangere en tur til en chunchiet-landsby, hvor vi også kunne se kirkegården.

Klik på billederne for at se dem i større format

Så vi kørte 45 km i tuktuk ad de røde jordveje og sejlede derefter en halv times tid i en longtail-båd op ad Tonlé San-floden til landsbyen Kaoh Piek. Det første, vi så her, var kvinder, der havde gravet huller på flodbredden. Herfra hentede de vand op, som angiveligt var blevet filtreret af jorden/sandet, og hældte det på flasker, så det kunne bruges i husholdningen. Hjælpeorganisationen Plan International havde godt nok for nogle år siden installeret en vandpumpe i landsbyen, men den var der ingen, der brugte, fortalte Reaksa. Alle skaffede vand på den måde, de altid havde kendt.

Vi kiggede os lidt omkring i Kaoh Piek sammen med Reaksa og Sena, inden vi gik ud på kirkegården. Men landsbyen var ikke et sted, hvor Niels og jeg følte os velkomne. Jeg har senere læst, at chunchiet’erne er sky og ikke bryder sig om fremmede, som iagttager dem eller fotograferer. Landsbyboerne sendte os hvasse, afvisende blikke, og det var ikke til at fravriste dem et smil, ligegyldigt hvor meget jeg smilede. Jeg spurgte Reaksa, om jeg måtte fotografere, og det var helt i orden, sagde hun. Men jeg tror, hun tog fejl, og at jeg overtrådte nogle menneskers grænser, hvilket jeg ikke bryder mig om at gøre!

Den dag besøgte vi også Veun Sai, en kinesiske landsby. Men det besøg er der ikke meget at fortælle om.

5. Ban Lungs marked

Det er en helt gratis oplevelse at besøge Ban Lungs marked (så længe du ikke køber noget). Markedet ligger centralt i byen, tæt på Hovedvej 78. Og hvis du spørger mig, er det ret fascinerende at snuse rundt i sådanne alt andet end strømlinede omgivelser. Markedet består af både et stort udendørsområde og en indendørs markedshal.

Klik på billederne for at se dem i større format

Indenfor i markedshallen er der en uforholdsmæssig stor mængde boder, der sælger guld og ædelstene. Men det er måske ikke så mærkeligt endda. På khmer betyder Ratanakiri  nemlig stedet med ædelsten og bjerge, og provinsen er kendt for sine miner. Minerne er efterhånden temmelig tømte, og selv om der stadig bliver arbejdet i dem, sagde vi i øvrigt nej tak til en (dyr) udflugt til en af dem. Vi købte heller ingen smykker på Ban Lungs marked 😉

Hvad koster oplevelser i Ban Lung i Ratanakiri?

De udflugter i og omkring Ban Lung, vi tog på, var private ture kun for Niels og mig. For 2 personer kostede de

• Vandfaldene og kratersøen Yeak Loam: 25 US$ (½ dag)
• Trekking i Kalay-junglen: 80 US$ (1 dag)
• Dagtur til landsbyen Kaoh Piek, kirkegård, Veun Sai (kinesiske landsby) m.m.: 65 US$ (1 dag)

Altså i alt 170 US$ (ca. 1.220 dkr.). Entreudgifter ved vandfald og kratersø betalte vi oveni, det samme gjaldt frokosten på dagsturen til landsbyerne. Når man tager prisniveauet i Cambodia i betragtning, er det forholdsvis dyre ture. Da vi senere rejste sydvest på til bl.a. Kep og Kampong Chhnang mødte vi et noget lavere prisniveau på dagsudflugter.

Selv om vi syntes, vi havde betalt meget for udflugterne, var vi glade for at have været på dem, for de var gode oplevelser. Og undervejs havde vi mange interessante samtaler med Reaksa (Sena taler ikke engelsk) og fik et godt indblik i cambodianernes liv og bl.a. deres frustration over det regerende parti, Cambodian People’s Party, som har siddet på magten siden 1979 og er gode til at mele egne kager.

Reaksa arbejder gennem D.T. Pisey Guesthouse i Ban Lung (når altså hun og Sena ikke bare samler rejsende op ved minibussen, som de gjorde med os). Hvis du vil i kontakt med Reaksa for at arrangere en udflugt, så kontakt mig og få hendes mail-adresse og WhatsApp.

 

Bonusinfo
Beskyt dig mod de røde jordveje (dust roads) i Ratanakiri
I store dele af Ratanakiri-provinsen er der ikke asfalterede veje, men røde jordveje. Sådan nogle hedder dust roads på engelsk, og det er præcis, hvad de er: støvede. I regntiden forvandler de røde jordveje sig, med Reaksas ord, til smattet papaya shake. Men i den tørre vinterperiode (november-marts), hvor vi besøgte området, er vejene et støvhelvede. Hver gang en bil eller lastbil kører forbi, bliver man indhyllet i det røde støv.

Tager du på udflugt i tuktuk eller på motorcykel (eller går langs vejene), så beskyt dig selv og dine ting mod støvet, som trænger inde alle steder

• anskaf en støvmaske (de sælges masser af steder i småbutikkerne langs vejen)
• brug briller/solbriller – og luk gerne øjnene (hvis du ikke er chauffør!), til det værste af en støvsky er drevet forbi
• bind et tørklæde om håret
• gem dit kamera i dagrygsækken undervejs
• put rygsækken i en stor plastikpose eller lign. Det gjorde jeg ikke, og selv om jeg skyllede min dagrygsæk, inden jeg rejste fra Ratanakiri, og har vasket den rigtigt, efter jeg kom hjem til Danmark, har den stadig tydelige spor af mødet med det røde støv. Det samme har mine sandal-sko.

Nå ja, og vær så forberedt på, at al dit tøj skal til vask (og at det ikke nødvendigvis bliver helt rent (cambodiansk vaskeservice er ikke supereffektiv)), og at du selv trænger til et meget grundigt bad efter turene ad de støvede, røde veje.