110217_1

Det her er en næsten usandsynlig historie, men ikke desto mindre er den sand. Da jeg var på vej til San Telmo-markedet i Buenos Aires i december, mødte jeg en amerikansk kvinde i Subte (metroen). Vi faldt i snak og endte med at tilbringe eftermiddagen sammen på markedet og over frokost.

En mulighed for at besøge en landsbyskole i Cambodia
My name is Ginger
, præsenterede hun sig og tilføjede med et lille koket smil på sine 71-årige læber, like Ginger Rogers. Hun var blev skilt, da hun var 46 år og færdig med at opfostre sine børn. 2 år efter var hun begyndt at rejse rundt i verden og havde besøgt 100 lande, nogle af dem havde hun boet i i flere år. Nu havde hun slået sig ned i San Diego i Californien, men rejste så meget hun kunne. Så (selvfølgelig) lå emnet rejser lige for i vores samtale 😉

Ginger i Buenos Aires
Ginger i Buenos Aires

Ginger fortalte, at hun var involveret i og sponsorerede en non-profit organisation, som bl.a. har et skoleprojekt udenfor Battambang i Cambodia. Organisationen hedder The Cambodian Village Fund og er stiftet af nogle af hendes venner i San Diego. Jeg skal til Cambodia i januar, udbrød jeg. Og straks tilbød Ginger at introducere mig til The Cambodian Village Funds stifter samt munken, der er projektets kontaktperson i Cambodia. Sovechea hedder han. Det ville betyde, at min mand Niels og jeg kunne komme ud at besøge landsbyen Kaun Khlong og dens skole – en oplevelse, jeg bestemt ikke ville gå glip af!

Det buddhistiske universitet i Wat Damrey Sar i Battambang
Men det blev til meget mere end det. Da Niels og jeg kom til Battambang d. 24. januar 2017, besøgte vi munken Sovechea på det buddhistiske universitet i Wat Damrey Sar, hvor han arbejder. Vi skulle planlægge vores besøg i landsbyen Kaun Khlong den næste dag, men det udviklede sig til et par timers snak om verdens gang, vilkår i Cambodia og Danmark og meget mere (bl.a. at Sovechea havde været i Oslo til en buddhistisk kongres i december for nogle år siden. Han huskede stadig, at det havde været rarest på hotellet og i taxien – udenfor var der ulideligt koldt, mente han). Inden eftermiddagen var gået, spurgte Sovechea, om ikke vi havde lyst til at komme tilbage kl. 17 og undervise i engelsk. Og vi slog uden tøven til.

Wat Damrey Sar, der også huser det buddhistiske universitet i Battambang
Wat Damrey Sar, der også huser det buddhistiske universitet i Battambang

Det buddhistiske universitet i Battambang er en underafdeling af det buddhistiske universitet i Phnom Pehn, og det er etableret i 2008. Ud over undervisning i dagtimerne tilbyder de gratis engelskundervisning hver aften fra kl. 17, og i alt har de 500 elever fordelt på forskellige niveauer.

Og pludselig var vi undervisere på det buddhistiske universitet
Gad vide, hvad de vil have os til, sagde jeg til Niels, mens vi kiggede os om i kvarteret og ventede på, at klokken blev 17. Men det havde munken, der var ansvarlig for engelskundervisningen på niveau 6, udtænkt for os. Vi laver en lyttetest, sagde han, normalt gør vi det med bånd, men i dag skal eleverne lytte til jer. Og med et stort smil gav han os et ark papir med spørgsmål om os og vores land samt vores oplevelser i Cambodia.

Der var 5 minutter til undervisningen begyndte, og det var præcis den tid, vi havde til at forberede os. Vi havde ingen internetadgang (fordi vi ikke havde tænkt på at logge os på universitetets wifi), så i stedet tappede vi hjernerne for al den paratviden om Danmark, vi kunne komme på (og det var egentlig ikke så lidt 😉 ). Og så gik vi på, med bare tæer og højt humør. Nok var det en lyttetest, hvor eleverne skulle skrive ned, hvad de hørte os fortælle. Men der var også masser af plads til at stille spørgsmål. Og det gjorde de. Ikke mindst da vi fortalte om arbejdsmarkedet i Danmark.

Cambodia er stadig i høj grad et landbrugsland (og så har de en stor tekstilindustri), ligesom Danmark var engang, i dag er det dog kun 2 % af danskerne, der er beskæftiget i landbruget. I Danmark (ligesom i resten af den vestlige verden) er størstedelen af arbejdsstyrken beskæftiget i serviceerhverv. Det viste sig at være hamrende svært at forklare, hvad serviceerhverv går ud på. Og det blev ikke nemmere af, at elevernes niveau i engelsk var lidt skrøbeligt.

Klik på billederne for at se dem i større format

Det gik straks meget bedre, da vi fandt nogle ligheder mellem Cambodia og Danmark: kongehus og religion. Vi har begge et konstitutionelt monarki, hvor monarkens magt er begrænset af forfatningen. Og vi har begge en statsreligion, som befolkningen ikke går højt op i. Undervejs på vores rejse i Cambodia havde vi opdaget, at selv om 95 % af befolkningen er theravada buddhister, så går de ikke nær så meget op i deres religion, som vi har oplevet, at folk gør i Myanmar, som er gennemsyret af buddhismen. De unge mennesker bekræftede os i dette. Også i Cambodia ser man hellere tv eller hænger ud med vennerne end at gå i pagoden og bede, fortalte de.

Klokken blev 18, og det ringede ud. Ganske kort efter ringede det ind igen. Og så snuppede vi samme ‘forestilling’ med endnu et hold elever. Måske var vi endda lidt bedre anden gang, fordi vi lige nåede at tale lidt sammen om, hvad der fungerede – og hvad der ikke gjorde. Da lektionen var færdige, kom Sovechea og overrakte os et Letter of appreciation som tak for vores indsats. Og der skulle tage gruppebillede.

Letter of appreciation fra Skill and Language Education Program på det buddhistiske universitet i Battambang

Vi var ved at være godt trætte. Men også ret opstemte, for det var en rigtig god oplevelse, når det lykkedes at skabe dialog med eleverne. Og det gjorde det, selv om ikke alles engelsk var lige skrapt. Der var cirka en kilometer til vores hotel, men alle var enige om, at vi ikke skulle gå hjem. Så på ingen tid blev det organiseret, at vi blev kørt hjem af et par studerende. På motorcykel.

Stipendier, så piger kan gå så længe i skole som muligt
Ginger havde fortalt mig meget om de piger, hun gennem flere år har sponsoreret gennem Cambodian Village Funds Reach for the Sky-program. Reach for the Sky er et stipendium, som sørger for, at piger kan fortsætte med at gå i skole så længe som muligt. Jeg håber, du får mulighed for at møde ‘my girls’, havde Ginger flere gange skrevet til mig. Og det fik jeg. For da Niels og jeg som aftalt ankom til Wat Damrey Sar næste eftermiddag for at tage af sted til Kaun Khlong landsbyen, havde Sovechea sørget for, at vi fik selskab på turen af 5 Reach for the Sky-piger.

De 5 unge kvinder, Dany, Vanna, Seyha, Sroem og Samey, kom alle fra Kaun Khlong. Men nu boede de i Battambang, hvor de pga. stipendierne gik i afgangsklassen på en high school (eller secondary school). Du kan læse om pigerne og deres historie ved at klikke på linkene ved deres navne på denne side. De skulle være vores guider og vores selskab på turen ud i provinsen.

Sovechea havde også sørget for en tuk-tuk til os (eller remork-moto, som den hedder i Cambodia). Selv om de unge kvinder var langt mindre end os, var der alligevel trangt i tuk-tuk’en, som i bund og grund er en motorcykel med en åben anhænger med 2 sæder, når vi var 7 personer i den. Men det her er Cambodia, så selvfølgelig klarer man det bare ved, at en sidder på skødet (vi prøvede på et tidspunkt på turen at forklare dem, at i Danmark ville det slet ikke være lovligt at køre i et køretøj som en tuk-tuk – pivåbent og uden skyggen af sikkerhedsseler – men de kiggede bare uforstående på os). Og så trillede vi af sted, cirka 35 km ud ad den stærkt befærdede National Highway 5.

På Kaun Khlong-marked og på skolerundtur
Pigernes plan var, at vi først skulle besøge Kaun Khlong og gå en tur på markedet i landsbyen. Der gik ikke mange sekunder, efter vi havde forladt tuk-tuk’en, før Niels og jeg blev attraktionen på det marked (hvor der også blev stegt rotter på grillen!). Og der gik heller ikke længe, før de unge kvinder tabte interessen for at vise os rundt. De var alle mellem 19 og 21 år, og deres adfærd mindede om teenageres, kunne vi hurtigt konstatere: ting var kun interessante i en meget kort periode, inden de zappede videre til noget nyt. Og smartphonen var altid lige ved hånden … ikke mindst til at skyde selfies med.

Klik på billederne for at se dem i større format

Vi nåede lige at hilse på Sameys mor (og mormor) på markedet (de talte ikke engelsk). Men så var det videre til næste stop, Dob Krorsang Primary School, Kaun Khlong Primary School skulle vi først til senere, fik vi at vide. Ved Dob Krorsang blev vi mødt af Ngoeurn. Ngoeurn var engelsklærer og den, som var udpeget til at vise os rundt. Det begyndte at gå op for os, at vi var kommet på den store ‘se hvad Cambodian Village Fund udretter’-tur!

På Dob Krorsang Primary School havde fonden netop afsluttet opførelsen af en ny skolebygning, Syed Balkhi Center of Learning, som skulle indvies i februar. Så den bygning skulle vi (selvfølgelig) se (udefra). Vi stak også hovedet indenfor i nogle ældre lokaler og sagde hej til en flok elever, som nysgerrigt studerede os. Ngoeurn sørgede for, at eleverne pænt stillede sig op, så vi kunne fotografere dem. Og han svarede beredvilligt på vores spørgsmål. Det afslørede, at hans engelsk kun lige var over middel.

Et tilbud om gratis engelskundervisning
Sammen med pigerne blev vi kørt til endnu en skole, som Cambodian Village Fund støtter. Og da klokken var lidt i 17, ankom vi til turens oprindelige mål, Kaun Khlong Primary School, som pigerne også engang havde gået på. Her kan elever fra Kaun Khlong og områdets øvrige landsbyer dagligt efter normal skoletid deltage i gratis engelskundervisning, sponsoreret af fonden. Undervejs på vores rejse rundt i Cambodia havde vi gentagne gange hørt, at langt de fleste børn kun går i skole halvdelen af dagen. Det er det tilbud, det offentlige stiller til rådighed. Vil man have mere undervisning til sit barn, må man selv betale, og langt fra alle forældre har råd til det i et land, hvor BNP pr. indbygger er på under 1.100 US$ pr. år – og hvor hver kvinde i gennemsnit føder 3 børn. Derfor er gratis tilbud som dette vigtige i bestræbelserne på at få en bedre uddannet befolkning (i dag kan 26 % af cambodianerne hverken læse eller skrive).

Ngoeurn inviterede os ind i en af hans kollegaers klasse, hvor vi kunne deltage i lektionen, og så skulle vi hen i hans klasse i den efterfølgende lektion. Inden længe var 36-38 børn dukket op i lokalet, som også fungerede som bibliotek, og undervisningen gik i gang. Skønt læreren end ikke var fyldt 30 år, var undervisningen så gammeldags, at selv Niels og jeg ikke kunne mindes at have oplevet noget lignende i vores fjerne 70’er-skoletid: Her hilste eleverne ærbødigt og i kor på læreren, der blev fremsagt remser i kor, eleverne skulle rejse sig op, når de svarede på et spørgsmål osv. Nå ja, og her var så endnu en engelsklærer, hvis engelsk kun lige krøb over middelgrænsen.

Jingle Bells og simple spørgsmål og svar
Vi havde fået det indtryk, at vi også skulle undervise her. Men det skulle vi (heldigvis) ikke. Mange af eleverne havde kun fået engelskundervisning i kort tid, så det var ret begrænset, hvad de kunne. Så vi lyttede mest på – og tog en masse billeder. Det gjorde Reach for the Sky-pigerne i øvrigt også, men det var primært selfies med de små elever som baggrund.

Da timen var slut, og eleverne havde sunget et par sange … deriblandt Jingle Bells (det er en totalt syret oplevelse at stå og transvede i en cambodiansk landsbyskole i januar og høre en sang om sne og slædekørsel!), sagde vi pænt farvel til klassen. Skal vi tilbage til Battambang nu, spurgte de unge kvinder forventningsfuldt. Men vi ville nu gerne som aftalt en tur hen i Ngoeurns klasse. Her var eleverne en smule ældre, og de havde haft engelsk lidt længere. I den første klasse havde jeg fået lov at stille nogle simple spørgsmål til nogle af eleverne, nu gentog Niels øvelsen i Ngoeurns klasse. Men der var grænser for, hvad de forstod (men hvordan skal elever også blive gode til engelsk, hvis deres lærere ikke er det?). Det skulle helst være spørgsmål af typen ‘hvor bor du?’, ‘hvad klasse går du i?’ osv. Spørgsmål (og svar), som de allerede kendte.

Tusmørket var ved at sænke sig over Kaun Khlong Primary School, en udfordring i klasseværelser uden strøm. Og i øvrigt også en udfordring for eleverne, hvis forældre helst ville have, at de kom hjem inden mørkets frembrud, fortalte Ngoeurn, ikke mindst pga. trafikken på National Highway 5, som er både tæt og hurtigkørende. Den trafik skulle vores tuk-tuk også ud i, og turen til Battambang var på ca. 45 minutter, så det var på tide at tage afsked og skramle hjemad

Det havde været 2 begivenhedsrige dage i Battambang og omegn. Og vi var helt enige om, at det havde været langt mere spændende og interessant at få indblik i de frivillige, gratis og vigtige undervisningstilbud og tale med engagerede cambodianere, end det er at se alverdens seværdigheder (og (selvfølgelig) har vi efterfølgende lavet en donation til fonden). Tænk at et tilfældigt møde med en amerikaner i Buenos Aires kan føre til ekstraordinære oplevelser i Battambang. Sådan nogle sammentræf kan jeg ikke stå for 🙂

 

Et indblik i engelskundervisning i Cambodia – på universitetet og i en landsby

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *