Gokteik-viadukten er en gammel, knirkende jernbro fra 1901 i det nordøstlige Myanmar. Jeg nævnte den i indlægget forleden, og det gav mig lyst til at fortælle om vores møde med viadukten på en togtur fra Pyin Oo Lwin til Hsipaw. Det var i januar 2015.

Det var hundekoldt den morgen i Pyin Oo Lwin. 7 grader sagde termometret, og det var koldere, end hvad jeg havde regnet med at skulle opleve i Myanmar. Selv i januar. Og selv her i den gamle ‘hill station’ i 1.070 meters højde, hvor briterne i kolonitiden yndede at tage hen om sommeren, når varmen i Mandalay blev ulidelig.

Toget fra Mandalay skramlede ind på Pyin Oo Lwins station lidt over klokken 8. Men vi blev bestemt bedt om at vente på den kolde perronen. Der skulle nemlig flere vogne på toget, for passagertallet var blevet højere end forventet (togbilletterne kan først købes en halv times tid før afgang). Og vi var ganske rigtigt ganske mange mennesker på perronen, især var der mange turister. Både individuelle rejsende som min mand, Niels, og jeg og mange smågrupper på 2-4 turister sammen med en lokal guide.

Efter 20-30 minutters venten kunne vi indtage vores pladser i en af upper class-vognene, altså dem, hvor der er polstring på sæderne. Togbilletterne havde vi købt til den overdådige pris af 2.750 kyat, ca. 43 kroner, pr. person. Ifølge billetten gik heraf de 0,87 kyat (47 øre) til livsforsikring! Vi krydsede fingre for ikke at få brug for den. Heller ikke selv om vi på togturen skulle passere den gamle viadukt over Gokteik-kløften.

Med mus som medpassagerer
Gokteik-kløften og Gokteik-viadukten er hovedårsagen til, at rejsende vælger denne togtur til/fra det nordøstlige Myanmar, selv om den både er langsom og lettere ukomfortabel. Niels og jeg skulle fra Pyin Oo Lwin til Hsipaw i Shan-staten, en tur på ca. 140 km. Den tur kunne have været gjort langt hurtigere i bus end den dagsrejse, togturen er. Men ligesom alle de andre ville vi også opleve Gokteik.

Toget skrumlede og slingrede og hoppede af sted gennem landskabet (og vi turde slet ikke tænke på, hvordan det ville have været at rejse på de upolstrede sæder på 2. klasse). Af og til stoppede det på en station, hvor man kunne købe noget at spise, eller der kom kvinder gennem toget belæsset med mad- og drikkevarer til salg. Maden skulle vi nu holde godt øje med, for ombord var også en hel lille hær af mus, som lystigt pilede ind og ud mellem sæderne og op og ned af deres huller i gulvet. Tabte krummer m.m. var musene lynhurtige til at opsnuse og opsnappe.

Klik på billederne for at se dem i større format

5 svimlende minutter i 100 meters højde på Gokteik-viadukten
Da klokken var lidt i halv 12, kunne vi skimte turens højdepunkt, Gokteik-viadukten. Gokteik-viadukten er 97 meter høj og 688 meter lang, og den blev bygget over Gokteik-kløften i 1901 af entreprenører fra Pennsylvania Steel Company. Da Gokteik-viadukten blev bygget, var den verdens næsthøjeste jernbanebro, og den er stadig Myanmars længste.

Toget stoppede på stationen inden kløften, og derefter begav det sig i sneglefart ud på den gamle bro, som knagede ildevarslende. Viadukten er repareret i 1990’erne, men ellers er alt fra 1901, og togene kører langsomt over for ikke at belaste konstruktionen. Det tager 5-6 svimlende og åndeløse minutter at krydse broen. Og togets døre var (selvfølgelig fristes jeg til at skrive) ikke lukket undervejs, så der var frit udsyn til det 100 meter frie fald ned mod kløftens bund – hvis man turde kigge ned. De fleste havde dog travlt med at hænge ud ad vinduerne og fotografere. Angiveligt er det af sikkerhedshensyn forbudt at fotografere, men ingen forhindrer de rejsende i at gøre det.

Da vi trillede ind på den første station efter Gokteik-kløften, gik det for alvor op for os, hvor stor en turistattraktion den (også) er. Hver og en af de små grupper af guideledsagede turister stod af. Nu havde de oplevet kløften og viadukten og blev så hentet af minibusser eller biler, der returnerede dem til Mandalay eller Pyin Oo Lwin eller bragte dem til Hsipaw på en hurtigere og effektivere facon.

Lokomotivet skulle repareres
Det halvtomme tog fortsatte mod Hsipaw og derefter endestationen Lashio, som ligger blot 150 km fra den kinesiske grænse. Vi, der blev ombord, fik den oplevelse med, at lokomotivet skulle repareres undervejs. Det tog en times tid, og som altid, når sådan noget sker i Myanmar, var der ingen information til passagererne, heller ikke de burmesiske passagerer. Men vi kunne selvfølgelig også bare stige ud af toget og iagttage den arbejdsomme aktivitet omkring lokomotivet og så selv lægge 2 og 2 sammen. Og det var netop, hvad vi gjorde.

Først omkring kl. 17 skrumlede vi ind på Hsipaw station. Og det skal ikke være nogen hemmelig, at ingen af os drømte om, at togturen skulle have varet længere, for vi var gennemrystede og -bumpede nok. Men vi ville ikke havde været togturen foruden. Nu havde vi oplevet den gamle, skrøbelige viadukt. Og vi havde oplevet togtrafik i Myanmar og havde fået bekræftet alt det, vi havde læst og hørt om, at den er langsom og ukomfortabel og med fordel kan fravælges. I øvrigt forstod vi den næste dag til fulde, hvorfor toget havde bumpet og skrumlet og hoppet så meget. Det var, da vi passerede de skæve togskinner i Hsipaw (se sidste billede i galleriet herover).

 

Med tog over Gokteik-kløften i Myanmar
Tagged on:                         

2 thoughts on “Med tog over Gokteik-kløften i Myanmar

  • 24. april 2017 at 19:29
    Permalink

    Fascinerende lesing og godt skrevet 🙂 Hit får jeg lyst til å reise 🙂

    Reply
    • 24. april 2017 at 22:16
      Permalink

      Mange tak for besøg og kommentar, Laila ☺️ Jeg kan kun anbefale Myanmar som rejseland, det er et meget fascinerende og spændende land. Men antallet af turister er stigende, så det er en god ide at komme af sted snart 😉

      Reply

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *