På vej rundt i det nordlige Argentina

Efter små 2 uger i Buenos Aires er det blevet tid til at rejse ud og opleve det nordlige Argentina. Landet er så kæmpestort, at vi umuligt kan nå at se alt på 4 uger, så turen går ‘kun’ nordpå.

Det er 15 dage siden, jeg ankom til Argentina. Langt det meste af den tid har jeg tilbragt i Buenos Aires, hvor min datter Rebecca bor. Vi har hygget os og fundet oplevelser sammen — og indimellem er jeg selv gået på opdagelse i byen.

I øvrigt har jeg boet i den fedeste lille Airbnb-lejlighed i Buenos Aires. Den ligger i et splinternyt byggeri, hvor der både er swimmingpool (godt nok lavvandet) på tagterrassen og en mere i underetagen, hvor der også er fitnessrum.

Og værterne er supersøde og hjælpsomme. Det er i Villa Urquiza-kvarteret, så det tager omkring 20 minutter med Subte (metro) til centrum, men Rebecca bor 4 blokke derfra, så lejligheden var ideel for mig. Jeg har allerede booket den igen, til vi kommer tilbage til Buenos Aires midt i januar 😉

For nu er det ikke længere kun mig, der er på tur. Min mand Niels ankom til Buenos Aires juleaften, og nu er vi begyndt på den rundrejse, som vi vist lagde de første spæde planer for allerede, da det var forår i Danmark. Dengang jeg overbeviste Niels om, at vi skulle springe den danske jul over og i stedet holde jul med Rebecca i Buenos Aires og så rejse omkring bagefter.

Selv om jeg godt vidste, at Argentina er 64 gange større end Danmark, var det først, da vi begyndte rejseplanlægningen, at landets størrelse for alvor fes ind. Og dermed også begrænsningerne, når Niels og jeg kun har 4 ugers ferie sammen, og når vi (og miljøet samt vores Visakort) synes, at rejsen kun skal indeholde få indenrigsflyvninger (faktisk er det blevet til bare én, og den snuppede vi 2. juledag).

Min drøm om at komme til Tierra del Fuego, Ildlandet, allerlængst mod syd bliver ikke opfyldt på denne rejse. Vi kommer heller ikke til El Calafate for at se gletchere eller til Bariloche, som er Argentinas svar på Schweiz, for afstandene er for store. Derimod er jeg kommet til Iguazú-vandfaldene for anden gang, fordi Niels meget gerne ville opleve dem.

Faktisk har vi brugt de seneste 3 dage på at gå på opdagelse oppe nordøstpå i regnskoven, den meget velordnede af slagsen (= nationalpark), og se på en stor del af områdets 280 vandfald.

Vi har såmænd også været et døgns tid i Brasilien for at se på vandfaldene derfra. De mange vandfald ligger på grænsen mellem de to lande — og er i øvrigt på UNESCOs verdensarvliste. I Argentina hedder vandfaldene Cataratas de Iguazú, i Brasilien Cataratas do Iguaçu.

Oppe nordøst fra gik vores rejse videre sydpå i dag. Vi er i provinsen Misiones, opkaldt efter de 15 missioner, som engang lå her. Og da bussen stoppede efter små 6 timers kørsel i dag, stod vi af i den lille by San Ignacio, for her ligger de bedst bevarede ruiner af en af de 1600-tals missioner, jesuitterne grundlagde.

I morgen tager vores rejse, som efter en del planlægning og kompromisser endte med at blive en rundrejse i Nordargentina, os med bussen til byen Ituzaingó. Ituzaingó er den nordlige ‘port’ til nationalparken Parque Iberà — og her tager vi på tur over et par dage.

Derefter rejser vi vestpå — og skal afprøve de argentiske natbusser (som skulle være noget bedre, end hvad vi har udsat os selv for i Sydøstasien 😉 ). Første stop er Salta, hvor vi lejer en bil, som skal fragte os nordpå, op mod grænsen til Bolivia. Når vi (forhåbentlig) har fået nok at bjerge i mange farver og den største koncentration af et af de oprindelige folk i Argentina, rejser vi mod syd igen og skal udforske en anden vinregion end Mendoza, som de fleste besøger. Vi skal til Cafayate, hvor de også producerer lækker vin.

Fra Cafayate går turen over Tafí del Valle til Tucumán og så retur til Salta, hvor vi afleverer bilen og hopper på natbussen til Buenos Aires. Ja okay, den tur tager så lidt mere end en nat, nærmere 18-21 timer. Inden vi skal hjem til vinterdanmark igen (og jeg skal videre med guidestudiet), har vi 5 dage i den argentinske hovedstad. Niels skal jo også ha’ noget tid til at kigge på byen — og jeg skal lige hyggesnakke færdig med Rebecca.

Og sådan kan 4 ugers rejse (6 uger for mit vedkommende) få ben at gå på. Men som sædvanlig er vi glade for, at vi har holdt en superkort sommerferie og nu har god tid til at rejse, hvor det er sommer nu. Lige nu ligger det meste af eventyret og venter forude.

Lad os se, hvor meget jeg når at få blogget undervejs — erfaringen siger, at rejseoplevelserne snupper min tid i stedet 😉 Men vil du følge med på sidelinjen, kan du altid kaste et blik på Instagram, hvor jeg løbende poster et billede eller to.