Kategorier
Argentina Gratis oplevelser Zoom ind

El Ateneo Grand Splendid, et must-see i Buenos Aires

Den fabelagtige bog- og musikhandel El Ateneo Grand Splendid er et must-see, hvis du bare er den mindste smule interesseret i arkitektur … og bøger. Og så er et besøg i butikken en af de gratis oplevelser i Argentinas hovedstad.

Wow! Det var sådan nogenlunde det eneste, jeg kunne sige, da jeg trådte ind i den statelige bygning på Avenida Santa Fe og befandt mig i bog- og musikhandlen El Ateneo Grand Splendid. Butikken er på utallige lister over verdens smukkeste boghandler. Med god grund. For det er et ekstraordinært butikslokale, der møder en.

El Ateneo Grand Splendid boghandlen har nemlig til huse i et gammelt teater, Teatro Grand Splendid. Der er al den teaterstemning, man kan ønske sig i lokalet, for det ser næsten ud, som om kun tilskuersæderne er fjernet og erstattet med bogreoler.

De originale balkoner med deres overdådige udsmykning er der stadig, det samme gælder et gigantisk loftmaleri af italienske Nazareno Orlandi. Logerne, hvor teatrets fineste pladser var, er omdannet til små læsekroge, hvor man kan studere i fred (eller nyde udsigten over butikken). Der er fint ornamenterede gelændere og smukke søjler. Ja, selv det tunge dybtrøde fortæppe indrammer stadig scenen. Scenen er dog forvandlet til café.

Du kan se 5 tip til andre gratis og billige oplevelser i Buenos Aires her.


Teatro Grand Splendid fra 1919
Det oprindelige Teatro Grand Splendid slog dørene op i 1919, og her kunne los porteños (Buenos Aires indbyggere) opleve underholdning med bl.a. tidens store tangokunstnere. En af dem var Argentinas mest berømte og elskede tangosanger Carlos Gardel. Gardel var så populær, at der angiveligt var flere kvinder i Syd- og Mellemamerika, som tyngede af sorg prøvede at tage deres eget liv, da Gardel døde ved et flystyrt i 1935, kun 44 år gammel.

I slutningen af 1920’erne blev Teatro Grand Splendid lavet om til en biograf, og det var her, argentinerne i 1929 kunne se den første talefilm, der blev vist i Argentina.

I år 2000 stod forlaget El Ateneo for renoveringen af den gamle teaterbygning og omdannede de 2.000 m2 til denne fabelagtige bog- og musikhandel. Hver dag besøger ca. 3.000 mennesker butikken.

Kaffe på scenen
Jeg besøgte El Ateneo Grand Splendid i december 2016 sammen med min datter. Og da vi var færdige med at skovle alle de skønne indtryk fra lokalet til os (og tage en masse fotos), måtte vi selvfølgelig også en tur på scenen og prøve caféen. Caféen serverer ikke den bedste (eller billigste) kaffe i Buenos Aires, men skidt, for det var det hele værd at sidde der og nyde hele rummets herlighed.

El Ateneo Grand Splendid er virkelig et besøg værd, ikke mindst når man er sådan en bogelsker som jeg. Men hvor det dog irriterede mig, at jeg kun kan læse en minimal mængde spansk, for det kriblede i fingrene for at købe en bog som souvenir. Udvalget af engelsksprogede bøger faldt ikke i min smag – og jeg skulle i hvert fald ikke bruge plads i min (tætpakkede) bagage på en bog om den danske hovedstad 😉

 

Find vej

Boghandlen El Ateneo Grand Splendids adresse er Avenida Santa Fe 1860. Det er i Recoleta-kvarteret i Buenos Aires by.

Afstanden mellem El Ateneo Grand Splendid og den berømte Recoleta-kirkegård er kun ca. 1,3 km. Så det er oplagt at besøge de 2 gratis oplevelser i Buenos Aires den samme dag.
Læs evt. mere om Cementerio de la Recoleta i dette blogindlæg

 

2 kommentarer til “El Ateneo Grand Splendid, et must-see i Buenos Aires”

Ja, det er virkelig en “Grand” oplevelse – og så er det bedste af det hele jo, at den er gratis. I hvert fald, hvis man udelader kaffen, men det kunne vi jo ikke klare os med 😉

Skriv et svar til Bente Hoffmann Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.