Det er 5 år siden, jeg sidst fejrede nytårsaften i Danmark. Flere af årene har nytårsaften været lig med at rejse fra A-B på vej på januareventyr. Men sidste år holdt jeg en i sandhed uforglemmelig nytårsaften ude i provinsen i Argentina.

Det føles helt mærkeligt. For første gang siden 2013 er jeg i Danmark nytårsaften. De seneste års tradition med at rejse hele januar bliver nemlig (af praktiske årsager) brudt i 2019 (traditionen har jeg bl.a. skrevet om i dette indlæg). Niels og jeg steg ikke på Emirates’ A380’er i Kastrup Lufthavn kl. 14.20 i dag, som vi har gjort mere end en nytårsaftenseftermiddag. Så min mand og jeg lander ikke i Dubai få minutter før deres nytår eller forsøger at sove i et fly med kurs videre mod Bangkok, når klokken bliver nytår i Danmark.

Og jeg er ikke alene på vej på tværs af jorden på en monsterrejse fra Buenos Aires til Bangkok, som jeg var den 31. december for 2 år siden. I år er jeg i vores lille rækkehus i Københavns nære omegn hele nytårsaften, men jeg har fået lidt af den store verden indenfor. For vi har hyggeligt juleferiebesøg af min datter, som ellers bor i Buenos Aires. Vi skal høre rådhusuret slå 2019 ind, mens champagneproppen springer, og til sidst tørner jeg ind i min egen seng.

På opdagelse i Esteros del Iberá, Sydamerikas næststørste vådområde
Sidste år var det os, der var i Argentina. Og Niels og jeg havde en ‘uforglemmelig’ nytårsaften i Ituzaingó i Corrientes-provinsen. Ituzaingó er en søvnig by med ca. 22.000 indbyggere, og den ligger på bredden af Paraná-floden, som er grænsen til Paraguay her i det nordøstlige Argentina.

Vi var dér, fordi Sydamerikas næststørste vådområde Esteros del Iberá, Iberás laguner, starter lige syd for byen, og fordi Ituzaingó er en af portene til et besøg i området. Vådområdet består af en blanding af marsk, sumpe, moser, søer, laguner og vandløb. I en del af Esteros del Iberá ligger nationalparken Parque Iberá, og hele dens område har været fredet siden 1982.

Kapivaren er verdens største gnaver og nært beslægtet med marsvinet. Navnet “kapivar” stammer fra et af indianersprogene i Sydamerika og betyder “græssets herre”. På dansk kaldes kapivaren også flodsvin.

Den 31. december var vi på dagstur i Iberá, hvor vi kørte og sejlede rundt og studerede og fotograferede flora og fauna. I Esteros del Iberá lever der kaiman-alligatorer, hyleaber, kapivarer – på dansk hedder de også flodsvin – markshjorte, hejrer, storke, ibisser og masser af andre dyr og fugle. Faktisk er Iberá et af de bedste steder i Sydamerika at studere et mangfoldigt dyreliv.

Turene ud i Esteros del Iberá må du nøjes med at opleve gennem mine fotos
– klik på billederne for at se dem i større format

Hvor skal I spise nytårsaften?
Den 1. januar i år tog vi på endnu en tur ind i det enorme vådområde – begge ture foregik sammen med ejeren af firmaet Turismo Diversidad Alejandra og hendes mand Cepi. Cepi taler kun spansk (og vi gør det meget sparsomt), men han er fænomenal til at spotte dyr og fugle, som er værd at iagttage. Alejandra taler fint engelsk og ved en masse om området, og hun deler ud af sin viden med rund hånd og entusiasme. Desuden er hun en super guide, der hele tiden er opmærksom på, om hendes gæster har det godt, trænger til vand, en snack, en kop te eller noget andet … et fotostop måske? Så det var uforglemmelige ture – på den positive måde.

Nytårsaften derimod tog prisen for at være uforglemmelig på den mindre positive måde.

Om formiddagen, mens vi kørte af sted, spurgte Alejandra, om vi vidste, hvor vi skulle spise om aftenen (endnu et udslag af hendes omtanke for sine gæster). Næ, det gjorde vi ikke. Vi vidste, at restauranten på vores hotel var lukket, men vi kunne vel finde en anden restaurant.

“Der er kun et sted i byen, der er åbent i aften,” sagde Alejandra så.

Ups! Niels og jeg kiggede bekymrede på hinanden, men lyste straks lettede op, da Alejandra fortsatte: “Skal jeg skaffe jer et bord?”

Jo tak, det måtte hun meget gerne. “Og husk at fortælle restauranten, at Niels ikke spiser kød,” skyndte jeg mig at sparke ind. Min mand har været pescetar, en vegetar, der også spiser fisk, i årtier, og vi havde mere end én gang oplevet, at det kan være en smule besværligt i de store røde bøffers hjemland.

Alejandra klarede reservationen, og vi brugte resten af dagen på at nyde den frodige flora og fauna i Esteros del Iberá.

Så meget for mad uden kød …
De spiser middag temmelig sent i Argentina, så om aftenen gik vi først hen til stedet, hvor vi skulle spise, ved 22-tiden. Det viste sig at være restauranten på et af byens andre hoteller, CZ Hotel. Og der var ikke et øje, da vi ankom. Var vi mon gået galt? Men det var vi ikke. Vi fik anvist et bord, bestilte noget rødvin og ventede så på, at maden skulle komme. Det var en fast trerettersmenu, havde Alejandra fortalt, og der var en flaske champagne med i prisen. Mon restauranten ville vente med at servere mad, til resten af gæsterne var ankommet?

Det gjorde de ikke. Snart kom tjeneren med 2 tallerkner med en empanada på hver. En empanada er et stykke hvedemelsdej, der er foldet og bagt eller stegt og har fyld i midten. Fyldet i vores empanadas var skinke. Så meget for mad uden kød. Jeg har et talent for at tage sorgerne på forskud, så jeg var sikker på, at der også ville være kød i hovedretten. Derfor fik jeg fat i bestyreren, og på mit vakkelvorne spansk sagde jeg, at min mand altså kun spiser comida sin carne, mad uden kød. Sí sí, men vi ville få pescado, fisk, forsikrede han. Men altså bare ikke til forret.

En tilfældig facade i Ituzaingó i Corrientes-provinsen

Der begyndte langsomt at komme flere mennesker i restauranten, som så ud, som om den mest blev brugt til morgenmad. Her var ikke pyntet op, men på endevæggen hang et kæmpestort tv, som sendte nytårsshow fra et eller andet tv-studie. Det føltes lidt tamt. Men hvad pokker, vi var det eneste sted i byen, hvor de serverede mad nytårsaften. Og hvis alt gik vel, ville det være fisk.

Det var fisk. En middagstallerken fyldt ud af en halv, stegt fladfisk til os hver. Intet andet. Altså ud over den kurv med tørt, hvidt brød, som kom på bordet. Tja, det var mad, og fisken smagte fint … men vi havde drømt om noget mad, som var bare en lillebitte smule mere varieret og interessant. Hvad mon de kødspisende gæster fik? Nysgerrigt kiggede jeg hen mod de få borde, hvor de lokale gæster var nået til hovedretten. De fik kyllingelår og pommes frites …

Solnedgang på den allersidste dag i 2017

Gad vide, hvornår champagnen kommer?
Klokken var ved at være 23.30, og restauranten var nu næsten fyldt. Det var primært små selskaber på 3-5 personer. Og folk talte i det store og hele ikke med hinanden ved bordene. Derimod sad alle begravede i deres smartphones. Hele tiden. Godt nok fylder mobilerne også ulideligt meget her i Danmark, men vi havde aldrig før oplevet noget som det her. Så godt som alle var i deres egen lille elektroniske boble. I mens dyrkede Niels og jeg en old school-samtale.

Nedtællngen til midnat gik i gang på tv-skærmen. “Gad vide, hvornår champagnen kommer?” sagde jeg til Niels. Men der skete ikke noget. Ikke én prop sprang kl. 00.00. Få argentinere løftede blikket fra mobilskærmen og ønskede hinanden Feliz Año Nuevo, og endnu færre uddelte kram. Vi gjorde. Selvfølgelig gjorde vi det, for ellers er vi da ikke kommet godt ind i det nye år. Da klokken var 10-15 minutter over midnat, begyndte tjenerne at dele champagneflaskerne rundt ved bordene …

Nå jo, vi fik da også dessert inden midnat: Et tørt stykke pan dulce de navidad, traditionel julekage, der havde overvintret fra højtiden ugen før. Det var i sandhed en uforglemmelig nytårsaften! I år skal vi have lækker mad, der er ingen omkring os, der flygter ind i smartphonen, og champagneproppen springer på slaget 12 😉

 

GODT NYTÅR  * * *  FELIZ AÑO NUEVO

 

Nytårsaften i Ituzaingó i Argentina
Tagged on:                                                 

4 thoughts on “Nytårsaften i Ituzaingó i Argentina

  • 2. januar 2019 at 10:33
    Permalink

    Tak for en dejlig beskrivelse af en anderledes nytårsaften. Det er underholdende at læse om men en af de der oplevelser som er sjovest bagefter ?
    Haha sikke dog en middag – eller hvad det nu var og sikke en fest eller mangel på samme.

    Jeg håber, at du har nydt dette nytår hjemme med godt mad og i godt selskab.

    Godt nytår Bente.

    /Annette

    Reply
    • 3. januar 2019 at 13:07
      Permalink

      Tak for hyggelig kommentar, Annette – og godt nytår 😉
      Hvis det nu havde været en helt perfekt og fejlfri nytårsaften 2017, så havde jeg nok slet ikke gidet at skrive om den. Så jeg vælger at være taknemmelig for at have fået en skæv oplevelse og en god historie at fortælle 😀

      Reply
  • 4. januar 2019 at 11:59
    Permalink

    For en morsom beskrivelse av en definitivt veldig annerledes nyttårsaften. Maten hørtes ikke spesielt overveldendes ut, men resten av turen hørtes jo veldig fin ut. 🙂 Trist når smarttelefonene tar helt over i selskaper, jeg synes man godt kan ha de der hvis man vil ta noen bilder eller venter en viktig telefon, men for meg er det definitivt selskapet og de jeg er med der og da som er hovedfokuset. 🙂

    Håper dere hadde en veldig hyggelig nyttårsaften, og ønsker deg et godt nyttår! 🙂

    Reply
    • 4. januar 2019 at 14:32
      Permalink

      Mange tak for din kommentar, Desirée 😉 Ja, det var en noget anderledes nytårsaften, men jeg er også sikker på, at det er en, vi vil huske i lang tid – og det er altid interessant at opleve, hvordan højtider foregår i andre kulturer. Fx fyrer de meget lidt fyrværkeri af nytårsaften i Argentina – til gengæld bruger de fyrværkeri juleaften!

      Helt enig – det er selskabet, der er det vigtigste, ikke smartphonen 😮

      P.S. Jeg lagde i øvrigt en kommentar på din blog for et par uger siden, på indlægget “How I lost our drone in Morocco”. Men min kommentar er vist røget i spam-filtret 🙁

      Reply

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.