Kategorier
Gratis oplevelser Italien

En halv dags oplevelser i Livorno i Italien

Hvad er der at opleve, hvis du hopper af den italienske autostrada og bruger noget tid i Livorno, den toscanske havneby, hvor rejsende mest kommer, hvis de vil fange en færge til Korsika eller Sardinien? Læs med og se, hvad jeg oplevede på en halv dag i Livorno.

Livorno er den storby i Toscana, der får mindst opmærksomhed, har jeg læst et sted. Men da Niels og jeg i september fortsatte vores italienske roadtrip sydpå efter et par dage i Cinque Terre, fik vi lyst til at kaste et blik på Livorno. Måske fordi min mand og jeg ikke er fan af overrendte turistdestinationer – og dem er Toscana ellers storleverandør af. Lad mig nævne Siena, Pisa, Firenze ….

Der bor omkring 160.000 mennesker i Livorno, og byen er en af de vigtigste havnebyer i Italien. Livorno er også byen, rejsende primært kommer til, når de skal fange en færge til Korsika eller Sardinien. Niels og jeg ville bruge en halv dags tid på at finde ud af, om byen kunne mere end det. For hvad kan man egentlig opleve på en halv dag i den toscanske havneby?

Lad bilen blive udenfor centrum af de italienske storbyer
Som i andre italienske storbyer gælder det også i Livorno om at finde en P-plads, inden du når til centrum. Efter lidt søgen fandt vi en ledig, gratis P-plads til udlejningsbilen på en sidevej til Viale Ippolito Nievo, som er en del af Livornos omfartsvej. Herfra var der ca. 1,5 km at gå til det gamle centrum.

Vi havde ikke lagt en plan for vores besøg i Livorno, blot læst lidt hist og pist på nettet om byen. Og så ville vi lade nysgerrigheden tage styringen, nu hvor vi var her. Dog vidste vi, at vi ville opleve Venezia Nuova, et Venedig-lignende kvarter i byen. Men mere om det senere.

Fortezza Nuova ligger til højre i billedet. Adgangen til det gamle fæstningsværk er over den lille bro

Fortezza Nuova, en kort og broget oplevelse
Det første sted, vores nysgerrighed sendte os hen, da vi var nået til Livornos centrum, var Fortezza Nuova (det nye fort). Det er et gammelt fæstningsværk fra slutningen af 1500-tallet, som blev bygget for at beskytte byen mod piratangreb. Der er voldgrav omkring, og kanaler fører ud til havnen ved Det Liguiske Hav.

Fortezza Nuova er fra årene lige inden, at Ferdinando I dei Medici i marts 1606 bekendtgjorde, at Livorno var en by og ikke blot den handelshavn, han havde bygget op fra næsten ingenting. Der var en borg inden i Fortezza Nuova, men den er for længst væk, og fæstningsværkets volde er omdannet til offentlig park samt et areal til koncerter. Men vi afstod fra en stille stund i skyggen i parken, for det tog os ikke mange 5 minutter at opdage, at dette er de hjemløse og narkomanernes territorium. Nå ja, og også de prostitueredes: Med ét fik vi frit udsyn til et blowjob. Lad os smutte et andet sted hen.

Gågaden Via della Madonna i Livorno

Livorno, en by som blev smadret under 2. verdenskrig
Livorno blev ramt hårdt af bombardementer under 2. verdenskrig, så du finder ikke en masse renæssancebyggeri her som så mange andre steder i Toscana. Livorno er en forholdsvis ny by, men med spredte spor af fortiden, som fx Fortezza Nuova.

Vi smuttede ned ad Via della Madonna, som er gågade, delte en kønsløs pizza til frokost og søgte så ud på Piazza Grande. Denne store plads blev oprindelig anlagt i 1594, men den blev bombet og totalt ødelagt under 2. verdenskrig.

Livornos Piazza Grande, juli 1944

Efter krigen blev Piazza Grande og de omkringliggende bygninger genopbygget. Det gjaldt også domkirken, Cattedrale di San Francesco, som blev genindviet i 1953 med en facade magen til den oprindelige fra 1600-tallet.

Monumento dei Quattro Mori, maurere med lykkebringende næser
Vores nysgerrighed blev ikke rigtig vakt af Piazza Grande og domkirken, så vi fortsatte ned ad Via Grande, ned mod havnen. Hernede på det sidste gadehjørnet inden kajkanten står et gammelt monument. Under 2. verdenskrig skilte byen monumentet ad og gemte det væk for at beskytte det mod bomberne. Og det er årsagen til, at du i dag kan se Monumento dei Quattro Mori, monumentet med de 4 maurere.

På piedestalens top troner Ferdinando I dei Medici, ham der grundlagde Livorno. Ferdinando I-statuen blev skabt i 1595 af den italienske billedhugger Giovanni Bandini. Den er af marmor fra et af marmorbruddene i Carrara i Norditalien, et sted, hvorfra danske Thorvaldsen også fik marmor til sine verdensberømte skulpturer. Nå ja, og de lyse marmorgulve i Kastrup Lufthavn kommer såmænd også fra Carrara.

Men det er de 4 bronzeskulpturer, der er lænket til piedestalen, der gør monumentet specielt. De 4 personer, maurerne, symboliserer de pirater, som hærgede hele Middelhavet, og som de magtfulde Medici-fyrster bekæmpede og besejrede, så de kunne handle i fred fra Livornos havn.

Angiveligt fik billedhuggeren Pietro Tacca, som skabte bronzeskulpturerne af maurerne i 1623-1626, lov til at bruge fanger i det nærliggende fængsel som modeller. Måske derfor virker de 4 maurere som meget troværdige, forpinte fanger.

Kan du se alle 4 maurer-næser?

Fra ét bestemt sted på pladsen foran Monumento dei Quattro Mori kan man se næsen på alle 4 maurere på en gang, stod der på et skilt. Den udfordring kunne Niels og jeg ikke lade gå fra os – for fandt vi stedet, ville det bringe lykke. Vi fandt det 😉 (se billedet herover).

Fortezza Vecchia, det gamle fort
Hernede ved havnen ligger også Fortezza Vecchia (det gamle fort). De første dele af fortet blev bygget i middelalderen, men det, du ser resterne af i dag, er fra starten af 1500-tallet. Da fik de magtfulde Medicier, der dengang herskede over Toscana og Firenze, øje på Livorno. Medicierne havde nemlig brug for en ny havn, fordi havnen i Pisa ved floden Arno var sandet til.

Det høje, grå, runde tårn indeni Fortezza Vecchia hedder Mastio di Matilde og er fra 1300-tallet. Det er en del af den tidlige befæstning af fiskerbyen Livorno

Omme bag det gamle fort sejler færgerne til Korsika og Sardinien og en del andre steder. Vi gjorde ikke den store indsats for at finde ud af, om vi kunne besøge Fortezza Vecchia – dagens tidligere fort-oplevelse rumsterede i baghovedet. Men jeg har senere fundet ud af, at det kan du godt, hvis du går i retning af færgeterminalerne. Du kan få mere information ved at bruge linket til kortet i bunden af dette indlæg på livornonow.com.

Venezia Nuova giver en fornemmelse af Livorno i 1600- og 1700-tallet
Vi drejede væk fra havneområdet og gik nu på opdagelse i Venezia Nuova, det nye Venedig. Dette Livorno-kvarter, som har hentet inspiration fra Nordøstitaliens Venedig, kan byen også takke Ferdinando I dei Medici for.

Venezia Nuova opstod i 1590’erne, hvor Ferdinando I arbejdede hårdt på at øge både indbyggertal og handel i Livorno. Et af hans midler var særligt attraktive love for handelsfolk af alle nationaliteter, og mange af dem slog sig ned i dette kvarter, der voksede op langs kanalerne.

Venezia Nuova slap næsten uskadt gennem bombardementerne under 2. verdenskrig, og derfor kunne vi her få en fornemmelse af, hvordan Livorno var i 1600- og 1700-tallet. Der ligger masser af barer og restauranter i Venezia Nuova, og det gør det til et stille kvarter i dagtimerne.

Men det var et ret charmerende kvarter at gå omkring i. Og det var skønt at sidde med en kop kaffe på en lillebitte café og bare kigge på livet i og omkring kanalerne.

En smart genvej eller …?
Da vi havde set os mætte på Venezia Nuova, blev vi enige om, at vi måtte se at komme tilbage til bilen. Vi havde en aftale med udlejeren af vores næste overnatningssted i den lille by Quercianella ca. 20 km syd for Livorno, og vi skulle også lige købe lidt ind på vejen, så tiden kunne hurtigt blive knap.

Prøv at se her, sagde jeg til Niels og stak min telefon op under næsen på ham, så han kunne følge med i den smarte genvej tilbage til bilen, jeg havde fundet på maps.me.

Hvis vi går hen over den der plads, så kan vi gå ad en sti gennem det der grønne område. Så slipper vi for at gå ude langs vejene, forklarede jeg.

En genvej eller …?

Af sted gik vi, og snart nåede vi ind på stien. På den ene side lå et boligområde og på den anden side resterne af den gammel bymur. Vi mødte ikke mange mennesker, kun et par teenagere og nogle hundeluftere. Men de kiggede alle undersøgende på os, da vi målrettet skridtede forbi. Da vi havde gået 500-600 meter ad stien, forstod vi hvorfor. Dér hvor vi skulle have været ud på en gade, tårnede en høj jernlåge sig op foran os. Dammit!

Vi brugte ikke mange sekunder på at slå idéen om at planke lågen ihjel. Især jeg er en kylling, når det kommer til den slags. Altså var der kun en ting at gøre – at vende om. Og ja, hundelufterne, der havde slået sig ned på en bænk i bymurens skygge, kiggede om muligt endnu mere undersøgende på disse 2 tossede turister, der nu traskede forbi i modsat retning i eftermiddagsheden.

Da jeg zoomede helt ind på kortet på telefonskærmen, fik jeg øje på en lillebitte sort plet. Hmmm … den skulle nok forestille jernlågen, men den havde jeg altså ikke set i skyndingen. Så meget for en smart genvej. Men den gav os lige lidt ekstra motion 😉

Er Livorno et besøg værd?
Som jeg skrev i starten af indlægget, havde vi ikke researchet noget særligt på Livorno, inden vi kørte dertil. Byen lå lige på vores vej sydpå ad Via Aurelia, den over 2200 år gamle romerske vej, som i dag er Strada Statale 1, statsvej nr. 1. Så det var ligetil at smutte forbi og opleve Livorno. I løbet af dagen brugte vi VisitTuscany på vores telefoner til løbende at finde information, men der er uden tvivl steder, vi har misset.

Det var ikke en halv dag med masser af wauw-oplevelser i havnebyen (det havde jeg heller ikke regnet med). Men det blev nogle rolige timer, hvor vi gav os masser af tid til at indsnuse lidt af byens stemning, og hvor vi ikke havde en agenda, som hele tiden drev os videre. Der var ikke mange turister i Livorno denne septemberdag, og alt, hvad vi så, var ganske gratis. Ingen af de ting klager jeg over.

Jeg synes, Livorno var et besøg værd. Dels fordi det var interessant at se en by, hvor en stor del er (genop)bygget efter krigen. Dels fordi Venezia Nuova var et charmerende bekendtskab og afgjort værd at køre efter. Men der går lige lidt tid, inden jeg igen finder på smarte genveje, når vi skal finde tilbage til bilen.

 

Bonusinfo

Brug fx VisitTuscany, hvis du vil se, hvad du mere kan opleve i Livorno. Der er bl.a. et akvarium og et bymuseum
Læs om Livorno på VisitTuscany

Er du nysgerrig efter at vide mere om byen Livornos grundlægger Ferdinando I dei Medici, så læs fx denne artikel
Få mere at vide om Ferdinando I dei Medici

 

4 kommentarer til “En halv dags oplevelser i Livorno i Italien”

Det ser og lyder til at være en skøn by på trods af prostituerede lige i synes og en lukket vej – hahaha. jeg tror at mange griner af turisterne og vores kamp med at se og opleve noget i bagende middagshede.

Tak for dejlige tips og inspiration. Jeg er ret vild med autentiske ikke overrendte steder 🙂

/Annette

Tak for kommentaren, Annette 🙂 Livorno er et godt bud på et ikke overrendt sted i Toscana!

Og ja, nogle gange er det grænsende til tosset, hvordan vi piler rundt ude i middagsheden for at opleve noget, når vi rejser. Jeg tror, Niels og jeg forekom særligt tossede, fordi vi fór rundt på den der blinde sti :O

Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.