Kategorier
Argentina Sydøstasien Tanker om at rejse

8 ugers oplevelser forude


Det er 2 år siden, jeg sidst rejste på en meget lang vinterrejse. Men nu er jeg ved at tage hul på en igen — mens jeg grunder lidt over mit adfærdsmønster i ugerne op til afrejsen.

Det er mærkeligt. Men alligevel sker det nærmest hver gang, jeg forlader husstanden mere end en uges tid. Så skal jeg partout have styr på hele den akkumulerede to do-liste (ligegyldigt hvor omfangsrig den er), inden jeg rejser. Ud over de opgaver, der primært hører til arbejdslivet, går jeg også op i, at vasketøjskurven er tømt, filtret i opvaskemaskinen renset og et par andre praktikaliteter, som sikkert er overflødige.

Nogen ville sikkert kunne sætte en eller anden psykologisk label på sådan en adfærd. Måske handler det om som barn altid at være blevet bedt om at rydde op, inden jeg begyndte at lege med noget nyt. Måske. Eller måske er det, fordi jeg nyder en rejse mere, når der er gjort rent bord og en mængde (gamle) arbejdsopgaver ikke venter derhjemme.

Væk med to do-listen og af sted på en meget lang rejse
På det seneste har elimineringen af to do-listen atter været højest på dagsordenen hos mig. For for første gang i 2 år er jeg igen på vej ud på en lang rejse. En rejse på 8 uger.

Det er jo en once in a life time-oplevelse! Sådan sagde en fjern bekendt af mig for et par år siden, da jeg var på vej ud på et lignende eventyr. Tja, tænkte jeg dengang, det er jeg nu ikke sikker på. For som jeg tidligere har skrevet om, så følger jeg hellere et rejsemønster med færre, men lange, rejser. Og allerhelst når det er vinter i Danmark.

Jul i Buenos Aires … igen
Og nu er jeg altså på vej igen — efter nogle hektiske uger i to do-listens selskab 😉 I skrivende stund er jeg på vej til Argentina for at besøge min datter Rebecca, som nu har boet der i 3,5 år.

For 14 år siden skabte min mand Niels og jeg en sammenbragt familie, da vi giftede os og flyttede sammen. Vores børn er for længst flyttet hjemmefra, og nu har vi dine og mine børn i Herlev, Aarhus og Buenos Aires. Og som i de fleste andre sammenbragte familier skal forskellige interesser også tilgodeses hos os, når julen banker på.

I år betyder det, at Niels holder jul med sine børn. Og at jeg snupper 3,5 uge med Rebecca i Buenos Aires, hvor jul er en meget fredeligere begivenhed end i Danmark. Det skrev jeg om her, sidst jeg holdt jul i Argentina. Nå ja, og så gør det jo heller ikke noget, at det p.t. er højsommer på de kanter.

Fotosafari m.m. i Buenos Aires
Rebecca og jeg skal hygge igennem, vi skal til stranden, og mit kamera og jeg skal udforske nye hjørner af den argentinske hovedstad — dem skal jeg nok finde, selv om dette er mit 3. besøg (billederne i indlægget er fra tidligere besøg). Jeg finder garanteret også mere street art … og jeg vil ikke udelukke, at billederne finder vej til bloggen 😉

Men så er der jo også min mand og mig. Efter at hver vores børn er flyttet hjemmefra, har vi udviklet en tradition med at holde ferie sammen i hele januar fjernt fra vinterkolde og -mørke Danmark. En oplagt mulighed havde været at henlægge rejsen til Argentina, når nu jeg allerede er der. Det gjorde vi for 2 år siden, og vi har kun nået at opleve en brøkdel af dette kæmpe land, verdens 8. største.

Empty nester-januarrejse i Sydøstasien … igen
Jeg savner Sydøstasien, meddelte Niels her i efteråret, og så forsvandt tankerne om endnu en argentinsk januarrejse. Derfor pakker jeg sammen mellem jul og nytår, rejser hjem til København og tager et par dage efter af sted igen. Denne gang på empty nester-januarrejse med Niels.

Cambodia 2017

Og turen går til Sydøstasien … selvfølgelig. Her vil vi tilbringe 4 uger i Laos og en smule i Vietnam — startende med nytårsaften i Hanoi. Jeg besøgte Vietnam for 24 år siden og kun den sydlige del af landet op til Hué. Så det er helt nyt område for os, selv om vi har rejst en del i regionen. Vi glæder os til at udforske Laos, bl.a. på trekking- og cykelture væk fra de mest besøgte områder. For sådan kan vi jo godt lide det — og mon ikke, jeg beretter om det her.

Inden vi flyver hjem, vover vi dog pelsen og sejler ud i et meget turistet farvand. For vi opleve UNESCO-verdensarven i Halong Bay i Vietnam, når nu vi er lige rundt om hjørnet, sådan cirka.

En ny to do-liste truer
Når vi rammer februar 2020 og er hjemme igen, er jeg sikker på, at jeg har opbygget en ny, lang to do-liste med arbejdsopgaver, der skal tages hånd om. Men det haster ikke så meget med at få løst alle opgaverne på én gang, for til den tid står der ingen rejser og ånder mig i nakken. Og så er trangen til at gøre helt rent bord ikke lige så påtrængende. Jo, jeg har vist en mærkelig adfærd …

2 kommentarer til “8 ugers oplevelser forude”

Tak for din kommentar, Tine. Dejligt at vide, at jeg har ‘lidelsesfæller’ ?
Og mange tak for gode rejseønsker. Jeg ankom til Buenos Aires i dag, så jetlaggen skal lige tæmmes.

Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.