Kategorier
Argentina Gratis oplevelser Zoom ind

På opdagelse på Cementerio de la Chacarita i Buenos Aires

De fleste turister i Buenos Aires besøger must-see‘et, Recoleta-kirkegården. Forleden gik jeg i stedet på opdagelse på byens største kirkegård, Cementerio de la Chacarita, som afgjort også er værd at se.

En af de store seværdigheder i Buenos Aires er Recoleta-kirkegården — det er næsten en forbrydelse at være i den argentinske hovedstad uden at besøge den berømte kirkegård (du kan læse mere om Recoleta-kirkegården her).

Men hvis du vil opleve noget andet end det, alle de andre oplever, kan jeg kun anbefale, at du lægger vejen forbi Buenos Aires’ største kirkegård, Cementerio de la Chacarita, Chacarita-kirkegården. Kirkegården kan godt nok ikke prale af, at Eva Perón, Evita, er begravet der, sådan som Recoleta kan. Men hvad mægtige mausoleer og finurlige udsmykninger angår, står Chacarita ikke tilbage for berømte Recoleta.

En midlertidig nødkirkegård i 1870’erne
Det var en gul feber-epidemi i 1871, der gjorde, at Chacarita-kirkegården blev grundlagt. Recoleta-kirkegården nægtede at begrave ofrene for epidemien, og der var ikke plads til dem på byens øvrige kirkegårde. Der blev doneret et stykke land til at begrave de mange døde på, men denne midlertidige kirkegård blev siden nedlagt. Og først i 1887 blev den nuværende Cementerio de la Chacarita grundlagt.

Tangosangeren Carlos Gardels masouleum på Chacarira-kirkegården

Tangosangeren Carlos Gardel er begravet på Chacarita
For de fleste danskere vil langt de fleste af de mere eller mindre berømte argentinere, som er begravet på Chacarita-kirkegården være ukendte. Hvis du er interesseret i argentinsk tango, kender du måske sangeren Carlos Gardel, som revolutionerede tangomusikken lige før 1920 ved at begynde at synge til den — og som stadig fylder ualmindeligt meget i den argentinske bevidsthed, skønt han døde i 1935. Gardel er begravet på Chacarita.

Carlos Gardel døde ved en ulykke i 1935. Men selv på en decemberdag i 2017 finder man (næsten) friske blomster og en håndskrevet besked: Tak for alt, lille Carlos. Det giver et praj om, hvor stor Gardel stadig er herovre.
Mindeplade fra en skole, der i 1983 har opkaldt sit musiklokale efter Gardel.

Du farer ikke vild … med lidt smartphone-hjælp
Men selv om du ikke kender en eneste af de afdøde, er det alligevel spændende at gå på opdagelse på de velanlagte småveje og større ‘avenidaer’ på den store kirkegård — den er på størrelse med 132 fodbaner (95 hektar). Og bare rolig, du farer ikke vild i det sindrige gademønster … hvis du har maps.me eller google maps på din smartphone.

Giv dig god tid til en fotosafari
Er du en fotonørd som mig, er jeg sikker på, at du ikke kommer til at kede dig. Jeg vandrede rundt i næsten 2 timer på Chacarita i fredags. Og hver gang jeg tænkte, at nu måtte det også være nok, fandt jeg en ny detalje, jeg bare måtte fotografere, inden jeg kunne ende min fotosafari. I galleriet her er et udvalg af det, jeg så.

Klik på billederne for at se dem i større format

Nå ja, og så var der helt stille og fredeligt på kirkegården  — det er der ikke så mange steder i Buenos Aires. Og jeg mødte nærmest ikke et øje i al den tid, kun en kirkegårdsarbejder nu og da.

Sådan kommer du til Chacarita-kirkegården

Cementerio de la Chacarita ligger i bydelen Chacarite. Indgangen er på Avenida Guzmán 680. Subte-stationen (metro) Frederico Lacroze ligger lige overfor indgangen.

Det er ganske gratis at besøge kirkegården.

 

2 kommentarer til “På opdagelse på Cementerio de la Chacarita i Buenos Aires”

WOW sikke et sted, det må være en fed oplevelse. Det er jo pompøst på en elegant måde. Ikke lige en kirkegård som man ser hjemme i Danmark. Kan godt forstå at dit kamera kom på overarbejde og at du havde svært ved at løsrive dig 😉
Synes faktisk, det er en god oplevelse at besøge kirkegårde derude i verden. Mange vil nok synes det er lidt morbidt men jeg kan godt lide freden og stilheden.

/Annette

Nej, Annette, der er ikke mange danske kirkegårde, der kan nå op på siden af Chacarita (eller Recoleta) – de har en lidt anden stil her 😉

Jeg kan godt følge dig i, at det er fredfuldt at besøge kirkegårde rundt omkring, gør det selv jævnligt. Nogen gange er der meget power på, når vi rejser, og så er det skønt med de ‘stille’ oplevelser. Og er de også fotogene, så er jeg jo i mit es 🙂

Svar

Skriv et svar til Bente Hoffmann Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.